Lovbrud og løgne

Af Rosa Lund

”Der er blevet begået fejl i sagen, det bliver jeg kritiseret for, og den kritik tager jeg selvfølgelig til mig. Men det ændrer ikke på, at jeg ikke har afgivet en ulovlig ordre.”

Citatet er Inger Støjbergs reaktion på Instrukskommissionens konklusioner. Til dato har hun ikke erkendt, at hun brød ministeransvarlighedsloven og i strid med loven løj for Folketinget.

Den 10. februar 2016 gav den tidligere udlændingeminister en instruks om at adskille par på de danske asylcentre. Det er en generel instruks, uden partshøring. Den undtagelsesfrie instruks betød, at der i Udlændingestyrelsen i en periode blev administreret klart ulovligt. Det har både Ombudsmanden og en dom i Københavns Byret fra 1. marts fastslået, og senest har Instrukskommissionen i sin delberetning konkluderet, at der fra 10. februar til 1. juli 2016 blev administreret ulovligt.

Derudover har kommissionen fundet,

”at Inger Støjberg ikke kan have været i tvivl om, at hendes beskrivelse under samrådet af den ordning, der den 10. februar 2016 blev fastlagt i pressemeddelelsen, var urigtig og misvisende. Den urigtige og misvisende beskrivelse af disse forhold blev senere gentaget i flere folketingsbesvarelser og efterfølgende samråd.”

200 spørgsmål og 6 samråd

Støjberg har altså mod bedre vidende og ad flere omgange afgivet urigtige og misvisende oplysninger til Folketinget. Derfor havde Enhedslisten ønsket, at der i tiltalen var en selvstændig eller subsidiær tiltale, som omhandlede vildledelsen af Folketinget.

Ministre kan ikke stilles for retten ved de almindelige domstole, når de bryder loven. De kan miste deres opbakning, selv gå af eller få en næse. Ingen af delene er sket her, og nu er der ingen anden udvej end at indlede en rigsretssag. Det er ikke en lille beslutning. Det er ressourcekrævende, det kan tage lang tid, og det er dyrt.

Der er stillet flere end 200 spørgsmål i sagen. Der har været seks samråd for at få klarlagt forløbet. Støjberg har altså haft masser af muligheder for at fortælle Folketinget sandheden. Det forsømte hun. I stedet har hun givet skiftende forklaringer med urigtige oplysninger. DF, Konservative, Venstre og LA kunne alle have sikret, at vi ikke var kommet hertil. De kunne have trukket støtten, da det kom frem, at Støjberg havde vildledt Folketinget.

Ministeransvarlighedsloven

Det her handler, uanset hvor meget nogen gerne vil, ikke om udlændingepolitik. Det handler om, at ministre skal overholde ministeransvarlighedsloven. I et demokrati må dem, der laver love og regler for andre, også selv overholde dem. Den værdi er vi mange i Folketinget – og på tværs i befolkningen – der deler. I et retssamfund gælder loven for alle, også for en magtfuld politiker, og har man respekt for grundlæggende retsstatsprincipper, må man støtte en rigsretssag.

Retssikkerheden gælder for alle, og særligt for dem, man er uenig med. Derfor var det vigtigt med et grundigt forløb. Vigtigt at få to advokaters vurdering af, om sagen kan holde. Det er vigtigt, at mindretallet har haft mulighed for at komme med indvendinger og afgive en egen betænkning. Og det er vigtigt, at den tiltalte kunne komme til orde. Hele sagens kerne er jo netop, at der altid skal være en partshøring, for Støjberg såvel som for asylansøgere. Retsstatsprincipperne er heldigvis også sikret i Rigsretten.