Gidsel eller trojansk hest i selskabsbestyrelsen?

Karina Vestergård Madsen

Jeg sidder i bestyrelsen for HOFOR som repræsentant for Borgerrepræsentationen, valgt for Enhedslisten. Den post giver anledning til mange overvejelser.

Man kan stille sig selv to grundlæggende spørgsmål: 

  • Skal vi overhovedet sidde i de store kommunale selskaber, hvor man som bestyrelsesmedlem er pålagt tavshedspligt og underlagt en ejerstrategi, som vi ikke nødvendigvis er enige i, men nemt kan blive taget til indtægt for. 
  • Kan man som enligt bestyrelsesmedlem overhovedet gøre en forskel?

Det er et dilemma, fordi meget foregår bag lukkede døre, og tavshedspligten gør, at man ofte hverken kan fortælle Enhedslistens medlemmer eller borgerne om sejre og udfordringer. 

Alligevel mener jeg, at jeg har gjort en forskel, både hvad angår det politiske handlerum og åbenhed, men også fx bæredygtighed, arbejdsmiljø og social dumping.

Politisk handlerum

Som BR-medlemmer skal vi stille forslag, der trækker byen i en mere lige og bæredygtig retning. Men kan vi det i de kommunalt ejede selskaber? Et af de emner, som jeg har taget op i HOFOR’s bestyrelse, er brugen af biomasse. Det blev særdeles aktuelt i forbindelse med i ibrugtagelse af BIO4, der er HOFOR’s nye fjernvarmeanlæg, som erstatter de kulfyrede anlæg og skal sikre en grønnere energiforsyning. 

Brug af biomasse erstatter på den ene side kul, men forudsætter på den anden side, at naturlig skov omdannes til plantage, hvilket har en negativ indvirkning på biodiversitet. Samtidig er efterspørgslen på biomasse steget markant de seneste år. Derfor importerer HOFOR træflis fra Brasilien. Selvom HOFOR var meget lukket omkring indkøbet og pålagde bestyrelsen tavshedspligt, kom det frem i pressen. Det var held i uheld, for det er afgørende for den politiske proces, at der er åbenhed om HOFOR’s miljøstrategi.

Inhabilitet og personligt erstatningsansvar

Som bestyrelsesmedlem er man meget opmærksom på inhabilitet og personligt erstatningsansvar. Det kan gøre, at man begrænser sig selv i at gå efter konkrete sager, og det er også noget, som selskaberne bruger til at afholde bestyrelsesmedlemmer fra at stille politiske forslag og deltage i den offentlige debat. 

Men man kan mere, end man nok typisk bliver fortalt, når man indtræder i en bestyrelse. Derfor er det vigtigt, at vi bliver klædt godt på til dette arbejde, så vi ikke accepterer flere begrænsninger, end juraen foreskriver. 

Jeg havde rejst spørgsmålet om biomasse på et bestyrelsesmøde i HOFOR d. 22. september. Efter drøftelsen sendte bestyrelsesformand Leo Larsen direktionen ud af lokalet, hvorefter han læste en tekst op, som han bad om at få ført til referat. Han konstaterede, at jeg og Markus Vesterager fra Socialdemokratiet på BR-møde torsdag d. 17. september havde været inhabile under behandling af et forslag om udfasning af biomasse, og at jeg potentielt kunne blive pålagt et erstatningsansvar på op til 3 milliarder for at stemme for forslaget. Socialdemokratiet havde stemt imod. 

Herefter fulgte en længere opsang, hvor jeg fik påskrevet, hvordan jeg skulle agerer i fremtiden, hvis jeg ønskede at blive siddende i bestyrelsen. Det var en voldsom magtdemonstration fra formandens side.

Jeg var imidlertid ret sikker på, at jeg hverken var inhabil eller kunne pålægges erstatningsansvar. Derfor tog jeg kontakt til BR’s sekretariat og Økonomiforvaltningens juridiske afdeling, for det er kun dem, der kan træffe den afgørelse. 

Jeg har nu fået begge instansers skriftlige ord for, at jeg hverken var inhabil eller kunne pålægges personligt erstatningsansvar. På bestyrelsesmødet i HOFOR d. 24. november satte jeg punktet på dagsorden, fordi det er vigtigt for mig, at resten af bestyrelsen ved, hvor grænsen i hvert fald ikke går, og for at få formanden til at anerkende, at han tog fejl.