Modsætninger og kriser er baggrunden for statens evindelige arbejde på at undertrykke eller overvinde modsætninger og regulere kapitalismen ved hjælp af magt. Kapitalismen er dybt statsafhængig.
Magtanvendelsen er åbenbar, når politi sættes ind mod blokader af virksomheder eller besættelse af privat ejendom. Domstole kan fælde domme over overtrædelse af miljø- og anden lovgivning, som effektueres. At lovgivere træffer bindende beslutninger i gennemførelsen af en bestemt økonomisk politik, er også en form for magtudøvelse.
Et stabilt klima
Kapitalismens profitjag og indbyggede vækst er baggrunden for klimakrisen. At regulere kapitalismen er at modarbejde destruktionerne af et forholdsvis stabilt klima, af de økologiske kredsløb og naturgrundlaget.
Destruktionerne skaber alvorlige bekymringer i brede kredse af befolkningen og giver anledning til bevægelser, der søger at skabe en modmagt. Bevægelserne skaber grobund for en statslig politik, der søger at forandre på tingenes tilstand.
Problemet er imidlertid, at statsreguleringer ofte kommer i konflikt med det uomgængelige forhold, at kapitalismen er en vækstmaskine. På den anden side er der ikke alene klimabevægelserne og deres støtter, men også kapitalinteresser, der har opbygget profitinteresser i nogle af formerne for den grønne omstilling.
En mere samfundsnyttig finanssektor
Finanskapitalen har stor magt og kræver frit spillerum i jagten på at øge dens profitter. Finansielle investeringer skal foretages, hvor afkastet er størst. Det kan være i produktion og service, i ejendomme og forskellige former for værdipapirer, valutatransaktioner m.m.
Finanskapitalens spekulative ekspansion befordrer voksende økonomisk ulighed og økonomiske bobler, der brister i finanskriser. Vi så det senest i 2008. Finanssektoren er således farlig for den økonomiske og dermed sociale stabilitet. Det skaber modsætninger. Brede kredse, herunder mange virksomheder, har en klar interesse i en mindre spekulativ og mere samfundsnyttig finanssektor.
At regulere kapitalismens kriser handler også om en statslig regulering af finanssektoren. Finanssektoren stritter imod, fordi reguleringerne begrænser profitmulighederne.
Kapitalismens statsafhængighed
Kriser er en integreret del af kapitalismen. Den er fuld af indre modsætninger. Den bliver derfor, således som eksemplerne viser, stærk statsafhængig. Men, som eksemplerne også viser, løser statsindgrebene ikke modsætningerne. Problemer kan blive afhjulpet uden at blive løst.
Kapitalismens statsafhængighed er ikke mindst i de nordiske lande på mange felter i høj grad et resultat af arbejderbevægelsens umiddelbare kortsigtede kamp for bedre vilkår under kapitalismen. At overvinde kapitalismens kriser og problemer kræver en langsigtet kamp for socialisme. – Det vil der senere blive spundet en ende over