Forskningen peger på, at der ikke er et forhold mellem indholdsmæssig kvalitet og niveauet af klapsalve. Klapsalver er et resultat af social smitte.
“Jeg vil gerne frabede, at man klapper af mig. Jeg synes ikke, at man burde klappe af
debatindlæg.”
Sådan afsluttede jeg begge mine indlæg på årsmødet. Nu vil jeg redegøre for hvorfor.
Vi mennesker er sociale væsener. At klappe er et redskab vi kollektivt bruger til at definere
stemningen i rummet. Man kan umiddelbart tænke, at en klapsalve giver god stemning. Det
gør den jo også ofte – også på et årsmøde. F.eks. efter en gæstetaler eller en vedtagelse af
et politisk mål.
Men en debat er noget andet. Her er der ikke tale om god stemning for den gode stemnings
skyld, men om en overfladisk meningstilkendegivelse, der påvirker andre ved at sprede sig
som en social smitte.
Forskningen peger nemlig på, at der ikke er et forhold mellem indholdsmæssig kvalitet og niveauet af klapsalve. Applaus er nemlig en gruppedynamik frem for et aktivt, individuelt valg (jf. “The dynamics of audience clapping”, Mann, et al. 2013).
I værste tilfælde behøver man så ikke at tage stilling til indholdet, blot om man burde klappe, eller undlade; er det min side, eller deres side, der klapper? Det forstærkes jo af, at der dårligt var tid til at sætte sig ind i ændringsforslagene.
Jeg vil hævde, at klapsalver på årsmødet handler meget mere om hvem der taler og hvad de taler om, end hvad de egentlig siger. Det vil jeg understøtte med, at på trods af jeg afsluttede begge mine indlæg med at frabede mig at folk klappede, blev der klappet begge gange. Folk stoppede hurtigt sig selv igen, men det var det aktive valg – selve det at klappe af en meningsfælle, var det automatiske.
Der er altid nogen, der vil modsige at folk lader sig påvirke af noget så banalt. “Folk tænker
jo selv”. Det gør vi, men vi tænker ikke i et vakuum. Det gør kun Nietzsches overmennesker, og de
eksisterer ikke.
Bare fordi vi er socialister, er vi ikke mindre påvirkelige end hvad videnskaben generelt peger på. Vi deler glæde, begejstring og vrede langt bedre, end vi deler analyser og komplekse ideer. I kampen mellem logos og patos har patos derfor fordelen. Det er helt naturligt, men naturligt er ikke altid lig godt.
Vi kan ikke blive til Nietzsches overmennesker, der tænker i et vakuum trods de ikke er i et, men vi kan trodse naturen og kontrollere en række parametre, for at emulere et vakuum at tænke i: Et rum hvor vi bestræber os på ikke at påvirke hinanden gennem andet end argumenter. Så har logos lige pludselig en chance.
Det virker til, at nogen tror, at det kun er ‘de andre’ der lader sig forføre. Det er elitært og hindrer vores selvkritik. Vi skal være i stand til at anerkende, at der er andet på spil i en debat, end blot argumenter. Vi skal være i stand til at anerkende, at vi påvirker hinanden, både implicit og eksplicit. Når først vi har anerkendt det, kan vi arbejde på at skære det fra og lade individets logik styre. Jeg synes, at vi kunne starte med at skære klapsalverne fra.
… En lille bonus bliver så, at man selv kan fantasere sig til stående klapsalver efter alle ens indlæg.