Fonde kortslutter folkestyret

Lige nu stiger offentlige udgifter til fradrag for fonde, uden at Regeringen og Folketinget har indflydelse på, hvor mange penge der bruges – og til hvad.

Beslutninger sker i lukkede fondsbestyrelser – og har direkte og indirekte indflydelse på statens indtægter og udgifter. På det område er folkestyret sat ud af kraft

Af: Søren Klostergaard, medlem af Enhedslistens politisk-økonomiske udvalg

Fonde har en helt særlig plads i den danske økonomi.

I det danske samfund stræber vi altid efter, at private virksomheder og borgere træffer beslutninger om det, der vedrører dem selv, så længe de ikke påvirker andre. Og det demokratiske og politiske system træffer beslutninger om de initiativer, der er finansieret gennem den fælles økonomi.

Vi plejer at sige: Den der betaler musikken, bestemmer hvad der spilles.

Men sådan er det ikke for fondene.

Fondene bliver tit set som almennyttige og godgørende, hvor virksomheder, familier eller enkeltpersoner uddeler bevillinger på baggrund af beslutninger om at gøre noget godt eller gavnligt.

Men der er en lang række mere eller mindre automatiske mekanismer, som bevirker, at beslutninger i fondsbestyrelser giver anledning til betydeligt offentligt ressourceforbrug nemlig:

  • Offentlig medfinansiering i form af værdien af skattefradrag for udlodninger fra almennyttige fonde
  • Krav om medfinansiering i form af følgeomkostninger til forskningsprojekter på universiteter
  • Og i andre sammenhænge – fx projekter i kommuner – er det helt almindeligt, at fondene forudsætter offentlig medfinansiering af projekterne.

Beslutninger i fondsbestyrelser sker uden offentlig indsigt. Der er derfor ingen viden om, hvorvidt beslutningerne sker ud fra hensyn til de involverede virksomheders interesse. Det er helt lovligt for bestyrelserne at tage hensyn til sig selv.

Konsekvensen er, at der er en ganske betydelig del af offentligt finansierede indsatser, som er unddraget offentlig kontrol og demokratisk indflydelse. Det gælder for:

  • størrelsen af bidragene – og dermed de samlede udgifter for statskassen,
  • prioriteringen mellem forskellige initiativer,
  • og for alle spørgsmål om formål med initiativerne.

På andre områder vil det give anledning til kritik, at der er betydelige offentlige udgifter, som er i vækst, uden at det er muligt for offentligheden, Regeringen og Folketinget at få indsigt i eller indflydelse på størrelsen, prioriteringen eller formålet med initiativerne.