Københavns overborgmester har præsenteret et forslag Til Københavns Kommuneplan 2019. Desværre er fokus på kæmpestore anlægsprojekter, der vil stå i vejen for ambitionen om at blive en hovedstad, som går forrest i klimakampen.
Enhedslisten Indre By
Arbejdsudvalget i Enhedslisten Indre By har drøftet Kommuneplan19 (K19) med det ambitiøse navn ”Verdensby med Ansvar”. Vi gætter på, at der bag verdensby gemmer sig noget med større, flere og mere, og bag ansvar gemmer sig noget med klima.
Desværre er forslaget til kommuneplanen noget mindre ambitiøs end titlen. Vi finder, at større, flere og mere har trumfet klimaet. Alene de mange anlægsprojekter – udvidelse af Lufthavnen, Lynetteholmen, havnetunnelen, krydstogtsterminal 4 og banebyen for at nævne nogle få – vil generere så stort et CO2-forbrug på anlæg og drift, at ambitionen om reduktion af CO2 bliver illusorisk.
Kommunen har svært ved at finde sine ben mellem serviceorgan og myndighed. På den ene side vil man servicere københavnerne, spekulanter og investorer, på den anden side vil man håndhæve allerede vedtagne regler og love. Vi ser ingen erkendelse af eller forholden sig til problematikken.
Alle bebyggelsesprocenter forhøjes
De fire centrale budskaber, overborgmesteren nævner i indledningen, har vi svært ved at genfinde i K19. Snarere finder vi, at planen står i grel modsætning til disse budskaber, hvilket giver et demokratisk problem, idet københavnerne ofte spørger ”hvad nytter det” om høringer, konferencer og borgerpaneler. Vi noterer os, at alle ændringer af bebyggelsesprocenterne er forhøjelser.
Ligeledes finder vi, at arealanvendelseskategorierne bør være mere detaljerede og styrende. Bag f.eks. ”erhverv” kan der gemme sig en slagterforretning, en frisør, et stormagasin, en natklub, en café, et kontor, et hotel og meget mere. De forskellige arealanvendelser har stor indflydelse på københavnernes hverdag på flere måder, f.eks. husleje, lugt, støj, trafik. Byen bliver også trist, hvis en vej/gade/et område domineres af ganske få erhverv. Kommunen bør derfor arbejde for mere differentierede og styrende arealanvendelseskategorier.
Byggetilladelser har formelt ikke noget med kommuneplan eller lokalplaner at gøre i det omfang, at de sidste overholdes. Men byggesager går fra at være kvantitative til at være kvalitative, når tilstrækkeligt mange af dem samlet forandrer byen, idet byen eller bydele hermed ændrer karakter og funktion, uden dette overhovedet har været til drøftelse endsige er vedtaget. Byggetilladelser, som også mest handler om mere, flere og højere, bliver derfor også en spiller i byens udtryk. Derfor skal der meget mere fokus på byggesagerne.
Byggesagsbehandling er delegeret til forvaltningen, hvilket betyder, at Teknik- og miljøudvalget og de øvrige politikere først opdager en byggesag, når løbet er kørt og der ingen vej tilbage er. Endnu værre er det, at de ingen fornemmelse får af, hvilke beslutningsprocesser, der fører til, hvorvidt en byggesag anses for at være en lokalplansag, eller på anden vis er så indgribende, at den burde politisk behandles.
Det er ikke vores hensigt, at udvalget skal sagsbehandle, men blot få en fornemmelse af, hvad det senere kan blive stillet til regnskab for – og således kan vurdere, om delegationen bør ændres for visse sager. Vores forslag vil være, at man beder om at se bestemte byggesager. Det kunne dreje sig om omfang, en følsom lokalisering, generering af trafik, ændret anvendelse, æstetisk mv. Det kan man allerede i dag, men det kræver, at man ved, at de er der.
Historien om den store tilvækst af beboere lever stadig. ”Det er udviklingen”, skriver man. Vi synes, at der i planen skjuler sig en apolitisk, opgivende tilgang til planspørgsmålet kendetegnet ved, at man fremskriver eksisterende tendenser og kalder det ”udviklingen”. Men politik og planlægning handler om at styre ikke om at overlade udviklingen til hverken Vorherre, bygherrer, udviklere eller kapitalfonde.
Situationen i Indre By
Vores bydel er forskellig fra andre bydele i og med, at beboerne bor i fire/fem beboelseskvarterer (Nyboder, Nansensgade, Gl. Holm, Frederiksstaden og Glyptoteket). Det sidste er sammen med middelalderbyen under affolkning, når erhverv og turister (hoteller) presser beboerne ud. Vi er uforstående over for, at kommunen tilsyneladende uden planmæssige overvejelser lader en så stor mængde hoteller opføre. De fortrænger vælgere og skatteydere og pisker priserne i vejret. Hvis de skal overleve, skal antallet af turister stige i et omfang, som vil smadre dagliglivet i Indre By og brokvartererne, hvor det handelsliv, som retter sig mod københavnerne, ikke kan betale butikslejen.
Middelalderbyen, som skulle være et unikt trækplaster for udenbys gæster, lader man forfalde med tomme butikslokaler, tarvelige discountbutikker, ringe spisesteder og enorme plankeværker/stilladser til de langvarige ombygninger, der åbner med huslejer, som kun de store kædeforretninger har råd til at holde kørende/tabe på med signaturbutikker. Det er ikke særlig unikt. En tilsvarende ødelæggende laden stå til tvang Amsterdam i knæ år tilbage, og man behøver jo ikke at gentage andre byers dumheder. Nu kender vi godt svaret om, at det ikke har noget med kommuneplanen at gøre, men hvis der var vilje til planlægning, kan man som sagt styre meget med fornuftig forvaltning. Men det fordrer kvalitative og ikke kvantitative visioner.