Den årlige generalforsamling i Enhedslisten Købehavn forløb i god ro og orden den 9. marts. Ud over pligtpunkterne – beretninger, regnskab, budget, arbejdsplan, valg og den slags – var hoveddiskussionen byudviklingspolitik.
Gunna Starck, Rød+Grøn
De københavnske afdelinger og medlemmer har siden efteråret været igennem en lang og grundig proces om en byudviklingspolitik. En diskussion om dilemmaer, som byer i hele verden står eller kommer til at stå i. Dilemmaer, som afføder en masse spørgsmål. Er der gode socialistiske svar på dem? Det var også det, som debatten om og ændringsforslagene til den fremlagte bypolitik drejede sig om.
Flere og flere mennesker bor i byer. Byerne skal så levere boliger, skoler, kultur, grønne områder og transport til de mange nye indbyggere, som så producerer nye indbyggere. Skal man sige stop på et tidspunkt? Findes der en optimal bystørrelse?
Et væld af spørgsmål
Når vi nu i Enhedslisten synes, at der skal være bredere cykelstier, flere grønne områder, svømmehaller, busbaner og kultur – og de månedlige 1.000 nye indbyggere (mest pga. fødselsoverskud) skal have skoler, daginstitutioner, biblioteker, friareal, legepladser osv., hvad svarer man så på spørgsmål om:
– Danmarks befolkning skal kunne bo i de fire-fem største byer, hvis den vil?
– Man skal love folk, at de kan få det hele på samme plads?
– Turister og plads til dem er en vækstdynamo, der kommer alle til gode?
– Man kan bygge sig ud af manglen på boliger?
– Markedet fungerer, så flere boliger holder priserne nede?
Når der nu ikke er plads til det hele, skal man så bygge nedad eller opad. Flere højhuse? Hvem ejer luftrummet? Skal den næste børnehave bygges i kanten af parken og dermed spise af de grønne områder? Pludselig er affredning blevet en mulighed, der tages med i overvejelserne, når der skal findes plads, hvilket slet ikke ellers har kunnet komme på tale.
Stoler på væksten og markedet
Som nævnt drejede ændringsforslagene sig om at skaffe plads. Skal vi satse på karréstruktur, som er Københavns kendemærke, eller er stokbebyggelse også en mulighed? Skal villakvartererne fortættes, og i givet fald hvordan? De mest eftertragtede (og dyre) kvadratmeter er dem, man kan købe i huse med “menneskelige dimensioner”. Det er byggeforeningshuse, rækkehuse og Nyboder, men alligevel fyldes Islands Brygge og “Ødestaden” stort set kun med 8-10-etagers glas- og betonhuse, som folk bor i, indtil de kan komme videre. Enhver byplanlægger ved, at det ikke skaber sammenhængskraft og bymiljø.
Er forudsætningen for, at markedet fungerer, at det kan mættes? Og kan det mættes, hvis byernes politiske ledelser opfatter deres opgave som at efterkomme efterspørgslen? Tankegangen hos socialdemokraterne er vækst og marked. Synspunkter, der nyder god støtte hos de borgerlige partier, hvor overborgmesteren altid kan skaffe sig et flertal for flere biler, havnetunnel, kunstige øer, flere højhuse, dyre lejligheder og høje grundpriser til By & Havn. At det på længere sigt udelukker de befolkningsgrupper, der klassisk stemmer socialdemokratisk, er enten ikke faldet ham ind, eller også er han ligeglad.
Skal Enhedslisten vente på socialismen, og hvad gør vi, mens vi venter? Vi er i en klassik venstrefløjsknibe: på den ene side skal vi kæmpe mod ødelæggelserne og forsvare de gode ting. På den anden side skal vi levere visioner og løsninger, der peger frem mod den gode by med plads til alle slags mennesker.