Hvad ville der ske, hvis vi skiftede valg ud med lodtrækning? Sådan lyder det provokerende fra historiker Asser Amdisen. Han vil tvinge os til at turde nytænke demokratiet, så det bliver mere repræsentativt – og måske gør os mere politiske.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
De politikere, der fra oktober atter indtager Folketingets talerstol, adskiller sig statistisk set temmelig meget fra de borgere, der kan stemme på dem. De er f.eks. bedre uddannede, hvidere, de er ikke på dagpenge og kommer det sandsynligvis aldrig.
Det betyder så langt fra, at de er dårlige til at lave politik. Men hvis demokrati handler om at repræsentere, har vi problemer, mener historiker og forfatter Asser Amdisen, der selv er medlem af Enhedslisten. Derfor har han foreslået noget radikalt: I stedet for valgkampe, der samtidig er magtkampe, kunne vi trække lod.
En håndgranat, ikke de vises sten
Det første, der sker, da jeg møder Asser på en café på Københavns hovedbanegård – han skal videre med tog for at holde oplæg om demokrati på Fyn – er, at han stikker mig sin bog ’Nu vi taler om demokrati’ fra sidste år. Her luftede han første gang lodtrækning som mulighed. – Bogen er en gennemgang af demokratiets historie. Jeg starter med Aristoteles, der underviser Alexander den Store, og når til sidst nutiden og en konstatering af, at demokratiet ikke fungerer optimalt. Derfor spørger jeg: Kunne vi gøre det på en helt anden måde? Kunne vi f.eks. trække lod? Det fylder en halv side, men jeg skal love for, pressen gik amok, griner han. Hans forslag er ikke de vises sten, men en “håndgranat”:- Jeg vil tvinge os til at tænke anderledes. For den måde, vi taler om demokrati på i dag, er så fastlåst i etablerede tankemønstre, at den bliver dogmatisk. En professor i Aalborg, Johannes Andersen, har kaldt det “totalitær demokratisme”: Enten er man samme slags demokrat som os, ellers også er man ikke demokrat. Så bliver demokrati religion snarere end en styreform.
Demokratiet som historisk tilfældighed
Asser insisterer på, at vores demokrati hverken er givet af gud eller naturen, men en følge af historiske tilfældigheder.- Det, vi opfatter som repræsentativt demokrati, kommer fra USA. Da man i det gamle Grækenland sagde, at man havde demokrati, brugte man ofte lodtrækningsmodellen – det er dér, min idé kommer fra. Man stemte om valg af hærfører, men trak ellers lod om ansvarsposter. Selvsagt kun blandt en udvalgt skare af rige mænd, tilføjer han.- I Middelalderen eksisterede demokratiet i miniudgave i nogle svejtsiske bystater og faglige laug, hvor man stemte om tingene, ellers var det kejsere og konger. Først omkring reformationen går den primære samfundsenhed fra at være familie og menighed til at være individer. Ideen om, at individerne skal være dem med politisk indflydelse, opstår. Den blev første gang udmøntet i USA i 1776 efter borgerkrigen. Amerikanerne ønskede direkte demokrati. At mødes på agoraen som i Grækenland. Men afstandene var for store. Derfor endte man med at vælge repræsentanter i stedet. Den model tilnærmer vi os 70 år senere. Partierne var ikke en del af det. I grundloven fra 1848 står udtrykkeligt, at et medlem af Folketinget aldrig kan være bundet af andet end sin samvittighed.
Vores demokrati uddanner de mindst egnede
For Asser kan netop partierne være et problem, hvis man mener, at demokrati handler om at repræsentere befolkningen.- Vi har bygget demokratiet op om organisationer, der lever for at opretholde sig selv. Derfor bliver det vigtigere at få mange stemmer end at forsvare de interesser, man er valgt på. Samtidig opstår en uheldig intern dynamik: Hvordan kommer man frem i et parti? Ved at sige det, de andre gør, så man ikke fornærmer nogen. Det kræver ti år at nå til tops, og på dén tid vil der være skift i magtbalancen. Du skal kunne glide med de skift. Sidst, men ikke mindst, skal du kunne sætte din karriere over alt andet. Hvis du synes, en eller anden mærkesag er vigtigere end at bevæge dig opad, ryger du af før Folketinget, mener han.- Systemet favoriserer dem, der er mindst egnede til at repræsentere. Dem, der ikke brænder for meget for bestemte holdninger, ikke relaterer sig for tæt til andre, og som finder magtspillet mere centralt end politikken. Jeg mener bestemt, vores politikere er ildsjæle og arbejder som heste, men man bliver efterhånden fanget i dét system.
En konsekvens er, at tilliden til politikerne og forskellene på dem bliver mindre.- I dag er alle enige om, at vi styrer et kapitalistisk samfund, vi eventuelt kan regulere lidt. Selv Enhedslistens nye regnemodeller er forsøg på at påvirke kapitalismen, ikke på at få den væk. Det betyder, at i stemmeboksen kan jeg sætte kryds ved lige det socialliberale parti, jeg har lyst til, påpeger Asser tørt.
Hvordan gør vi verden politisk igen?
Dén socialliberale ensretning kunne lodtrækningsmodellen afhjælpe. – Hvis vi finder en enlig mor på dagpenge i Ishøj og spørger, hvordan hendes interesser bedst repræsenteres, er det så den her måde? Eller var det bedre at trække 499 tilfældige cpr-numre ud, så den enlige mor selv kunne ende i Folketinget?
Forslaget er en håndgranat, ikke en fiks og færdig løsning. Der er risiko for, at cand.polit-embedsmænd med fagsprog vil dominere. Men modsat i dag behøver politikerne ikke holde sig gode venner med dem, for de skal ikke genvælges. De vil kunne agere frit. De politiske ildsjæle, som der bestemt er mange af i nutidens partier, er Asser dog ikke bekymret for at miste.- Ingen vil forhindre folk i at lave partier, blade, debatter. Vi forhindrer blot, at politiske mennesker ser politik som en karrierevej. Andre ting må drive deres virke. Måske samfundssind? Uanset hvad er det vigtigt at pointere, at det her ikke handler om at sikre retfærdig politik og et retfærdigt samfund; det er en separat diskussion. Det handler om at etablere rammer, hvor vi kan få lov at kæmpe for et retfærdigt samfund. Hvordan gør vi verden politisk igen? Du spørger, om vi taber de politisk aktive ved at droppe valgkampene. Jeg tror, vi får flere! Fordi vi alle ville risikere at blive trukket på tinge. Så kunne ingen længere bare se passivt til.