Kampdag i OK18’s tegn

Af:

Få dage inden 1. maj mundede overenskomstforhandlingerne ud i aftaler på alle områder. Det smittede af på talerne, som i mange tilfælde også udtrykte skuffelse over, at lærerne ikke fik den arbejdstidsaftale, de gik efter. Her er et lille udpluk billeder fra kampdagen.

Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, talte i bl.a. Fælledparken 1. maj. Her viste hun forståelse for, at mange lærere er skuffede over overenskomstresultatet.

– Det er lærerne selv, der skal afgøre, om aftalen samlet set er god nok. Men uanset hvad kan jeg love, at Enhedslisten fortsat i KL og kommunerne vil slås for en arbejdstidsaftale til lærerne, garanterede hun.

Pernille Skipper konstaterede også, at der senest om et år er folketingsvalg.

– Lad os bruge den kommende tid til at starte en offensiv velfærdskamp. Vi skal ikke stille os tilfredse med at lappe huller og rydde op efter Lars Løkkes værste svinestreger. Vi skal være mere ambitiøse på velfærdens vegne.