“Genoeg is genoeg!”. Det velkendte slagord “nok er nok” havde en anden klang, da den hollandske klimaretfærdighedskampagne ’Code Rood’ opfordrede til aktion imod fossilgasindustrien.
Birk Ole Persson
Den hollandske region Groningen er hjem for Europas største gasfelt. Her samledes i slutningen af august hundredvis af mennesker i protest mod industriens ødelæggelse af lokalområdet, massive drivhusgasudledninger, og de dertilhørende klimaforandringer.
Gasfeltet, der ejes af fossilgiganterne Exxon og Shell, er en af landets største energikilder og en af regionens største arbejdsgivere.
Til gengæld har regionen siden udvindingen begyndte i 70’erne været vidne til et stigende antal jordskælv, der har ført til betydelige materielle skader for de lokale.
Den kompensation, befolkningen er blevet lovet, har dog været ringe fordelt og langt fra tilstrækkelig. Det har efterladt mange uden mulighed for at reparere skaderne eller sågar beholde deres hjem.
Fra lokal til international protest
Konsekvenserne af gasudvindingen i regionen har skabt grobund for en stærk bevægelse, der i årtier har protesteret imod industriens ødelæggelse af lokalområdet og for en stærkere kompensation for de berørte. Fakkeloptog, sultestrejker og kreative politiske aktioner har dog ikke ført til nogen større politiske forandringer.
Kampagnen Code Rood, der i 2017 besatte Amsterdams kulhavn (et af de største knudepunkter i Europas fossile energinetværk), besluttede i år at rette deres kræfter mod Shell og Exxons udvinding af fossilgas i solidaritet med befolkningen i Groningen og deres lokale bevægelser.
Kampagnen fastholder kravet om en øjeblikkelig udfasning af fossilgas, fremfor den løbende udfasning inden 2030, som regeringen har lovet.
En dobbeltdækkerbus fyldt med især danske og svenske klimaaktivister rejste den 25. august til Groningen for at deltage i kampagnen. I trit med den tyske antikul-bevægelse Ende Geländes aktioner de foregående år, blev der opstillet en klimalejr, hvor lokale og internationale aktivister kunne mødes, holde oplæg og workshops, og danne netværk. Lejren kulminerede i en masseaktion af civil ulydighed, hvor omkring 500 mennesker blokerede indgangen til Shell og Exxons faciliteter i Delfzijl i over 36 timer.
Blokaden, der også fungerede som midlertidig lejr, mødte fra store dele af lokalbefolkningen en opbakning, der kun blev større, da politistyrkerne på blokadens første aften eskalerede situationen og angreb fredelige protesterende. Ordensmagtens aggressioner førte under en march mod en gasudvindingsfacilitet til flere sårede af knippelslag og uhensigtsmæssig kørsel af politibiler.
Trods modstand fra den hollandske stat fik aktionen succes og modtog stor opmærksomhed i lokale såvel som nationale medier.
Tid til handling
Klimakrisen har i år, med sommerens usædvanlige tørke, tydeligt vist sit grimme ansigt. Det står nu klart for store dele af befolkningen, at “business as usual” ikke længere er en mulighed, hvis vi vil efterlade en beboelig planet til de fremtidige generationer.
Hvad den danske klimabevægelse endnu har at lære er, at grøn omstilling ikke kun må foregå i Folketinget; grøn omstilling er håndarbejde. Når hverken politikerne eller markedet tager problemerne seriøst, er det altså op til os at ty til handling.
Når det gælder udvidelsen af fossil infrastruktur og den fortsatte brug af fossile brændstoffer, må vi stå sammen og ligesom i Groningen sige: “Nok er nok!”