Efter Modkrafts lukning har venstrefløjen ikke noget fælles debatforum eller netmedie. Det har sat gang i en diskussion om, hvorvidt – og i så fald hvordan – vi skal søsætte et nyt netbaseret medie på venstrefløjen.
Mikael Hertoft, Rød+Grøn
Det magasin, du sidder med, er venstrefløjens største medie. Rød+Grøn udkommer hver måned til cirka. 9.500 Enhedslisten-medlemmer og yderligere nogle hundrede biblioteker, journalister og andre nysgerrige. Rød+Grøns artikler kan nu også læses på nettet. Hvor mange, der læser Rød+Grøn, ved vi til gengæld ikke.
Dagbladet Arbejderen er et andet af venstrefløjens få medier. Avisen udkommer fire gange om ugen, men antallet af abonnementer er kun ca. 2000. De har også en netavis, som koster penge at få adgang til. Magasinet Solidaritet kæmper med at udkomme fire gange om året, mens forlaget har udgivet mange gode bøger – i små oplag.
Har jeg glemt noget? Lokalradioer – her og der sidder der radioentusiaster og snakker ud i luften, og de har deres lille, men trofaste publikum.
Borgerlige medier sidder på flæsket
Langt de fleste andre medier er ejet af ganske få koncerner. En kapitalgruppe ejer Berlingske Tidende, en anden ejer Jyllands-Posten, Politiken og Ekstra Bladet. Venstrepressen består af 17 provinsaviser og et pressebureau i København, som leverer stof. Det er for øvrigt næsten den sidste lokalpresse i Danmark.
De borgerlige aviser giver plads til en stor mængde “bloggere”, som for 90 procent vedkommende er borgerlige og som så senere kan komme i TV og blive præsenteret som “debattører”, som venstrefløjen næsten mangler. De to public servicekanaler DR og TV2 er også stabilt borgerlige.
Så er der Information og Kristeligt dagblad, som er seriøse “nicheaviser”. De læses ofte af venstreorienterede og folk, der interesserer sig for internationale forhold. Men de er bestemt ikke venstreorienterede.
Kan vi lære af højrefløjen?
Den yderste højrefløjs medier har ikke super succes i Danmark. Den Korte Avis bringer sine falske nyheder og fortegnede verdenssyn og kommer ikke langt ud.
Andre steder går det bedre for det ekstreme højre. I USA har vi set, hvordan Breitbart News og Fox News har fået enorm udbredelse. Disse medier har ført en omfattende kampagne, der har trukket diskussionen i USA til højre. Ydermere har medierne hjulpet Tea Party-bevægelsen med at få kontrol over det republikanske parti og Trump med at blive præsident.
Det er der først og fremmest to grunde til, at venstrefløjen herhjemme ikke kan kopiere de succesfulde højrefløjsmedier. For det første er disse medier båret af pengestrøm fra nogle få meget rige mænd. Sådan nogen støtter ikke venstrefløjen. For det andet behøver disse medier ikke at forholde sig særligt meget til virkeligheden. De finder mere eller mindre selv på deres historier eller tager tilfældige fakta og blæser dem op.
Vi må som venstrefløj tage udgangspunkt i virkeligheden – finde ud af, hvad der sker og så skrive ud fra det. Det kræver kærlighed til sandheden, og at finde sandheden kræver tid og ressourcer, som vi ikke har mange af.
Vi har brug for en mediedebat
Mange drømmer om et større venstrefløjsmedie, der kan nå ud til den brede befolkning. Men hvordan skal sådan et medie udformes – og hvordan skaber vi et økonomisk grundlag for det? Skal vi have en partipresse, som styres af Enhedslisten, eller skal vi have et bredere venstrefløjsmedie? Og hvis det sidste er svaret, skal Enhedslisten så alligevel spytte en god sum penge i projektet? Det er spørgsmål, der er blevet endnu mere aktuelle efter Modkrafts farvel – spørgsmål, vi ikke kommer uden om at diskutere i den kommende tid.