Margit Kjeldgaards og Per Bregengaards nye bog bør ligge ved sengelampens skær i venstrefløjens husstande. Lad os ikke få færre men flere socialistiske debatbøger, der forbinder hverdagens reformer med store og nødvendige perspektiver.
Søren Kolstrup, medlem af Enhedslistens politisk-økonomiske udvalg
Danmark har ikke problemer med konkurrenceevnen, lyder den første positive melding i Kjeldgaards og Bregengaards nye debatbog: ”Hvad skal vi leve af – på vejen mod socialismen?”.
Konklusionen er beroligende for et land, der er dybt afhængig af sin udenrigsøkonomi, og hvor mere end 800.000 job er knyttet til eksport – dvs. flere end der er ansat i den offentlige sektor. Siden 1990 har landet haft overskud på betalingsbalancen, og gennem det sidste årti et årligt overskud på 100-180 mia. Denne eksport har sorte elementer i form af en lille men stigende produktion af krigsmateriel og overvågningsudstyr og valutakroner fra olieindtægterne i Nordsøen, men hvad der særlig optager forfatterne er de røde og grønne aftryk på eksporten.
Først skabte bøndernes organisering i andelsforening et grundlag for omstilling af landbruget til animalsk produktion. Dernæst medførte arbejderklassens kamp en arbejdsmarkedsmodel, der i en gylden periode skabte tryghed til lønarbejderne og fleksibilitet til arbejdsgiverne. Til sidst dannede kampen for velfærd og grønne løsninger grobund for humane produkter såsom høreapparater, medicinske produkter tilført en omsiggribende vindmølleindustri.
Det lyder, som om forfatterne vil forherlige den danske samfundsombygning. Det er ikke tilfældet. De vil derimod påpege, hvilke følger det har for det økonomiske system, når lønarbejdere og grønne ildsjæle slås for tryghed, velfærd og et sundt miljø. Det skaber røde og grønne dimensioner – også i eksporten.
De store omstillingsprocesser
Bogens analyse fører frem til endnu et positivt budskab: Kampen for mere velfærd står ikke i modsætning til de uomgængelige klimaløsninger. En rød-grøn og demokratisk omstillingspolitik, der er båret frem af et socialistisk perspektiv, må ifølge duoen Kjeldgaard og Bregengaard rumme tre centrale angrebsflader:
- Produktionen skal styres ud fra et behovs- og lighedsorienteret synspunkt, der indebærer fælles demokratiske prioriteringer på bekostning af markedets magt. En sådan tilstand kommer ikke af sig selv. Arbejdere og borgere må sammen med brugere og forbrugere finde sammen i en deltagerstyret proces. Her trækker forfatterne på en række af Enhedslistens kendte udspil, der alle handler om at decimere kapitalismens magt. Det gælder udspil til demokratiske ejerformer med skattemæssig favorisering af den kooperative ejerform og fællesejede banker i from af samfundsbanker og genaktiverede sparekasser og realkreditinstitutioner.
- Den store demokratiseringsbølge skal gå i takt med en solidarisk fordeling af det eksisterende arbejde gennem radikal nedsættelse af arbejdstiden – i første omgang til 30 timer – med løn- og personalekompensation suppleret med orlovsordninger, der kan berige arbejdsliv, fritidsliv og deltagelse i det civile liv.
- Den sidste svære øvelse handler om produktionslivets afkobling fra den miljø- og klimaødelæggende vækst.
- Her er forfatterne klare i spyttet. Det er nødvendigt med en nedsættelse af det materielle forbrug i vores del af verden og især blandt de velstillede. Til gengæld skal der være plads til mere fælles velfærd og mere fri tid mellem mennesker. Det er ikke tilstrækkeligt med en gennemført cirkulær økonom. Og det er slet ikke tilstrækkeligt at satse på fremtidens nye, men usikre, teknologiske løsninger.
Kravet om en begrænsning af det materielle forbrug trænger til en nærmere granskning. Man kan på linje med forfatterne fremføre, at mange behov er indpodet i os af en vækstdetermineret kapitalisme, men samtidig er en stor del af disse behov blevet en ofte nødvendig og integreret del af et hektisk arbejds- og familieliv. Her forestår en debat. Frigørelsen fra de kunstige behov kræver formodentlig radikale omlægninger af arbejdsliv, arbejdsmarked og bosættelsesmønstre.
En bog med nye sigtelinjer
I mangt og meget læner Kjeldgaard og Bregengaard sig op af kendte Enhedslisteudspil i årene 2014 til 2019. Det tjener imidlertid forfatterne til ære, at de har taget de første spadestik til nye debatfronter – og nye forslag til handlinger. Det gælder kampen for en solidarisk og fair handel, hvor forslag om straftold på import fra lande med stort overskud på betalingsbalancen og told på importvarer fra rige lande, hvor fattige og rige lande konkurrerer, ses som mulige redskaber. Det gælder også fokus på en aktiv forbrugerbevægelse, der hånd i hånd med den international fagbevægelse vil kæmpe for social retfærdighed. Den sammenstyrtede tekstilfabrik Rana Sana i Bangladesh i foråret 2013, der førte til 1.130 menneskers død og 3-4 gange så mange sårede, skriger på international solidaritet. Et statsligt etisk mærke inden for tekstilproduktionen på linje med det økologiske Ø-mærke som forbillede præsenteres som et nyttigt redskab for aktive forbrugere. Endelig er forfatterne optaget af den demokratiske dannelse. Evnen og modet til at forandre verden sammen med andre, ses som en vigtig egenskab. Bogen slutter på denne baggrund af med et afsnit om værdier og målsætninger i skoler og offentlige institutioner.
Fortrængningsstrategien dominerer – men ikke altid tilstrækkelig
Kjeldgaards og Bregengaards reformudspil hviler på en fortrængningsstrategi, der led for led vil begrænse de økonomiske magthaveres position. Det kapitalistiske herredømme kan demokratiseres og indkapsles. Der kan i industri- og landbrugsproduktion og ikke mindst i finanssektoren udvikles stadig større lommer med demokrati. Man kan undertiden få opfattelsen af en ret så jævn og fremadskridende udvikling hen mod socialismen – helt på linje med den socialdemokratiske forestilling før 1920. Det er dog nok en fejllæsning.
Pludselig dukker der imidlertid her og der antikapitalistiske krav op i bogen, der umiddelbart skal beskære kapitalismens monopol på produktionsapparatet. Infrastruktur skal være i fælles eje – basta! I afsnittet om indflydelse til de ansatte lanceres kravet om de ansattes kontrol over arbejdslivet dvs. veto mod ledelsen hvis forhandlinger mellem arbejder og arbejdsgiver er resultatløse. En sådan udvikling kan danne baggrund for virksomhedsråd og et opbrud i samfundslivet, lyder det med forfatternes nøgterne røst. I en lidt ældre tid i Enhedslistens historie ville man uden blusel tale om revolutionære brud. I en anden sammenhæng tales om virksomheders lyssky metoder, der kan danne baggrund for fabriksbesættelser. I sådanne situationer skal man ikke udelukke samfundsovertagelse af fabriksvirksomheder, lyder det fra forfatterne.
“Hvad skal vi leve af – på vejen mod socialismen?” er udgivet af Forlaget Solidaritet og kan købes for 100 kr. her.