Læs om tankegodset bag Trump og det republikanske parti. Læs om den køreplan, som den konservative tænketank Heritage Foundation har lavet for Trumps anden præsidentperiode. Projekt 2025 er et 920 sider langt dokument, der giver en detaljeret gennemgang af politikker, der ønskes gennemført for at skubbe landet i en mere konservativ højreorienteret retning. Og læs om en ideologi, som ofte bliver nævnt i forbindelse med nogle af de personer, som Trump omgiver sig med. Den Mørke Oplysning (Dark Enlightenment) er skabt af filosoffen Nick Land og inspireret af den højreekstremistiske blogger Curtis Yarvin.
Personale er politik
Dette princip handler om, at regeringen ansætter personer i nøgleposter, der er ideologisk synkrone med regeringen. Formålet er at undgå bureaukratisk modstand, der kan besværliggøre eller forhindre reformer. Princippet underminerer den offentlige sektors neutralitet og kan skabe en situation, hvor statsapparatet ikke tjener det brede samfund, men i stedet en snæver gruppe af det.
Begrænsning af den administrative stat
Reguleringer ses som en hindring for økonomisk vækst, og regeringen bør derfor i følge planen søge at fjerne disse. Dette kan selvfølgelig føre til forringet miljøbeskyttelse, folkesundhed, sikkerhed og større økonomisk ulighed. Eksempelvis kan mindre kontrol med IRS føre til øget skatteunddragelse blandt de rigeste. Arbejdsvilkår for arbejderklassen forringes pga. manglende tilsyn, og begrænsning af miljømyndigheder kan føre til øget forurening og klimabelastning.
Nationalisme over globalt samarbejde
Økonomiske og nationale sikkerhedsreformer skal bringe produktionen hjem til USA. Problemet med dette er, at det kan skabe handelskrige og endda militarisere handel i stedet for at søge diplomatiske samarbejdsløsninger. Politikkerne kan hæve priserne for forbrugerne og har en social slagside, da aggressive toldpolitikker reelt er en regressiv skat på borgerne.
Uddannelsesreform
Planen hævder at offentlige skoler er “woke” og vil forsøge at underminere læren om kritisk raceteori og kønsdiversitet ved at give forældrene frit decentralt skolevalg i delstaterne. Dette kan dræne de offentlige skoler for midler, usynliggøre diskrimination og føre til større ulighed i uddannelseskvalitet baseret på geografi og økonomisk baggrund.
Oprustning og eksklusion i forsvaret
Fokus på hård magt og ekskluderende politikker i militæret skal styrke forsvarsevnen. Mangfoldighed og inklusion opfattes som en svaghed. Disse politikker kommer med den indbyggede fare, at de kan eskalere geopolitiske konflikter og marginalisere udsatte grupper i samfundet som transpersoner, homoseksuelle og kvinder.
Mobilisering af en ideologisk bevægelse
Projektet opfordrer til en mobilisering af konservative borgere til at deltage aktivt i den politiske kamp. Opfordringen kan tolkes som en advarsel mod at acceptere valgresultater, der ikke passer ind i en konservativ dagsorden, hvilket kan polarisere landet yderligere fordi politiske modstandere af den konservative dagsorden ikke længere opfattes som legitime.
Opsummering
Denne meget korte gennemgang af projekt 2025 viser, at Heritage Foundation og folkene omkring Trump ønsker at gøre regeringen til et redskab, der tjener deres ideologi fremfor den brede befolkning. Hvis den føres ud i livet, kan planen underminere demokratiske principper som lighed for loven og føre til øget social ulighed og marginalisering af minoriteter.
Den Mørke Oplysning
Dark Enlightement (NRx) er en bevægelse, der er reaktionær, anti-demokratisk og anti-egalitær. Bevægelsen ønsker at vende tilbage til en mere hierarkisk og traditionel regeringsform som absolut monarkisme, hvor regenten har uindskrænkede beføjelser eller neokameralisme, hvor staten styres som en virksomhed med profit for øje. Tilhængere af ideologien mener, at demokrati er et kredsløb, hvor politikernes og vælgernes værste impulser forstærkes. De mener, at demokrati er uforeneligt med frihed med henvisning til tech-milliardæren, libertarianeren og Trump-støtten Peter Thiel, som har udtalt dette.
Centrale begreber
Yarvin bruger udtrykket “katedralen” om det netværk af medier, akademia og regeringsinstitutioner, der efter hans mening fremmer egalitære og demokratiske værdier. Han mener, at katedralen er en monopolistisk magtstruktur, der undertrykker uønskede meninger og fremmer ideologisk ensretning.
Bevægelsen går ind for accelerationisme, som er den tanke, at man ved at støtte kapitalisme og teknologisk fremskridt kan fremskynde et samfundsmæssigt sammenbrud, som kan danne grundlag for radikale forandringer. På den måde ønsker man at skabe nye ikke-demokratiske styreformer i stedet.
Tilhængerne af bevægelsen støtter også race-renhed og mener, at der er en sammenhæng mellem race og intelligens. De mener, at nogle racer er bedre egnede til at være slaver end andre.
Kritik
Kritikere beskriver Dark Enlightenment som en neofascistisk ideologi med forbindelse til alt-right på grund af de autoritære, hierakiske og racistiske synspunkter. Bevægelsen er beskrevet som hyper-neoliberal og pro-eugenistisk. Den sættes i øvrigt ofte i forbindelse med anti-immigrationsgrupper og grupper, der går ind for hvidt overherredømme.
Bevægelsens tilknytning til Trump administrationen
Udover Peter Thiel er Steven Bannon, som har arbejdet for Trump administrationen, en beundrer af Curtis Yarvin. J.D. Vance har nævnt Yarvin som en indflydelseskilde, og Michael Anton fra udenrigsministeriet har også diskuteret Yarvins ideer. Yarvin har i øvrigt selv deltaget til Trumps indsættelsesfest i 2025. Der findes kilder, der sætter Elon Musk i forbindelse med NRx, og hans handlinger i forbindelse med arbejdet i Trump administrationen flugter da også med den hyper-neoliberale, racistiske og antidemokratiske ideologi. Musks angreb på den administrative stat, hans fokus på den anti-hvide racisme og brug af det sociale medie X til at fremme højreorienteret diskurs peger alt sammen i denne retning.
Kilder:
https://www.populismstudies.org/Vocabulary/dark-enlightenment/
https://en.wikipedia.org/wiki/Dark_Enlightenment
https://keithanyan.github.io/TheDarkEnlightenment.epub/TheDarkEnlightenment.pdf
https://www.theguardian.com/us-news/2024/dec/21/curtis-yarvin-trump
https://static.project2025.org/2025_MandateForLeadership_FULL.pdf