Efter valget mundede regeringsforhandlingerne ud i et såkaldt forståelsespapir. Det er en politisk aftale, som indeholder rigtig mange gode initiativer, og Enhedslistens fingeraftryk er tydelige. Rød+Grøn har mødt Pernille Skipper til en snak om, hvordan vi realiserer intentionerne – og kæmper videre for at lappe hullerne i papiret.
Simon Halskov, Rød+Grøn
Når du i dag læser forståelsespapiret, er du så overordnet glad for aftalen?
– Ja, bestemt. Hvis man læser aftalens 18 sider, så kan man tydeligt se Enhedslistens præg hele vejen rundt. Et eksempel er den grønne omstilling. Det helt store her er en bindende klimalov med 70 procent CO2-reduktion senest i 2030. Da vi gik ind i valgkampen, var det kun os og Alternativet, der mente det. Men vi fik overtalt SF og Radikale til at gå med os, og i forhandlingerne fik vi også Socialdemokraterne med. Det er en ekstremt stor Enhedslisten-sejr.
Du har kaldt aftalen historisk. Hvorfor er den det?
– Det er aldrig sket før, at et parlamentarisk grundlag har sagt: “Vi vil kun pege på Socialdemokraterne, hvis vi får nogle garantier.” Det er os, der har sørget for, at forståelsespapiret blev lavet, og at Radikale og Socialdemokraterne ikke igen satte sig ind i et sort tårn. Og så er det et historisk venstreorienteret udgangspunkt for en socialdemokratisk regering. De er ikke alle sammen blevet medlemmer af Enhedslisten – vi skal ikke bilde os selv noget ind. Men vi som venstrefløj står med en stor chance for at skabe forandring. Og vi er kommet hertil ved at kombinere principfasthed med forhandlingsvilje.
De grønne aftaler er muligvis forståelsespapirets mest ambitiøse. Det er en stor og nødvendig mundfuld, som de andre er gået med til at spise. Hvordan sikrer vi, at de ikke “levner”?
– Der er helt klart en masse faldgruber. For det første skal lave en klimalov. Der skal vi sørge for, at de periodiske opfølgninger bliver tilstrækkelige, og at Klimarådet får de muskler, det skal have. Så skal vi have en klimaplan, som viser vejen til målet. Det er her, det virkelige slag skal slås. Vi skal f.eks. diskutere, hvordan vi omlægger den samlede bilpark til elbiler. Det er store beslutninger, som skal gennemføres på en ordentlig måde. Hvis man for eksempel ligesom SF bare taler om at forhøje benzinpriserne – uden at sørge for, at afgifterne bliver kanaliseret tilbage til de mennesker, som har mindst i vores samfund – så får den grønne omstilling en social slagside. Enhedslistens vigtige opgave her er klar for de fleste.
Så er der velfærden, som både var et hovedtema i valgkampen og også er det i forståelsespapiret. Hvor langt er vi kommet her?
– Vi er kommet langt. For det første har vi fået et klart løfte om, at udgangspunktet for al velfærd, uanset om det er børn, mennesker med handicap eller sociale indsatser, er “det demografiske træk”. Hvis vi blot brugte samme beløb på velfærd, som vi gjorde sidste år, ville vi have det samme antal pædagoger og SOSU’er til et stigende antal ældre og børn. Vi har altså fået et løfte om status quo, hvilket tydeligvis ikke er tilstrækkeligt, når man ser på situationen i børnehaver og på plejehjem. Men det betyder, at kampen nu kommer til at handle om at forbedre velfærden – ikke om at afværge forringelser. Også et Enhedslisten-krav, som er en stor sejr.
På børneområdet har diskussionen om minimumsnormeringer fyldt meget. Hvad siger forståelsespapiret på det felt?
– Vi har fået et løfte om lovbundne minimumsnormeringer. Men der står ikke, hvad det skal være for nogle minimumsnormeringer, og hvordan vi skal gøre dem op. Hvis man bare siger, at der skal være en ansat per tre vuggestuebørn og en ansat per seks børnehavebørn, så er vi faktisk tæt på at være der, hvis man medregner ledere, tæller vikarer dobbelt og alt muligt andet. Også her ligger djævelen i detaljen, og derfor er det nogle ret vigtige forhandlinger, vi skal i gang med på det område. Endnu et eksempel på, at vi ikke er i mål, selvom papiret er flot.
Et centralt område, hvor vi ikke nåede så langt, er udlændingeområdet. Hvad skyldes det?
– Jeg synes, vi skal være helt ærlige: Vi har ikke ændret Socialdemokraternes udlændingepolitik. Men vi har fået dem til at love, at integration er målet, og det er jo et godt princip at starte ud fra. Og så har vi fået nogle vigtige forbedringer igennem for nogle mennesker. Det gælder bl.a. den gruppe flygtninge, primært fra Syrien, som har været afskåret fra at tage en videregående uddannelse, fordi de selv skulle betale. Nu får de muligheden, og det betyder, at der er en masse mennesker, som kan blive lærere, pædagoger og alt muligt andet, som de har drømt om.
Et beslægtet spørgsmål er ghettopolitikken. Hvordan ser billedet ud her?
– Den såkaldte ghetto-politik er et eksempel på, at der bestemt stadig er brug for Enhedslisten, selvom regeringen har underskrevet et papir med mange gode tiltag. Socialdemokraterne og SF mener, det er en god idé at rive ordentlige, almene boliger ned, selvom beboerne ikke har noget sted at flytte hen. Der er et forlig, som gør, at vi ikke – uden at få overbevist højrefløjen – kan lave noget grundlæggende om i denne valgperiode. Men vi skal blive ved med at have vores klare politik og forsøge at presse Socialdemokraterne og SF til at opsige det forlig.
Lad os vende et tredje område, hvor vi kæmper med fortidens spøgelser: de fattigdomsskabende reformer. Kan vi gøre noget ved fattigdom og ulighed, selvom f.eks. reformerne af førtidspension og fleksjob består?
– Det kan vi bestemt, men de reformer er tydelige eksempler på, at vi ikke er i mål, når det handler om mennesker, der er arbejdsløse, syge eller har et handicap. Kontanthjælpsreformen og integrationsydelsen består også. Det bør give os kampgejst og minde os om, at det ikke er en Enhedslisten-regering, vi har fået. Her og nu har vi vanvittigt meget brug for, at folk som Næstehjælperne kaster sig ind i kampen for syge og arbejdsløse – ligesom vi har brug for, at de grønne organisationer presser på, så de gode målsætninger på klimaområdet bliver til virkelighed og ikke kun bliver tekst på et stykke papir.
Forståelsespapiret er blevet kritiseret for at være mangelfuldt, når det kommer til finansiering. Hvor stort bliver det kommende slagsmål om finansieringen?
– Der var to helt store slagsmål under regeringsforhandlingerne: Det ene handlede om udlændingepolitik, det andet om økonomisk politik. Baseret på vores erfaringer fra Thorning-tiden gjorde vi det helt klart, at den økonomiske politik ikke må baseres på klassiske borgerlige arbejdsudbudsreformer som afskaffelse af efterlønnen, hævelse af pensionsalderen og lavere kontanthjælp. Det viste sig at være meget svært at få Radikale med på det, fordi de grundlæggende har en økonomisk politik, som minder mere om Lars Løkkes end om vores. Men det økonomiske slagsmål vandt vi i vid udstrækning under regeringsforhandlingerne. Pengene skal ikke findes hos dem, der har mindst i forvejen, og de skal ikke findes ved de klassiske arbejdsudbudsreformer. Men hvor pengene faktisk skal findes, kommer vi til at diskutere løbende med Radikale og Socialdemokraterne herfra og til næste valg.
De næste store forhandlinger bliver om kommuneaftalen og finansloven. Hvordan vil vi gå til dem?
– Vi vil have den samme konstruktive tilgang, som under regeringsforhandlingerne. Men vi vil insistere på, at det skal være en finanslov, som øger ligheden i vores samfund og forbedrer vores velfærd. I alt for mange år har vi haft regeringer, som har trukket Danmark i den gale retning, og det kommer til at tage tid at rette op på det, men kommune- og regionsaftale og finansloven skal være første skridt.