Ideelt set er markedet en slags ”penge-demokrati”. Hver enkelt vælger bevidst og frit, om vedkommende vil købe eller sælge på markedet. En forudsætning for det frie og bevidste valg er, at der er fuld information om varerne, og at der er et uendeligt udbud af varer, så den enkelte sælger og den enkelte køber ikke har magt til selv at påvirke priserne.
”Penge-demokratiet” afhænger selvfølgelig af, om man har noget at sælge, og at andre ønsker at købe det, og omvendt. ”Penge-demokratiet” afhænger derefter af, om man har råd til det ene og andet. Det er således forbundet med problemstillingen: økonomisk ulighed. Markedet tager ikke hensyn til behov eller til noget andet end penge. Det er på den måde hensynsløst.
Ikke et magtfrit tomrum
Idealet om det frie marked, hvor købere og sælgere mødes ligeværdigt, har meget lidt med virkeligheden at gøre. Markedet er ikke et magtfrit tomrum. At konkurrere er at udøve magt. Den vigtigste, men ikke eneste magtressource er den økonomiske. Tvang står i modsætning til frihed. At udøve magt er at tvinge nogen til at gøre noget, man ikke ville have gjort, hvis man havde et andet valg. Mange er i vore dages samfund tvunget til at sælge deres arbejdskraft, hvis de vil overleve på et rimeligt niveau.
Nogle kapitalister kan i en periode have råd til at sænke deres priser på det frie marked for at udkonkurrere andre leverandører til markedet. De kan på den måde nærme sig et monopol. Et monopol eller en monopollignende situation giver styrke på markedet.
En anden metode til at hævde sin magt på markedet er at opkøbe eller fusionere med konkurrenter.
En tredje er at have patent på fremstilling og salg af et produkt.
Endelig kan sælgere eller købere udnytte en svag modpart gennem betingelser for at levere varen f.eks. hemmeligholdelse af priser og specifikationer.
Formueforvalterne
En særlig form for monopol- eller finanskapitalisme tegnes af de store formueforvaltere. Væksten i formueforvalterkapitalismen har betydet en accelererende kapitalkoncentration. En formueforvalter investerer på tværs af virksomheder inden for en branche bl.a. for at sprede risici. Det er ødelæggende for innovationen. Deres interesse er ikke, at én af branchens virksomheder vinder over de andre gennem benhård konkurrence. Tværtimod. Hård konkurrence har det med at sænke profitten i branchen.
Kapitalinteressen hos formueforvaltere med en monopollignende status i en branche er her at sikre monopolbetinget superprofit ved, at køberne, i sidste ende forbrugerne, betaler mere for varen. En anden metode er at sænke omkostningerne i branchen ved generelt at presse de ansatte til at yde mere for en lavere løn. Dæmpning af konkurrencen på markedet dækker kapitalers behov for en ensidig stærkere position på markedet. Det løser vel at mærke ikke den kapitalistiske produktionsmådes grundlæggende problem: kapitalakkumulationstvangen. Hvorfor kapitalismen også med denne forandring vil være krisefyldt.
Konkurrence er for tabere
Et grundlæggende problem ved det fri marked er, som ovenstående demonstrerer, at sælgere og købere af varer har fordel af ringe konkurrence på ens egen banehalvdel af markedet og megen konkurrence på den modsatte side. Det sætter sit umiskendelige præg på markedet. Ejeren af overvågnings-tech-giganten: Palantir og radikal højrefløjsideolog Peter Thiel formulerer det soleklart: ”Konkurrence er for tabere”. Det handler om at etablere et monopol i en niche og derfra erobre et bredere markedsfelt. Amazone er et godt eksempel på dette.
Markedet dækker ikke alle behov
Om end vi alt efter vores formåen må prioritere, får vi dækket vores behov via markederne, vi handler på. – Og så alligevel ikke. Nogle af vores vigtige behov kan ikke eller meget vanskeligt dækkes via markedet. Der er f.eks. behov for at leve i et trygt og sikkert samfund. Der er behov for ren luft. Adgangen til at få opfyldt mange af vores behov bunder i politiske beslutninger.
Et trygt og sikkert samfund hænger sammen med social lighed. Ren luft hænger sammen med miljølovgivningen. Et vigtigt problem i en markedsøkonomi er såkaldte eksternaliteter: At andre (eksterne) end de, der er involveret i et køb og et salg på markedet, opnår gevinster eller må bære omkostningerne. Forurening og klimabelastning er gode eksempler på det sidste og fører til ønsket om, at forureneren betaler omkostningerne for de skader, vedkommende forvolder, eller med økonomisk tvang holder op med at forurene. En anden type løsning på forurening og klimabelastning er at tage bestemte produkter eller produktionsmetoder ud af markedet ved at forbyde dem.