Hvad lærte vi af klimaloven?

I starten af december blev en ny klimalov forhandlet på plads. Det var ikke bare Danmarks mest ambitiøse klimalov, men også en af verdens mest ambitiøse. Men hvad er skyggesiderne, hvad er de særligt positive ting og hvad lærte vi af forløbet?

Jon Burgwald, klima- og energipolitisk rådgiver

For at starte med det bedste først, har vi med klimaloven nu fået Enhedslistens målsætning om, at Danmarks klimabelastning skal reduceres med 70 procent over de næste ti år. Det er historisk, når man tænker på, at det for et år siden kun var Enhedslisten og Alternativet, der havde så ambitiøs en målsætning.

Det kan dog ikke overraske nogen, at den målsætning, som snart alle har taget til sig, også blev fundamentet for klimaloven. Det, der derimod kan overraske, er, hvor svært det var at få et mere kortsigtet mål ind.

Vi skal i gang nu
Enhedslistens position har hele tiden været, at vi ikke kan vente med klimaindsatsen – vi skal i gang allerede nu. Derfor så vi også gerne, at man med klimaloven indførte en række delmål på vej frem mod 2030.

Det kunne vi simpelthen ikke få de andre partier med på. Men det, som vi lykkedes med, var at sikre, at der skal vedtages et ”halvvejs mål” i en separat lov i forbindelse med klimahandleplanerne. Et mål for 2025 er ikke optimalt, men stadig utrolig vigtigt, da det er så tæt på en garanti, som vi kan komme for, at der skal ske noget nu og her. Man skal huske, at der er stor forskel på vedtagne og realiserede reduktioner. Med en målsætning allerede i 2025 vil kravet til realiserede reduktioner være meget større, end hvis vi kun havde den ene 2030-målsætning. 

Hvis vi forestiller os en lineær kurve fra i dag og frem mod 2030, skal målsætningen i 2025 være på cirka 55 procent. Det ville betyde, at vi skal reducere med lidt over ni millioner tons CO2 mere, end hvad der allerede er planlagt. Til eksempel udleder hele persontransporten i dag 6,5 millioner tons og landbruget lidt over 10 millioner tons. Det vil altså være en massiv opgave at nå en reduktion på ni millioner tons i 2025, men også en opgave, som vi skal være i stand til at løse.

100 borgere på tinge
Med klimaloven har vi også sikret, at der skal etableres et såkaldt klimaborgerting. Det skal øge borgerinddragelsen og forhåbentligt bidrage til at modvirke presset fra de store virksomheder og politikere, som helst bare vil fortsætte som hidtil.

Ifølge aftalen skal borgertinget allerede bidrage til den første klimahandleplan. Regeringen har derfor virkelig travlt med at få borgertinget op at køre hurtigst muligt. Men hvad er et borgerting egentlig?

I dag er der allerede borgerting oprettet eller under oprettelse i flere forskellige lande. Oftest er de fokuseret på klima, men i nogle lande har de også et bredere fokus. I Danmark er det indtil videre planen, at det skal være et klimaborgerting. I de planer, som eksempelvis Den Grønne Studenterbevægelse og andre græsrodsorganisationer har skitseret, skal der udvælges 100 danskere tilfældigt (dog skal den geografiske repræsentation sikres). De 100 danskere skal så opkvalificeres gennem en række processer og have et decideret sekretariat, som skal hjælpe dem.

Borgertinget har derefter ret til at stille forslag enten til Folketinget eller i forbindelse med forhandlingerne om handleplanerne, hvis en vis procentdel af borgertinget støtter det. Borgertinget kan selvfølgelig ikke vedtage ting, men det kan sikre, at politikere skal forholde sig til forslagene.

Erhvervslivet har serveretten
Borgertinget kan være med til at skabe modspil til de såkaldte klimapartnerskaber, som regeringen har nedsat. Klimapartnerskaberne er et forum, hvor Danmarks allerstørste virksomheder i 13 forskellige partnerskaber skal komme med deres anbefalinger til klimaindsatsen. De inkluderer alle fra Danish Crown over Aalborg Portland og til Netto. De 13 partnerskaber skal komme med deres forslag til klimatiltag, og det ser desværre ud til, at Socialdemokratiet har skudt forhandlingerne om klimahandleplanen til efter partnerskaberne har meldt ud.

Det vil betyde, at Danmarks største virksomheder på mange måder vil få serveretten og som de første efter klimaloven komme med deres bud på, hvad der fra dansk side skal gøres for at løse klimakrisen.

Når man tænker tilbage på Dansk Industris klimaplan fra efteråret, er der god grund til at være nervøs. Den såkaldte klimaplan indeholdt 150 tiltag, men langt størstedelen af dem omhandlede ikke klimaet. Tværtimod handlede de om, hvordan dansk erhvervsliv kan få mere vækst. Og så kommer klimaindsatsen ifølge dem lidt af sig selv.

Udover deres misforståede forestilling om, at vækst automatisk skaber grøn omstilling (det gør den ikke!), var det også et udspil, som inkluderede skattelettelser for de rigeste og ”SU-reformer”. Det er ikke en forståelse af den grønne omstilling, som Enhedslisten kan eller vil støtte.

Forbehold står ikke over klimamål
Der er en sidste ting, vi kan lære af klimaloven: alle de mange forbehold. Det kan vel ikke overraske, at der er mange partier, som tager forbehold over for Danmarks klimaindsats. Statsministeren har ofte gentaget, at den grønne omstilling ikke skal koste arbejdspladser. Men det, der alligevel overraskede, var, at så mange partier insisterede på at få de forbehold ind i loven. Dansk konkurrencekraft, beskæftigelse, udvikling af erhvervslivet og den generelle sammenhængskraft i samfundet nævnes blandt andet. Det vigtige her er, at selvom de helt sikkert betyder meget for de enkelte partier, så er vi ikke stavnsbundet over for dem. Der står blot i aftalen, at der skal tages hensyn til dem. Ikke at de skal diktere den grønne omstilling.

Det er for Enhedslisten en bunden opgave, at vi kommer i mål med vores klimaindsats. Og at det bliver dem, som forurener mest, der også skal reducere mest.