Kan vi fjerne befordringsfradraget?

Af:

Rene Rafn, Aarhus Øst

Danskerne trækker 19,1 milliarder kr. fra i befordringsfradrag om året. Kan man fjerne det og styrke den kollektive trafik ved at bruge de penge til et omkostningsfrit kollektivt trafiksystem? Det ville betyde en fast billetpris på 10 kr. uanset hvor du skal hen, og der ville være fire milliarder kr. til at drive den kollektive trafik.

Klimakampen skal gå forrest, for vi har ret travlt med at nedbringe temperaturen i hele verden. Vores levevis køber vi af de fattige lande ved at købe deres CO2-licenser, og vi kommer til at ændre levevis for at gøre kloden beboelig for vores efterkommere. Vi transporterer livremme og solbriller 12.000 km for at købe det billigere fra Kina. Vi importerer arbejdskraft, der har op til 2.500 km på arbejde, og det hele trækkes fra i dansk skattelovgivning. 4.200 mennesker dør af luftforurening om året i Danmark, og af respekt for dem skal vi have bilerne ud af byerne for et renere og sikrere byrum. Vi skal skabe et Danmark, der er rart at være i! Hvilke politikere tør tage springet – den kollektive trafik har en omkostningsneutral pris på 15 milliarder! Hvilke politikere skæver ikke til prisen, men vil sikre et rent Danmark?