Har du sendt en takkehilsen, Jeppe Kofod?

10.000 sikkerhedsstyrker i det kurdisk dominerede selvstyreområde i det nordøstlige Syrien har her til morgen startet en aktion mod Islamisk Stat-støttepunkter i den berygtede al-Hol-lejr.

Simon Halskov, Rød+Grøn

Islamisk Stat-tilhængere har gennem en periode forstærket deres greb om al-Hol-lejren med bl.a. indoktrinering af børn til terroraktioner og likvidering af internerede, som ikke slutter op om deres islamistiske ideologi.

– Situationen i al-Hol- og al-Roj-lejrene har længe været alvorlig, og lejrene har udviklet sig til et rekrutterings- og træningsprogram for fremtidige Islamisk Stat-terrorister, forklarer Enhedslistens udenrigsordfører Søren Søndergaard og uddyber:

– Mange lande, bl.a. Danmark, har bare lukket øjnene og ladet det kurdisk dominerede selvstyre tage sig af tusinder af statsborgere fra vores lande, som er blevet interneret i forbindelse med nedkæmpelsen af Islamisk Stat.

Husk at takke kurderne
Selvom det kurdiske dominerede selvstyre er omringet og dagligt kæmper en hård kamp mod den tyrkiske besættelse og Erdogan-finansierede jihadister, så har de nu afsat enorme ressourcer til at begrænse IS’ stigende indflydelse i interneringslejrene.

– Det kurdisk dominerede selvstyre har endnu engang vist sig som det eneste seriøse bolværk mod en genopståen af en egentlig Islamisk Stat, vurderer Søren Søndergaard.

Han mener, at alle demokratiske kræfter i verden skylder det kurdiske dominerede selvstyre en stor tak for dets indsats.

– Jeg går ud fra som en selvfølge, at udenrigsminister Jeppe Kofod allerede har sendt en officiel takke- og solidaritets-hilsen til selvstyret. Skulle det ikke være tilfældet, vil jeg på det kraftigste opfordre ham til at få det gjort med det samme.