Grønland – en storpolitisk arena

Af:

Arktis er på vej til at indtage en mere markant rolle i global politik. En rolle, som regionen ikke har haft siden den kolde krig, og hvor Grønland ufrivilligt kan komme til at indtage en central plads.

Jon Burgwald, Rød+Grøn

Det sendte chokbølger igennem verdenspressen, da lederen af verdens mægtigste land gennem medierne tilbød at købe et andet land. Et tilbud, der selvfølgelig blev afvist over en bred kam af danske og grønlandske politikere. Købstilbuddet er den foreløbige kulmination på en ny verdensorden, hvor Arktis og i særdeleshed Grønland indtager en mere markant rolle i den storpolitiske arena.

Udviklingen startede med Ilulissat-erklæringen fra 2008, der blev indgået mellem de fem arktiske kyststater: Norge, USA, Canada, Rusland og Rigsfællesskabet. Med erklæringen sagde landene, at alle andre skal holde nallerne væk, og at eventuelle konflikter skal håndteres fredeligt af de arktiske lande.

Det var først i 2010, hvor Lene Espersen blev kritiseret for at udeblive fra et møde med de andre arktiske kyststaters udenrigsministre, at danske medier begyndte at se mod nord. I de kommende år var Arktis pludselig et varmt emne med miljøorganisationers protester mod olieboringer, den grønlandske premierminister Aleqa Hammonds udvandring fra et møde i Arktisk Råd og heftige diskussioner om uranudvinding i Grønland.

Nallerne væk fra Arktis

I takt med, at klimaforandringerne er begyndt at tage fart, er større dele af Arktis blevet tilgængelige. Potentialet for nye sejlruter og råstofudvinding er for alvor begyndt at vise sig.

Samtidig har de arktiske stater indledt et kapløb om retten til Nordpolen og det kæmpemæssige stykke hav, der i dag ikke tilhører noget land eller folk. Danmark er helt i front i kapløbet, da man tilbage i 2014, på vegne af Rigsfællesskabet, gjorde krav på et område på hele 895.000 kvadratkilometers havbund – eller 20 gange Danmarks størrelse.

Problemet er, at en række lande og særligt Kina ikke har accepteret de fem arktiske kyststaters forsøg på at dele kagen. I 2013 blev Kina optaget som såkaldt observatør i Arktisk Råd, men den passive rolle passede ikke kineserne. I stigende grad har landet forsøgt at kopiere sin strategi fra en række afrikanske lande, hvor man gennem investeringer i råstof- og udviklingsprojekter har sikret sig magtbaser og ofte gjort sig decideret uundværlig.

De seneste år har kinesiske investeringer i mineselskaber med licens i Grønland skabt debat både i Grønland og i Danmark. Særligt har investeringerne i den potentielle mine i Kvanefjeld været kontroversiel. Det er planen, at minen, hvis den får godkendelserne af Grønlands Landsting, skal udvinde sjældne jordarter og uran.

Det er den første kinesiske mineinvestering i Grønland, som vurderes til at have en reel mulighed for at gå i produktion og spille en strategisk rolle.

Balladen om lufthavnene

Sidste år gjorde et kinesisk selskab sig klar til at byde på opgaven med at bygge nye grønlandske lufthavne. Det var noget, som de var villige til at gøre til en særdeles favorabel pris, og det fik de amerikanske myndigheder op af stolene.

Amerikanerne betragter på ægte postkolonialistisk manér Arktis og Grønland som sin baghave og sit retsmæssige territorie. De kunne derfor til nøds tolerere kinesiske investeringer i miner, men selv en hypotetisk risiko for, at der kommer kinesisk kontrol over grønlandske lufthavne, fik den amerikanske forsvarsminister til at kontakte den daværende danske forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen. Kort efter tilbød Lars Løkke Rasmussen den grønlandske regering en samfinansiering af de nye lufthavne og deeskalerede konflikten.

Hvor Arktis i starten af Trumps præsidentperiode blev ignoreret, har hele sagen nu betydet, at regionen mod nord er kommet i hans søgelys. Spørgsmålet er så, hvordan kineserne vil reagere – og hvordan Danmark og ikke mindst Grønland håndterer situationen.