2020 vil blive året, hvor slaget for klimaet for alvor skal stå. Alle de store udfordringer venter, og der er rigeligt med snubletråde.
Jon Burgwald, klima- og energipolitisk rådgiver for Enhedslisten
Hvad vil vi have? Klimalov! Hvornår vil vi have den? Nu! Det var mantraet for 2019, hvor klimaet for første gang i danmarkshistorien var øverst på vælgernes dagsorden. Vi fik et klimavalg og en klimalov med en 70 procent-målsætning. Noget, der i starten af 2019 blev set som lige dele utopisk og tåbeligt.
Men tag ikke fejl. Det, vi nåede i klimabevægelsen i 2019, var kun de første spæde skridt. Det helt afgørende bliver nu klimahandleplanerne, hvor der skal forhandles om de konkrete tiltag, der skal mindske udledningen af drivhusgasser. Det er her det skal besluttes, hvad der skal ske i transporten, i landbruget og i vores hverdag.
Inden partierne kommer så langt, er der dog andre politiske stridspunkter, som vi skal have afklaret. Klimaloven fastsatte 70 procent-målsætningen ved lov, men det var ikke det eneste, den gjorde. Her er det vigtigt at fremhæve tre ting: En lidt overset milepæl, en snubletråd og et kæmpe udestående.
Vi skal ikke købe aflad
Milepælen i klimaloven er, at vi fik slået fast, at reduktionerne skal nås gennem reelle, nationale reduktioner. Det er dybt kritisabelt, at skiftende regeringer i forskellig grad har opfyldt Danmarks klimamål ved at købe CO2-kvoter på enten det europæiske eller internationale marked. Så sent som for halvandet år siden fremlagde VLAK-regeringen en klimaplan, hvor de i stor stil ville benytte sig af CO2-kvoter.
Det er kvoter, som ofte ikke har en reel klimaeffekt. Nogle gange har de decideret medført øgede udledninger, da virksomheder har en interesse i kunstigt at pumpe deres klimabelastning op, så de efterfølgende kan sænke den og sælge kvoterne. Blandt andet Klimarådet har advaret imod brug af kvoterne til at nå reduktionsmålet også inden for EU’s kvotesystem, da det selv i den bedste af alle verdener først vil føre til reduktioner om flere årtier. Men det kan klimaet ikke vente på. Til den tid er skaden sket.
Med klimaloven skal alle partier bag aftalen, inklusive Enhedslisten, nikke ja, hvis CO2-kvoterne skal bruges som middel til at nå reduktionsmålet. Og det kan jeg godt garantere, at vi aldrig vil gøre. Der er brug for en national omstilling, ikke at vi køber aflad med blankochecks.
Omstillingen vil have konsekvenser
Snubletråden i klimaloven er de mange forbehold, som er taget i aftaleteksten. Den grønne omstilling er den største udfordring, vi nogensinde har stået overfor. Men alligevel skal den gennemføres ”under hensyntagen” til alt fra erhvervsudvikling, konkurrencekraft og sunde offentlige finanser. Den kortsigtede økonomiske realitetssans sættes i højsædet. Det øger risikoen for, at en række partier, inklusive Socialdemokratiet, glemmer den klimavidenskabelige realitetssans. Klimaet er ligeglad med vækst og konkurrencekraft. Den eneste bundlinje, der tæller, er CO2-bundlinjen. Med alle forbeholdene er det som om en del af partierne tror, at den grønne omstilling kan gennemføres uden, at det vil have konsekvenser for samfundet. Det er en vildfarelse, vi bliver nødt til at lægge bag os.
Fjerne målsætninger er en sovepude
Det kæmpe udestående i klimaloven er dog det, som uden sammenligning vil have størst indflydelse på klimaindsatsen. Det er ingen hemmelighed, at et af de helt store slagsmål i forhandlingerne om en klimalov var, hvordan vi skal måle fremskridtene frem mod 2030. Det lyder måske ikke af meget, men betydningen af det kan ikke overvurderes. Eksempelvis argumenterede Enhedslisten sammen med Alternativet for et CO2-budget, hvor man skal indhente efterslæb i de kommende år. Efter heftigt tovtrækkeri endte partierne på et kompromis om, at der skal laves et delmål for 2025 på baggrund af anbefalinger fra Klimarådet.
Rent teknisk er der kæmpe forskel på et 2025-mål og et 2030-mål. Selv et ambitiøst 2030-mål, som kan være svært at nå, er politisk nemmere for en regering, der helst ikke vil tage de hårde beslutninger. Det giver regeringen mulighed for at læne sig op ad ”fremtidige reduktionsmuligheder” og betyder, at de ikke fra dag ét skal levere en samlet plan.
Målsætninger, der ligger for langt ude i fremtiden, er en sovepude, som skubber problemerne foran os. Regeringen kan henvise til, at de forventer, at elbilerne bliver så billige, at de automatisk afløser benzinbilerne, og at landbruget opfinder nyt foder, der får køerne til at udlede mindre metan. Men for hvert år, vi venter med at handle, rykker klimakatastrofen uundgåeligt nærmere.
Der skal handles hurtigt
Regeringens mulighed for at skubbe problemerne foran sig formindskes dog kraftigt, når der fastsættes et ambitiøst 2025-mål. Der er så kort tid til 2025, at klimaministeren ikke kan henvise til teknologiske mirakler, men skal levere konkret handling. Det gør en kæmpe forskel, fordi det er handling, som realiserer reduktionerne på få år.
Som eksempel kan man kigge på finansloven. Den indeholder samlet set klimatiltag, der vil reducere Danmarks CO2-udledninger med en halv million ton. Men det er ikke realiserede reduktioner endnu. Tværtimod vil de først være fuldt realiserede i 2030, altså om 10 år, når tiltagene er indfasede. Mulighederne for reelle, realiserede reduktioner inden for de næste fem år er noget helt andet, og på den korte bane udelukker det eksempelvis skovrejsning og udtagning af de mest klimaskadelige landbrugsjorde.
Selvom 2025-målsætningen først skal fastsættes i forbindelse med handleplanerne, er Klimarådet netop kommet med deres anbefalinger. Hvis man følger en lineær reduktionskurve fra i dag og frem mod 2030-målet – altså, at man kort sagt trækker en streg, der begynder ved vores udledningsniveau i dag og frem til 70 procent målet i 2030 – så rammer man cirka 54 procent i 2025.
En 54 procent målsætning svarer til, at vi skal have opnået reduktioner for lidt under ni millioner tons CO2. Det er vel at mærke ni millioner tons udover det, vi allerede har opnået, når eksempelvis energiaftalen fra 2018 og finansloven fra sidste år er indfasede. Ni millioner tons er et abstrakt tal, men til sammenligning udleder alle danske personbiler lidt over seks millioner tons om året, og hele det danske landbrug udleder lige lidt mere end ti millioner tons.
Klimaråd møder politisk modstand
Klimarådet anbefaler et mål mellem 50 og 54 procent i 2025. Samtidig er rådet kommet med en række forslag til tiltag, der skal bringe os op på de 70 procent i 2030. Nogle af dem er gode, andre er mindre gode, men hvis vi sætter barren samme sted som Klimarådet, er det et godt udgangspunkt.
Desværre er det ikke tilfældet. Dan Jørgensen har hurtigt været ude og afvise flere af forslagene, og det er kun starten. Inden længe kommer regeringens 13 såkaldte ”klimapartnerskaber” nemlig med deres anbefalinger til klimahandleplanerne. Klimapartnerskaberne er sammenslutningerne af de største, danske virksomheder inden for hver sektor og område. De har fået til opgave at komme med bud på tiltag, der skal gøre Danmark i stand til at nå klimamålet. Et godt bud er, at de samlet vil levere omkring 500 forslag til regeringen. Forslag, som stikker i øst og vest. Men jeg tror godt, at vi kan regne med, at de store virksomheder ikke har planer om selv at samle regningen op.
Sosserne i flyverskjul
I uge 13 tager vi hul på forhandlingerne, hvor vi lægger ud med affaldsområdet. Det er klart og tydeligt, at diskussionerne om handleplanerne bliver svære. Meget svære. Indtil videre har regeringen vægret sig ved alle tiltag, som vil have en reel effekt på erhvervet eller den danske befolkning.
Allerede nu er Socialdemokratiet gået fuldstændig i flyverskjul, når det kommer til flyafgifter, og bliver ved med at skyde beslutningen om Nordsøens ottende udbudsrunde. Begge er principielt vigtige beslutninger, men samtidig er de relativt små, hvis man sammenligner med, hvad vi bliver nødt til at tage af beslutninger over de næste måneder.
Derfor burde diskussionen om, hvorvidt vi skal have en flyafgift og stoppe med at lede efter flere fossile brændsler, hurtigt være overstået. Men det er den ikke, og hvis det er symptomatisk for, hvor langt Socialdemokratiet vil gå, kommer vi aldrig i nærheden af den fælles målsætning, hverken for 2025 eller 2030.
Fuldt stop for fossilbiler
Hvis vi starter med den grønne omstilling af transporten, vil den danske bilpark vokse med cirka 800.000 biler, fra 2,4 millioner biler til 3,2 millioner, frem mod 2030. Det betyder i snit omkring 80.000 nye biler på de danske veje hvert eneste år. Langt størstedelen af dem vil være benzin- eller dieselbiler. I 2019 blev salget af elbiler i Danmark tredoblet til 5.000. Ud af et samlet salg af nye biler på 225.000 fossilbiler er det en forsvindende lille andel.
Alle har efterhånden indset, at det kun er et spørgsmål om tid, før fossilbilen er fortid. Socialdemokratiet og Venstre har begge bebudet forbud mod salg af nye, rene benzin- og dieselbiler i 2030. Det er bare alt for sent og bidrager ikke til klimaindsatsen i dette årti. At snakke om bedre kollektiv transport, flere ladestandere og permanent, lavere registreringsafgift er nødvendigt for at afhjælpe overgangen og gøre elbilen mere tilgængelig for almindelige familier, men det er ikke nok.
Hvis transportens sorte kurve for alvor skal vendes, skal der helt andre boller på suppen. Derfor skal vi sige stop for flere fossilbiler – helst før 2025. Det farvel skal også inkludere hybridbilerne, der kører på en kombination af el og benzin eller diesel. Det lyder måske radikalt, men det er den eneste realistiske måde at knække kurven på.
Ned med svinebestanden
Billedet går igen i de andre sektorer. Skiftende regeringer har skubbet den grønne omstilling foran sig, og derfor kræver det nu mere radikale tiltag.
For landbruget er der forsimplet kun to tiltag, som virkelig vil rykke noget. Det ene er, at vi tager landbrugsjord ud og planter skov eller urørt natur. Det blev der taget fat på med finansloven, hvor der blev afsat to milliarder kroner til det. Problemet er, at det vil kræve langt mere, hvis vi skal op i en skala, hvor det for alvor vil kunne mærkes på klimaregnskabet.
Det andet tiltag er en reduktion af vores husdyrproduktion. Det er upopulært blandt mange, men fakta er, at Danmark har en af verdens største produktioner af svin, kyllinger og køer sammenlignet med vores lands størrelse og indbyggertal. Når flere partier siger, at vi endnu ikke har teknologien til at nå hele vejen til 70-procent målet, er det fordi, at de ikke vil røre ved kød- og mælkeproduktionen.
Vi står i en situation i dag, hvor landbruget kun løber rundt på grund af EU’s landbrugsstøtte, som ukritisk gives til hele landbruget. Hvis vi skal have en grøn omstilling af det danske landbrug – ligegyldigt om det er udtagning af jorde eller reduktion i husdyrproduktionen – bliver landbrugsstøtten nødt til at komme i spil. Den skal i så høj grad som muligt målrettes grøn omlægning, støtte til udtagning af jorde og til planteproduktion. Det er svært, da mange landmænd er fanget i en gældsfælde, men løsningen er ikke at fortsætte ned af den samme, negative spiral.
Stop for kul og koks
Oftest bliver den sidste store blok omtalt som energiproduktionen. Realiteten er dog, at det i langt højere grad drejer sig om industrien end om energiproduktionen generelt. Omlægningen af energiproduktion til borgerne vil kræve noget, men er langt fra så svært, som det bliver gjort til.
Vedvarende energi er i dag den billigste måde at producere el på, og store varmepumper vil snart enten helt eller delvist kunne erstatte de store værker, som brænder kul eller biomasse af. Det vil kræve investeringer, samt at de værker, som ikke er afbetalt endnu, får støtte til at blive udfaset eller omstillet hurtigere. Det er en opgave, som er relativt nemt at løse.
Den store udfordring er industrien og de virksomheder, som producerer deres egen energi. De står for en større og større del af den danske klimabelastning og vil i 2030 udlede næsten tre gange så meget som hele el- og fjernvarmeproduktionen. Alene Aalborg Portland står for to procent af Danmarks drivhusgasudledninger. Flere virksomheder fyrer stadig med kul og koks, og det vil kræve markante ændringer, hvis de skal i mål med den grønne omstilling.
Det vil kræve, at vi indfører et kul- og koksstop lang tid før 2030, som både dækker industri og energiproduktion. Og så kræver det, at vi sætter en stopper for gratis CO2-kvoter. I dag får 42 danske virksomheder gratis kvoter, som dækker godt halvdelen af alle industriens udledninger. Det skaber en unfair konkurrence og hæmmer den grønne omstilling. I stedet skal de betale for deres forurening og samtidig hjælpes til en grøn omstilling.
Men der bliver brug for mange flere tiltag for at nå vores klimamålsætninger, både i 2025 og i 2030. Og vi kommer ikke uden om en lang række svære valg. Spørgsmålet er, om regeringen og de resterende af Folketingets partier er villige til at tage konsekvensen af de klimamål, som vi sammen har sat, eller om næste valg skal gå under mantraet: Hvad vil vi have? Klimahandling! Hvornår vil vi have det? Nu!