”Venstre skubber Danmark i en mere borgerlig retning” står det i Venstres busreklamer. Det tør siges.
Det er en kampagne, der lugter af en tidlig opvarmning til en Folketingsvalgkamp, mens hele det politiske Danmark er fokuseret på det kommende kommunale og regionsrådsvalg i november.
Der er nemlig et FT-valg, der lurer i baggrunden. Senest i efterår ’26 skal der vælges et nyt Folketing. Og når vi lige om lidt begynder at skrive 2026 er det det kommende FT-valg, der kommer til at præge dagsordenen.
Venstre og Lars Løkke
Og det er det, Venstre allerede nu varmer op til.
Mette Frederiksen har selvfølgelig også tænkt på noget. Hun er lige pludselig begyndt at undre sig over stigende leveomkostninger og kommer med kryptiske beskeder om de nu skal ”undersøge” hvem mon skummer fløden.
Lars Løkke derimod satser på sit klassiske slagnummer og optræder som den sande voksen i regeringen, den fornuftige og erfarne statsmand, som den del af vælgere, der går op i international ret, menneskerettigheder o.l., burde være taknemmelige for at have med i regeringen.
De er alle sammen forsøg på stemmemaksimering – dvs. kommunikativt spin uden reel ny politik.
SF
Når det handler om det kommende FT-valg foretrækker jeg dog at holde øje med et andet parti: Nemlig vores venner i SF.
Lad os lige opsummere, hvad SF har præsteret alene i løbet af de sidste 4 måneder:
- Ja til amerikanske baser i Danmark
- Nej til ratificering af FN-traktaten for forbud mod atomvåben
- Nej til stop våbenhandel med Israel
- Nej til at placere et juridisk ansvar ifm. de mange grimme og hjerteskærende adoptionssager.
- Ja til at tage imod HØJEST 5-10 syge børn fra Gaza
- Ja til at give forsvarsministeren endeløse beføjelser til at få bygget flere våben – og ammunitionsfabrikker.
- En skæmmende og konstant tavshed om folkedrabet i Gaza
En imponerende perlerække af kovendinger med det ene svigt efter det andet. Det er ikke fordi, vi ikke er vant til at SF gør det modsatte af hvad de har lovet, men frekvensen og intensiteten på det seneste er alligevel opsigtsvækkende.
Hvad er det egentlig, SF har gang i?
Jo! Regnestykket er simpelt. Ifølge meningsmålingerne kan regeringspartierne højest kradse 64-65 mandater efter et nyt Folketingsvalg, og de kommer til at mangle ca. 23-25 mandater for at de kan tælle op til 90. Og det er her SF kommer ind i billedet. Fordi det er netop ca. 23-25 mandater, SF ser ud til at opnå, hvis der var Folketingsvalg i morgen. Og sådan har det stået i lang tid.
Derfor er SF i fuld gang med at rykke ind mod midten og sætte sig i stilling som det lyserøde ”menneskelige” ansigt af konstellationen ”SVM-F”, som efter planen skal være den opdaterede udgave af den nuværende misdannelse af en såkaldt ”midterregering”.
Men, men! Har Pia Olsen Dyhr da ikke lige sagt, at hun ikke kommer til at gå i regering med Venstre?
Jo, det er rigtigt. Men det er da hendes måde at lave stemmemaksimering på. Mon ikke hun ser for sig, hvordan hun om ca. et år kan begynde at prale af at skubbe Danmark i ”en rødere retning”!
Man kan vel også huske, hvad Jacob Ellemann-Jensen sagde inden sidste FT-valg?