Forskere skal kunne stå frem og afsløre indblanding

Af:

I kølvandet på skandalen om oksekødsrapporten foreslår Enhedslisten, at forskere anonymt skal kunne anmelde forsøg at påvirke deres forskning.

Simon Halskov, Rød+Grøn

I september måtte Aarhus Universitet trække en rapport om oksekøds klimabelastning tilbage, da den ikke levede op til universitetets standarder.

Forinden havde Dagbladet Information afsløret, at interesseorganisationen Landbrug og Fødevarer stod bag flere afsnit i rapporten og også havde påvirket en pressemeddelelse om resultaterne.

Den slags indblanding er ødelæggende for vores frie forskning, mener Enhedslisten. Partiet vil derfor have oprettet en whistleblower-ordning for forskere.

– Der skal findes en god løsning, så vi ikke igen oplever, at der er rapporter, som erhvervslivet eller politikere render og blander sig i, siger forskningsordfører Mai Villadsen.

Forskningsmiljøer er trængte
Enhedslisten foreslår, at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan administrere whistleblower-ordningen. Partiet vil nu tage forslaget med til forhandlinger med forskningsministeren.

Mai Villadsen håber, at flere sager vil komme frem i lyset, hvis forskerne kan henvende sig anonymt.

– Nogle gange er det bare rigtig svært at gå til sin ledelse og sige, at man bliver presset. Særligt fordi vi jo ved, at forskningsmiljøerne i Danmark er trængte: Der har været skåret i mange år, og de er meget afhængige af midler fra eksterne parter, påpeger hun.