Regeringen har over den sidste måned lavet seks såkaldte ghetto-aftaler. Kun Ø og Å har ikke været med i nogen af dem. Fælles for dem er, at der i udpræget grad er tale om pisk og pegen fingre.
Lars Hedegaard Nielsen, boligpolitisk rådgiver
Som noget nyt er det kun udsatte boligområder, hvor over halvdelen af indbyggerne er indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, der bærer prædikatet “ghetto”. Etnicitet er altså i sig selv blevet et kriteriet for at være en “ghetto”.
Der skal færre boliger i det, regeringen kalder “de hårdeste ghettoer”. Helt op imod 11.000 boliger skal fjernes. Vel at mærke nogle af de billigste boliger. Med aftalerne anvises det dog ikke, hvordan der så skal skabes nye billige boliger. Der skal være et stop for, at mennesker på de helt lave ydelser må flytte ind i områderne, men hvor disse mennesker så skal bo, gives der ikke svar på. Forældre skal straffes for børnenes høje fravær, og små børn skal tvinges i dagtilbud. Men der gives ikke redskaber og hjælp til de børnefamilier, der har det svært.
Mobilisering i den almene sektor
Under forhandlingerne skete der en mobilisering af mennesker i den almene sektor. Presset fik regeringen til at indstille det mest fatale angreb på Landsbyggefonden – som dog stadig skal betale 10 mia. kr. til ghetto-planerne. I den kommende tid skal Enhedslisten bakke op om mobiliseringen, så vi kan sikre og styrke hele den almene sektor og den million mennesker, der bor her.