Ja, vi skylder de reformramte et tættere samarbejde

Svar til Kim Madsen på hans debatartikel:
Et opråb fra et medlem af Enhedslisten og Jobcentrets Ofre, 1. november 2025

Af: Enhedslistens beskæftigelsespolitiske udvalg (BPU) v/ Vibeke Kold, kontaktperson

Kære Kim
Tak for dit oplæg til debat med os i Enhedslisten, der arbejder med social- og beskæftigelsespolitik. Det er også vigtigt for os at styrke den fælles kamp for bedre forhold for ledige, syge og udsatte borgere. Og at finde ud af, hvordan vi kan forene vores forskellige kompetencer og indflydelsesmuligheder parlamentarisk, i lokalsamfundet og i medierne. Det er der mere brug for nu end nogensinde før. For selvom statskassen bugner, bliver der stadig flere fattige og mennesker, der bliver klemt i beskæftigelsessystemet. Kontanthjælpsreformen, den nye beskæftigelsesreform og angrebet på førtidspensionisterne gør ikke behovet mindre. Tværtimod!

Tak for din indsats

Derfor vil vi starte med at beklage den overskrift, som din artikel har fået i Rød+Grøn. For du er netop ikke medlem af Enhedslisten, og du er heller ikke bare et menigt medlem i Jobcentrets Ofre. Du er formand for bevægelsen, og for mange af medlemmerne ER du Jobcentrets Ofre. Men du står ikke alene. Mere end 40.000 mennesker følger den Facebookside, der udgør bevægelsens rygrad, og dagligt råber medlemmerne her om hjælp, når de er kommet i klemme i beskæftigelsessystemet.

Den hjælp er det først og fremmest dig, der giver dem. Både i form af svar på konkrete spørgsmål om deres rettigheder og muligheder og som partsrepræsentant i konkrete personsager. I skrivende stund har du hjulpet over 1000 borgere med at få løst deres sager i jobcentret.

Det er for vildt, at der er brug for det. Systemet burde jo være til for borgerne og sikre dem den bedste hjælp, når de har brug for det. Men det er et faktum, at mange mennesker har oplevet det modsatte, når de henvendte sig til jobcentret. Alt for mange har skulle igennem årelange ydmygende afklaringsforløb, før de endelig fik et fleksjob eller en førtidspension. Alt imens de er blevet mere og ikke mindre syge. Det er uværdigt for et såkaldt velfærdssamfund.

Enhedslisten kæmper også

Alt det ved vi selvfølgelig godt i Enhedslisten. Vores ordfører på området, Victoria Velásquez, kæmper selv som en løve i Folketinget for bedre love og større bevidsthed om uhyrlighederne hos de andre politikere. Desværre oftest uden resultat, fordi Enhedslisten ikke har magt, som vi har agt.

Også i medierne og i lokalsamfundet støtter Victoria partiets lokale afdelinger i deres kamp for bedre forhold i jobcentrene. I øjeblikket er hun på vej rundt i landet med sin røde bænk, hvor hun inviterer ledige, syge og andre udsatte til at fortælle deres historie, som hun så hjælper dem med at få videre ud i medierne.

Men jeg skal hilse og sige fra Victoria, at når hun står i medierne, når hun går i clinch på Christiansborg, eller når hun sætter sig på den røde bænk, så gør hun det ikke som enkeltperson. Hun gør det som en del af et hold. Et fællesskab. Og hun bad mig sige helt tydeligt, at intet af det her ville være muligt uden jer i bevægelsen – og uden partiets beskæftigelsespolitiske udvalg. Det er sådan, vi flytter noget. Sammen, siger hun.

Enhedslisten har også mange medlemmer i kommunernes beskæftigelsesudvalg. Her arbejder de for, at udsatte borgere får den hjælp, de har brug for. De bærer historier fra borgerne ind i udvalget, peger på pinlig statistik og stiller forslag til formulering og implementering af beskæftigelsespolitikken i kommunens jobcentre.

Men som på de fleste politikområder er også beskæftigelsespolitikken fyldt med klicher og bullshit om ”borgeren i centrum”, medinddragelse”, ”tillidsfuld dialog”, ”værdighed” osv. Også selvom det lokale jobcenter er kendt for alt andet end disse smukke idealer.

Vores valgte repræsentanter har derfor brug for at blive klædt på til at sikre, at alle de fine ord bliver til virkelighed. Det sker bl.a. gennem partiets beskæftigelsespolitiske udvalg, der tilbyder webinarer om aktuelle emner, udsender politiske udspil og til dagligt arbejder tæt sammen med ordføreren om hendes arbejde i og uden for Borgen.

Samarbejde mellem parti og bevægelse

Lige nu er vi ved at forberede indsatsen for alle de nye medlemmer, partiet har fået i de kommunale beskæftigelsesudvalg. Og her har vi brug for hjælp fra dig og Jobcentrets Ofre. For det er tit jer, der ved, hvor skoen trykker i det lokale jobcenter, fordi I har hjulpet lokale borgere med deres sager.

Vi er derfor glade for, at du har sagt ja til at bidrage til vores webinarer, hvor din store viden og erfaring kan gøre beskæftigelsespolitikken mere konkret for vores politikere.

I forvejen er du og Jobcentrets Ofre i tæt kontakt med Victoria, og I har stået for flere initiativer sammen. Nu skal vi have etableret de lokale kontakter, der ikke allerede er der, mellem JOs lokale medlemmer og Enhedslistens afdelinger, så vi kan gøre hinanden stærkere i kommunalbestyrelserne og i den fælles kamp for borgerne. Så vil du nok også blive inviteret på kaffe hos Enhedslisten, når du igen tager på turné rund i landet, Kim!

Der findes også gode jobcentre og gode sagsbehandlere

Det er dog ingen hemmelighed, at en af snublestenene for det hidtidige samarbejde mellem Enhedslisten og Jobcentrets Ofre er, at nogen partimedlemmer synes, I er alt for negative og kritiske over for jobcentrene.

De kender den lokale jobcenterchef som et ordentligt menneske med gode værdier, der kæmper for borgernes ve og vel. De hører sjældent klager fra borgere, der føler sig klemt i jobcentret, og kan glæde sig over pæne tilfredshedsmålinger i deres jobcenter.

De skal vide, at også du ofte understreger, at der er stor forskel på jobcentrene. Nogen steder gør de alt, hvad de kan for borgerne inden for nogle umulige rammer. Andre steder bliver borgerne ydmyget og kørt yderligere ud på et sidespor af sagsbehandlere, der er blevet forrrået af at arbejde i et hårdt system.

Det er disse borgere, du kæmper for. Det hedder jo netop Jobcentrets OFRE og ikke bare Jobcentrets brugere. Det handler om dem, der er blevet ofre for et system, hvor regler og penge er vigtigere end mennesker behov. Det er dem, vi sammen skal kæmpe for.

Beskæftigelsesreformen er et klokkeklart eksempel på, hvor stort behovet er for vores fælles kamp. Når kommunerne får flere opgaver og færre penge, vil uretfærdigheden eksplodere. Derfor skal vi stå skulder ved skulder: Jer, der hjælper mennesker hver dag. Og os, der kæmper lovgivningen fri af forældede regler, giftig økonomisk kassetænkning og kyniske besparelser. Sammen kan vi sikre, at værdighed ikke er noget, man skal kæmpe sig til – men noget alle har ret til.

Der er brug for dig og jer og os til at afsløre, når pæne ord blot er et skalkeskjul for grimme handlinger. Til at gennemskue tal og statistikker. Til at stille krav til jobcentrene om, hvordan de skal behandle borgerne. Til at hjælpe borgere, der er kommet i klemme og fortælle dem, hvad de har ret til. Vi har hver vores roller i dette spil, men sammen er vi stærke!

Kærlig hilsen Enhedslistens beskæftigelsespolitiske udvalg (BPU)

https://rg.enhedslisten.dk/debat-et-opraab-fra-et-medlem-af-enhedslisten-og-jobcentrets-ofre/