Forskningsreserven bliver grøn

Af:

Enhedslisten og de øvrige partier i Folketinget er i dag blevet enige om fordelingen af næste års forskningsreserve. Langt størstedelen – 1,5 milliarder kr. – skal bruges på grøn forskning.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Der skal satses grønt på alle fronter, hvis klima- og naturkrisen skal løses. Derfor skal tre fjerdedele af forskningsreservens to milliarder kr. også bruges på grøn forskning næste år, har Folketingets partier netop besluttet.

For Enhedslistens forskningsordfører Mai Villadsen er i dag en stor dag – aftalen var nemlig hendes første, siden hun blev valgt ind i Folketinget i juni.

– Det er en historisk grøn forskningsaftale, som skal bidrage til at løse både klimakrisen og naturkrisen, konstaterer hun.

Aftalen fokuserer også på andre vigtige ting, fortæller Mai Villadsen.
– I Enhedslisten har vi længe arbejdet for at forbedre finansministeriets regnemodeller – det glæder jeg mig over, at vi får sat fokus på med aftalen.

Bedre kønsbalance i forskningen
Aftalen giver bl.a. 629 millioner kr. til Danmarks Innovationsfond. Her skal pengene bruges på “brede, sammenhængende og langsigtede indsatser” inden for energi, klima, landbrug, transport, natur og miljø, byer og samfund samt adfærd.

189 millioner kr. skal styrke “de grønne og miljøteknologiske udviklings- og demonstrationsprogrammer og indsatsen inden for landbrug, miljø og naturbeskyttelse,” står der i aftalen.

Der blev også plads til initiativer, som skal styrke ligestillingen, hvilket glæder Mai Villadsen.

– Det er helt formidabelt, at vi med det nyoprettede Inge Lehmann-program sikrer en bedre kønsbalance i forskningen, siger hun.