I Palæstina findes der ingen fredstid

Af:

Efter endnu en krig, endnu et brutalt bombardement af Gaza, glemmer verden igen palæstinenserne, den ulovlige besættelse og de umenneskelige vilkår, som over fem millioner palæstinensere har levet under gennem 54 år. Enhedslisten arbejder benhårdt for at fastholde fokus på besættelsen som hovedproblemet og presset på besættelsesmagten Israel.

Leila Stockmarr, udenrigspolitisk rådgiver og folketingskandidat

Vi er efterhånden blevet vant til det: bomberne falder i Gaza, dødstallene særligt på den palæstinensiske side stiger, debatten raser og statsledere maner til besindighed. Efter fire krige i Gaza på godt ti år er det næsten blevet et normalt men uhyggeligt voldsteater, der udspiller sig for øjnene af hele verden.

I Palæstina findes der ingen fredstid. Selv når bomberne ikke regner fra himlen, lever godt fem millioner palæstinensere under et brutalt, militært apartheidregime. Befolkningen er lukket inde bag mure og kan kun bevæge sig fra a til b på Israels nåde. Civile fængsles uden rettergang, mens mere end 600.000 bosættere på tyvagtig vis og i strid med international lov er flyttet ind på palæstinensisk land.

En brutal kolonimagt
Under krigen i maj i blev ca. 60 uskyldige palæstinensiske børn dræbt. Det ledte ikke til massive fordømmelser af Israel. Tænk blot, hvis det havde været 60 israelske børn, så havde der med sikkerhed været ramaskrig over hele linjen i den vestlige verden. Sat på spidsen har vi normaliseret en situation, hvor prisen for et israelsk barn er langt højere end prisen for et palæstinensisk barn. Det vidner både den danske pressedækning og reaktionerne fra flertallet af det danske folketing om. Naturligvis skal Hamas fordømmes, de tjener hverken freden eller den palæstinensiske sag. Men det kan ikke tage ansvaret fra Israel. Besættelsen giver næring til og avler den vold, som rammer begge befolkninger.

Det er netop den helt åbenlyse uretfærdighed, som Enhedslisten adresserer. Det er kun ved at insistere på de helt basale, brutale misforhold og strukturelle uretfærdigheder, vi kan tage fat om problemets rod. Enhedslistens analyse er klar: Israel er en brutal koloni- og besættelsesmagt, som Vesten har holdt hånden under – i alt for mange år. Vores egen berøringsangst overfor vores egen historie og den jødiske stats kompleksitet har ledt til et massivt svigt af palæstinenserne. Derfor har vi et reelt medansvar for palæstinensernes skæbne og et klart ansvar for at lægge pres på Israel. Landet, der ikke kun har det primære ansvar for voldsudgydelserne, men som også har magten og muligheden for at handle.

Israel er sin egen største trussel
Israel har alle kort på hånden. Det eneste kort, palæstinenserne efterhånden har tilbage på hånden, er, at de ikke har noget at miste. For hver dag, der går, eroderes det geografiske grundlag for en palæstinensisk stat. Bosættelsespolitikken, som er blevet gennemført af både højre- og venstrefløjsregeringer i israelsk politik, gør det ikke blot umuligt at sikre en palæstinensisk stat. Politikken vidner også om, at Israel er blevet vant til at gøre, som man vil, uden det har konsekvenser.

Det mantra skal vi gøre op med. Vi kæmper for, at de standarder, vi bruger over for andre lande, også skal gælde Israel. På den lange bane tjener det heller ikke Israels egne interesser at få frit spil. Ikke hvis man ønsker et fredeligt og reelt demokratisk Israel. Lidt karikeret sagt er den israelske besættelse den største sikkerhedstrussel mod Israel i dag. De aktører, som agiterer mod Israel, ville have så meget mindre vind i sejlene, hvis der ikke var en besættelse.

Regeringen er fodslæbende
Herhjemme fører Socialdemokratiet desværre en meget pro-israelsk linje. Under den seneste krig i Gaza var det stort set umuligt at få regeringen til at erkende, at Israels brug af militærmagt er helt ude af proportioner. Men mens magthaverne er fodslæbende, oplever vi også en voksende opbakning til den palæstinensiske sag i den bredere befolkning. Flere siger fra overfor Israels racisme og overgreb. Hvem ved, måske er yngre generationer lidt mindre berøringsangste, og måske kommer den globale kamp mod racisme, som f.eks. Black Lives Matter har været med til at give vind i sejlene, endelig palæstinenserne til gode?

Enhedslistens internationale team på Christiansborg bruger alle parlamentariske kanaler for at lægge pres på regeringen for at ændre den mildest talt fodslæbende linje overfor Israel. Vi presser regeringen med fakta, international lov og konventioner. Vi indkalder til forespørgselsdebatter, holder offentlige møder og bakker op om alt det vigtige arbejde, som vores Palæstina-grupper laver rundt i landet. Udenrigsminister Jeppe Kofod forsøger ofte at stikke hovedet i busken, deponere (sylte) sin udenrigspolitik i EU. Vi kræver, at regeringen kommer ud af busken og tager stilling til, hvad der sker lige for øjnene af os.

Under krigen fik vi for første gang et bredt flertal i Folketinget til at sige ja til, at ville arbejde for, at blokaden af Gaza ophæves. En lille men vigtig sejr- selvom det er død-deprimerende, at barren for fremskridt skal sættes så lavt al den stund, at den politiske virkelighed er så brutalt uretfærdig.

Vi fastholder presset
Så længe ingen sætter Israel stolen for døren, politisk såvel som økonomisk, får dette absurdteater lov til forsætte – indtil der ikke er mere land at kolonisere, og den palæstinensiske befolkning lever koncentreret i ”bantustans”, reduceret til både stats- og rettighedsløse subjekter. Det handler om at fastholde et massivt pres, om at bruge vores viden som våben og i Folketinget bringe dagsordener op, som tager udgangspunkt i virkelighedens verden.

I efteråret fremlægger vi et beslutningsforslag, hvor vi beder Folketinget forholde sig til Israel som et apartheidstyre, ligesom vi bakker op om at boykotte Israel. Særligt bosættelsesøkonomien, som jo desværre er svær adskille fra den generelle israelske økonomi.

Israel-Palæstina konflikten er født af det internationale samfund og kan kun løses ved pres udefra. Enhedslisten er garant for, at det pres fastholdes.