Polyester er plastik. Mikroplast er fundet overalt, selv i moderkager. Vores tøjforbrug har ikke fået tøjarbejderne ud af fattigdom, men skabt masser af plastaffald. Vi skal derfor finde en anden forretningsmodel for tøj.
Verdens forbrug af polyester mm. er tredoblet på 20 år (se figuren), så vi har et problem, når det ender som affald i vores kroppe og i naturen. Det skønnes, at danskernes gennemsnitlige årlige udledning af CO2 på grund af tøj og sko er på 310 kg. Til sammenligning kan nævnes, at indernes er på 22 kg.[1] Vi forbruger og forurener altså ikke lige meget.
Forbruget skyldes branchens forretningsmodel
Tænketanken CONCITO nævner i Hotspotanalyse: Fremme af et klimarigtigt tøjforbrug at tøjforbruget skyldes branchens forretningsmodel med hurtigt salg af mange stykker billigt tøj. I stedet foreslår CONCITO, at der skal vælges en forretningsmodel med mindre markedsføring og andre onlinesalgsmetoder og med vægt på holdbart tøj med en god pasform.
Stadig ekstrem fattige tøjarbejdere, selvom virksomhedsejerne har enorme fortjenester
Danmark har siden 1972 bidraget til udviklingen i Bangladesh. I dag har landet en høj økonomisk vækst, som især er baseret på eksport af beklædning. Der er mere end 4 mio. ansatte i tøjindustrien.
Ifølge Verdensbanken lever en person i ekstrem fattigdom, hvis personen har $2,15 at leve for om dagen. Det var, hvad syerskerne havde i 2023, nemlig mindstelønnen på 8.300 taka, som svarer til $72. $72/30 dage= $2,4. De kan altså ikke forsørge deres børn, selvom de arbejder 50-70 timer om ugen[2].
Det undrer mig, at det ikke er lykkedes Danmark at sikre, at syerskerne får en løn, de kan leve af, og en løn, som afspejler den pris, som deres tøj bliver solgt for i Europa. Det må skyldes de danske regeringers prioritering af virksomheders interesser fremfor fattigdomsbekæmpelse.
Prisen på en vare er hovedsagelig bestemt ved udbud og efterspørgsel og ikke ved den arbejdstid, ødelæggelse af kroppen eller kompetence, der er brugt på at fremstille varen. Mange steder i verden er lønnen og købekraften høj, og derfor er det muligt at sætte prisen på tøj høj. Det giver rigtig gode muligheder for høje avancer, og der er da også indehavere af modehuse, som er blevet ekstremt rige.
Hvad kan vi gøre?
Markedet elsker plastik, for det kan formes til alt ved hjælp af kemi og maskiner, og snart behøver man ikke syerskerne, for produktion af plastiktøj kan gøres fuldautomatisk. Det er nok derfor, at du kan se annoncer for polyester (senge)tøj med stemplet OEKO-TEX i en grøn dråbe. Det har intet med økologi at gøre, men betyder, at det er mindre giftigt.
Danmark kunne bruge en del af sin erhvervsstøtte (som er på 50 mia.) til at hjælpe tøjarbejdere rundt om i verden med at opstarte produktioner af uld, hør og bomuld ejet lokalt af arbejderne samt hjælpe dem med at fremstille tøj af holdbare stoffer og designs.
I Danmark kunne vi bruge en del af erhvervsstøtten til at opstarte offentligt ejede virksomheder, som billigt inddrager en del af landbrugsjorden til hør og får. Landbrugsjorden har vi jo i fællesskab betalt gennem milliarder og atter milliarder til landbrugsstøtte.
I Danmark har vi fremstillet tøj af hør og får i mange hundrede år. I vores nye fælles produktion af tøj af uld og hør vil vi sikkert kunne finde fast arbejde på overenskomst til nogle af de titusindvis af unge mellem henholdsvis 15-24 år og 25-30 år, som er uden job og uddannelse. Det er åbenbart ikke lykkedes markedet i en tid med ’stor mangel på arbejdskraft’.
[1] Charlotte Louise Jensen og Michael Minter: Hotspotanalyse: Fremme af et klimarigtigt tøjforbrug. CONCITO. Marts 2024: 8
[2] Understanding the Gender Composition and Experience of Ready-Made Garment (RMG) Workers in Bangladesh. International Labour Organization 2020.: 21
Hasnat M Alamgir, Professor of Public Health, (9.6.2022): Why a garment worker works 14 hours a day? https://thefinancialexpress.com.bd/views/views/the-achilles-heel-of-bd-economy