International klimakonference i København lørdag den 13. marts

Af:

Af Inger V. Johansen

Under overskriften: ‘How to Combat Climate Warming – Green Capitalism or system change?’ afholder Transform!Danmark sin ottende årlige internationale klimakonference i København med en række gode oplægsholdere fra ind- og udland.

Enhedslisten er medarrangør af konferencen. I modsætning til sidste år, hvor konferencen måtte aflyses grundet Corona-restriktioner, vil der denne gang primært blive tale om en Zoom-konference, hvilket vil gøre det lettere for mange uden for København og Danmark at deltage.

Konferencen vil sætte fokus på spørgsmålet om nødvendigheden af systemforandring for at bekæmpe den globale opvarmning – samt på hurtig handlen:

 I introduktionen til konferencen anslås hovedtemaet: Klimaforandringerne kalder på handling. Hvordan opnår vi konkrete og ambitiøse mål i klima- og miljøpolitikken? Er regeringernes og institutionernes midler og mål meget mere end grønvaskning af kapitalismen?

Transform

Transform!Danmark er medlem af det europæiske transform!europe-netværk: tænketank og aktivistforum med 30-40 medlemsorganisationer og observatører i 22 lande. Alle de nordiske lande er med. Transform er tilknyttet det europæiske venstrepartisamarbejde European Left og arbejder tæt sammen med GUE/NGL, venstrefløjen i EU-parlamentet.

Udover klima og miljø fokuserer Transform!Danmark bl.a. på bypolitik, degrowth/modvækst, populisme, marxisme-feminisme. Lokale, nationale og internationale analyser og kampe forbindes på konferencer og debatmøder, hvilket afspejles i valget af oplægsholdere.

Årets talere skal fremhæves for en fremsynet og solid indsats for klima og miljø i Danmark og resten af verden. De er klimaaktivister og politikere, og flere af dem forfattere.

Transform!Danmark’s vil være med til at udvikle et samlet økonomisk-økologisk alternativ på venstrefløjen. Men årets konference afholdes efter et særligt år med pandemisk krise oven i de øvrige globale kriser: klima, miljø, politik og økonomi mv.. Samtidig har EU og den danske regering i det seneste år udformet en konkret klimapolitik, som nu kan vurderes.

Globale kriser, klimapolitik og mobilisering

Dette afspejles i konferencens tre sessioner: Den første med oplæg af Walden Bello, mangeårig miljøaktivist og forfatter fra Filippinerne med internationalt renommé, og af Sabrina Fernandes, miljøaktivist fra Brasilien, der taler om de globale kriser, truslerne fra det ekstreme højre og den nyliberalistiske ‘normalisering’, samt nødvendigheden af at venstrefløjen og de undertrykte kan konfrontere dette.

I anden session taler Helmut Scholz, der er MEP for Die Linke, om EU-handelsaftalernes underminering af klimapolitikken. Laura Horn, lektor på URC, evaluerer den danske klimapolitik, og Jacob Sørensen, NOAH, fortæller om klimamobiliseringerne og kampen mod Baltic Pipe.

I tredje session opridser Lotta Hedström fra det svenske Miljøparti og Jean-Claude Simon fra transform!europe og La France Insoumise, de langsigte perspektiver for klimakampen: økofeminisme og økosocialisme.

Se programmet for konferencen: www.transformdanmark.dk og www.transform-network.net

Yderligere info i annonce.