Hvordan bliver du bedre til at byde nye medlemmer velkommen – også når de ikke ligner dig selv? Rød+Grøn ser nærmere på, hvordan vi kan sikre plads til forskellighed.
Anna K. Jørgensen
Repræsentativt demokrati skal ikke reduceres til en mangfoldigheds-tjekliste. Men det er et problem, hvis vi går glip af vigtige erfaringer og perspektiver, som kunne gøre os bedre til sammen at løfte de mest marginaliserede grupper i samfundet. I Enhedslisten har vi fået en masse nye forskellige medlemmer siden valget, og i sidste nummer af medlemsbladet opfordrede Landskontoret dem til at blive aktive.
Der nævnes flere mulige udfordringer; tid, lyst, overskud. Én, der dog knapt så let lader sig definere, er, at vi som parti skal blive bedre til at håndtere de forskelle, der eksisterer os alle sammen imellem, så alle føler sig velkomne i partiet. For hvad er det, der afgør, om man føler sig velkommen?
I alle fællesskaber eksisterer der normer – både skrevne og udskrevne – og særligt de uskrevne kan være svære at få øje på, hvis man selv falder inden for normen. Er man f.eks. selv heteroseksuel, opdager man måske ikke, at man ubevidst har antaget, at en familie altid består af en far og en mor. Dette kan komme til udtryk i diskussioner om familiepolitik eller i spørgsmål som: “Din kæreste, hvad laver han så?” Selvom det er velment, kan det hurtigt få den, der ikke er heteroseksuel, til at føle sig udenfor. Den gode nyhed er, at der ofte skal meget få ændringer til, for at flere kan føle sig inkluderet. Første skridt er at blive bevidst om, hvor du måske har blinde vinkler.
Tag ansvar
Som medlem af Enhedslisten kæmper du selvfølgelig for alle arbejdere, migranter og andre af samfundets sårbare grupper. Det betyder desværre ikke, at du aldrig selv kan komme til at diskriminere eller ekskludere andre. På samme måde som man kan være homofobisk, selvom man selv er homoseksuel, eller sexist, selvom man er kvinde. For vi er alle del af en kultur, som er bygget på at ekskludere bestemte grupper. Det kræver arbejde at bryde med den, både kollektivt og individuelt.
Lyt
Det kan være svært at blive fortalt, at noget hænger sammen på en anden måde end den, der passer med ens egen verdensopfattelse. Men det er også ofte i de situationer, vi kan lære af hinanden. Øv dig derfor i at lytte i stedet for at modargumentere. Som mennesker, der arbejder med og går op i politik, kan vi ofte godt lide at starte en god diskussion. Men hvis udgangspunktet er en minoritetspersons liv og valg, så er det ikke et godt tidspunkt. Hvis nogen fortæller dig, at de bruger “de og dem” i stedet for “hun og hende”, eller at de ikke vil kaldes n-ordet, så skal du ikke debattere – du skal lytte og lære.
Erkend, at du ikke sidder med alle svarene
Måske tilhører du selv en minoritet? Selvom du f.eks. er kvinde eller homoseksuel, må du erkende, at det ikke nødvendigvis gør dig ekspert på andre menneskers oplevelser med diskrimination. Strukturel undertrykkelse som racisme og sexisme kan have paralleller, men virker og rammer ikke nødvendigvis på samme måde for alle mennesker eller grupper.
Luk ikke øjnene for forskelsbehandling
Som danskere har vi en instinktiv aversion mod at dele folk op efter hudfarve – og med god grund. Men i den politiske virkelighed, vi lever i, er det for let at kalde sig farveblind. Vi hører ofte nogen sige: “Jeg ser jo ikke (din) hudfarve”. Men forskelsbehandling på baggrund af hudfarve eller etnicitet forsvinder ikke, bare fordi vi lader som om, den ikke er der.
Giv plads
Se på, hvem der tager plads i de rum, du færdes i. Er det altid dig eller folk, der ligner dig? Så er det måske på tide at læne sig tilbage og se, om ikke nogen andre så vil komme på banen. I Enhedslisten er vi fans af rotationsprincippet. På samme måde kan du foreslå, at referat- eller dirigenttjansen til dit afdelingsmøde går på omgang. Det giver plads til, at dynamikken i rummet kan ændre sig.
Tag kritik og råd til dig
Hvis nogen fortæller dig, at det arrangement, du var med til at planlægge, ekskluderer dem, så lyt, og prøv at undgå at forsvare dig. Når man er minoritetsperson, overlades man tit med alt arbejdet for at gøre rummet til at være i. Man må selv påpege, at det ikke fremgår af eventbeskrivelsen, om et event er tilgængeligt med kørestol, eller om der vil være en tegnsprogstolk til stede. Derfor skal du lytte, når nogen fortæller dig, at de har følt sig ekskluderet. Måske vidste du ikke, hvad det vil sige, at et rum er tilgængeligt. Når du har lyttet, er det tid til at handle – og gøre det bedre næste gang.
Anna K. Jørgensen er lingvist og aktivist og har arbejdet med sprog, køn og forskellighed gennem mange år. Bl.a. i egen forskning, i MIX Copenhagen LGBTQ Film Festival og som medstifter af FLAB – En feministisk festival. Hun er også aktiv i Enhedslisten.