Der skæres og skæres på børneområdet. Vi forældre er frustrerede, råber op og vil høres. Forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen har samlet et hav af forældre fra hele landet. Rød+Grøn har talt med Stella Mia Sieling-Monas, der er en del af styregruppen i bevægelsen.
Eva Hyllegaard, Rød+Grøn
Hvordan starter man en forældrebevægelse?
– Forældrebevægelsen opstår i starten af 2019, bl.a. i kølvandet på den dokumentar, der hedder: ”Hvem passer vores børn?”. Den laver Jacob Mark fra SF en statusopdatering om, og i kommentarfeltet er der en mor, der skriver: ”Vi burde lave en demonstration for bedre normeringer i daginstitutionerne”. En gruppe forældre, der senere bliver den styregruppe, vi er i dag, tager teten og arrangerer aktioner sammen med tovholdere rundt omkring i landet. Vi ender med 80.000 mennesker på gaden den 6. april i over 50 byer. På den måde rullede det, og der kom over 30.000 medlemmer i den Facebook-gruppe, der i dag hedder ”Forældrebevægelsen #hvorerderenvoksen”.
– Der ligger uendeligt meget engagement og mange kræfter i bevægelsen, og der er virkelig nogle ildsjæle involveret. Men den får ligesom sit eget liv, koordineret på de sociale medier, på en måde, som jeg ikke tror, vi har set før omkring enkeltsager. Det påpeger politiske kommentatorer også, når bevægelsen bliver omtalt – det her med at mobilisere så mange enkeltpersoner, på tværs af politiske skel i øvrigt, men med enighed om den her sag. Det sker i så høj grad, så det, hvis du spørger forældrene, er med til at flytte stemmer ved det folketingsvalg, der så kommer i sommeren 2019.
Har forældre et ekstra drive i forhold til alle mulige andre?
– Der er jo noget frustration og bekymring over vores børns dagligdag – og bekymring for vores pædagogers trivsel og hverdag. Vi ser det jo hver eneste dag, når vi går ned og afleverer og henter vores unger, hvordan tingene knapt hænger sammen. Vi ser hverdagen – i modsætning til diskussionerne om, hvordan tallene måtte se ud i Danmarks Statistik eller i et Excelark. Det er indignationen over, at vi behandler de små børn sådan, og samtidig kræves det af os forældre, at vi går på arbejde og bidrager til, at samfundet kan løbe rundt. Det er på den måde en vrede over, at den del af kontrakten, der hedder: ”vi passer vores arbejde, så passer I vores børn imens”, ikke bliver opretholdt. Hvad fanden skal vi så gøre?
– Det er kendetegnende for bevægelsens styrke, at vi har haft rigtig mange mennesker engageret også til at møde op på gaden, som aldrig har gået i demonstrationer før. Det er et helt andet og bredere segment, som er engageret i den her bevægelse end Tordenskjolds velfærdssoldater, som altid er på mærkerne i forhold til at udvikle den offentlige sektor. Vores sag har en meget bred appel, fordi det er børn fra alle samfundslag, hele det politiske spektrum og hele Danmark, som er påvirket af de her dårlige forhold.
Hvorfor har denne sag virket så godt?
– Den succesfulde mobilisering, og måske også den politiske lydhørhed, skyldes til dels timingen; det var lige op til et folketingsvalg, at denne her bold rullede. Derfor lykkedes det rent faktisk at få børnene og forholdene i daginstitutionerne sat på dagsordenen. Der var rigtig mange forældre, der engagerede sig i det, og samtidig var der også nogle politiske partier, som måske længe har haft det her som en mærkesag, som ligesom kunne ride med på den bølge, der var blevet skabt af forældrene.
– Der var en kæmpe gruppe fagfolk og eksperter, der har råbt op i årevis, som pludselig fik momentum til at råbe op igen, fordi der nu var en mere folkelig, bred opbakning til det. Jeg tror, det skabte bredere politisk lydhørhed, end det ellers ville have gjort, fordi det var på tværs af vælgergrupper, og det var en dagsorden, som nærmest greb sig selv. Det var så stærk en bevægelseskraft, så vi nogle gange i styregruppen bare skulle lægge bitte små brødkrummer ud, og så kom det der forældrebrøl bare og greb alle opgaverne. Det var fedt, at man kunne stable sådan noget på benene uden nogen former for udefrakommende funding eller et sekretariat. Det kunne lade sig gøre, fordi der var så mange hænder, der var engagerede i det.
Hvordan ser du fremtiden for børn i daginstitutioner?
– Det realistiske scenarie er, at vi kommer til at se nogle forbedringer – det er jeg slet ikke i tvivl om. Det vil være meget svært at løbe fra det ansvar fra politisk hold og fra de indrømmelser, man allerede har givet. Der kommer en aftale, der vil være en forbedring af de forhold, vi har på nuværende tidspunkt, men det vil langt fra være nok. Vi vil muligvis se en indførelse af minimumsnormeringer, men jeg er meget nysgerrig på, hvad for en udregningsmodel, der kommer. Jeg er meget bekymret for, om der kommer til at være reelle normeringer i børnehøjde, og om modellen kommer til at dække hele dagen og den tid, de voksne rent faktisk er sammen med børnene. Jeg er også bekymret for tidsperspektivet i det – hvor mange år man vil sylte at få lavet en reel indfasning af de her normeringer. Der er en hel generation fra nu og til 2025, som når at blive tabt på gulvet, hvis vi ikke får gjort noget allerede fra næste år af.
– Når vi slår på minimumsnormeringer, er det jo et forsøg på at sætte bundprop i noget, der sejler på virkelig mange parametre. Forudsætningen for, at vi kan alt det andet, der også skal rettes op på, er at der er tilstrækkeligt med hænder og øjne sammen med vores børn. Når det er i orden, kan vi begynde at diskutere ting som ledelse, arbejdskultur, pædagoguddannelse og faglighed. Drømmescenariet er, at der på et eller andet tidspunkt kommer tilstrækkelig med politisk vilje til at sikre alle de andre ben, der også skal til, og der er nok desværre lidt vej endnu. På den måde er der stadigvæk i virkelig høj grad brug for en forældrebevægelse, som råber op.