Hvis vi ikke blot skal afhjælpe, men løse kapitalismens kriser, kræver det ændringer, der modvirker og bryder med ondets rod: den kapitalistiske produktionsmåde. At bryde med ondets rod rummer pr. definition et socialistisk perspektiv.
Vi kan bruge kapitalismens stærke statsafhængighed i udviklingen af en socialistisk reformpolitik. Et er imidlertid at udvikle en reformpolitik. Noget andet er at gennemføre den. Det kræver ændringer i styrkeforholdene i samfundet til fordel for arbejderbevægelsen og varetagelsen af almenvellets interesser.
Almenvellet refererer til det almene vel forstået som det fælles gode, hvilket står i modsætning til det, der individuelt er godt og ofte er udtryk for en særinteresse. Begrebet det almene vel, det fælles gode anvendes også i klassesamfund, selvom de i høj grad er præget af klasser og befolkningsgruppers særinteresser.
Begrebet må derfor knyttes til opfyldelsen af menneskenes almene såvel materielle som ikke-materielle behov.
At slå bro
Perspektivet i socialisters krisebetingede reformpolitik er hele tiden grundlæggende forandringer af samfundets måde at fungere på. Med andre ord skal socialister søge at slå bro mellem den umiddelbare, kortsigtede kamp for bedre kår under kapitalismen, som trænger sig på, og den langsigtede kamp for at løse problemerne gennem afskaffelsen af kapitalismen til fordel for socialismen.
Socialister skal i situationen give gode reformsvar på kapitalismens forskelligartede kriser. Det gælder ikke mindst de kriser, der har rødder i nødvendige indskrænkninger i kapitalens profitmuligheder, akkumulationstvang og magt. Den type af kriser viser sig bl.a. i form af virksomhedslukninger, virksomhedsflytning, kapitalflugt, investeringsstrejke og produktions- og leveringsstop. Ledetråden er at imødekomme lønarbejdernes og naturgrundlagets behov på såvel kortere som længere sigt.
En socialistisk udvikling vil uden tvivl skærpe modsætningsforholdet mellem de to mest betydningsfulde klasser i samfundet: kapitalistklassen og arbejderklassen, – hvor vi definerer arbejderklassen som alle ansatte, der ikke indgår i ledende stillinger på direktørniveau. såkaldte lønarbejdere. – Det er vilkårene i reformkampen.
En vanskelig vej til socialisme
Fremskridt i forhold til de socialistiske mål, kræver magt til at vedtage og udøve lovgivning. Statsmagten skal forandres, revolutioneres fra at opretholde og forny kapitalismen til at bane vejen for socialisme. At ændre statsmagten til at varetage denne opgave forudsætter en socialistisk massebevægelse i samfundet, der kan sætte sin magt igennem på mangfoldige måder, og en loyal, velkvalificeret og aktiv offentlig sektor og centraladministration.
Socialisme handler om økonomiske ændringer og forandringer i kulturen. Sådanne forandringer vil altid være et resultat af forudgående skelsættende politiske beslutninger forårsaget af ændringer i magtforholdene. Socialisters fulde magt over beslutningerne forudsætter et befolkningsflertal for den socialistiske idé og vej.
Og flertal vil altid være skrøbelige. Et socialistisk flertal kan være vanskeligt at fastholde på grund af modstand især fra den kapitalejende kapitalistklasse og andre, der mister flere goder, særlige privilegier og mere rigdom og magt end det, de vinder ved samfundsforandringerne. At fastholde socialistiske landvindinger i skrøbelige situationer kræver et fælles ejerskab til dem. Forudsætningen er, at de fungerer på grundlag af aktive demokratiske fora således, at der automatisk er nogle og helst mange som aktivt vil forsvare enhver landvinding: ”For den er vores”.