Kontanthjælpen er nu lavere, selvom fattigdommen allerede var steget

Kommunevalget bør handle om lighed. Finansministeren finder milliarder, samtidig med at fattigdommen vil stige i kommunerne, fordi den nye kontanthjælpsreform nu er trådt i kraft.

Af: Charlotte Lund, Vanløse afdelingen

Den 31. juli gik den nye kontanthjælpsaftale fra at være politiske talepinde til at blive benhård virkelighed. For den dag tikkede de første – lavere – udbetalinger ind på de allermest udsatte medborgeres kontoer. Reformen er vedtaget af SF, S, RV, V, K og M, og den indeholder elementer der kan øge risikoen for hjemløshed, især ved afskaffelse af den særlige støtte, der tidligere hjalp de allerfattigste mennesker med at betale husleje. Sociale NGOer og andre fagfolk har samstemmende sagt at reformen kan føre til flere hjemløse, flere udsatte og flere fortvivlede. Der er aldrig gode tidspunkter at sådan noget sker, men dette tidspunkt virker ekstra dårligt. Dels sker det samtidig med landets finansminister finder bunker af ubrugte ekstra milliarder i statskassen. Og dels bliver denne fattigdomsreform kulminationen på en række virkelig skidt og ulighedsskabende statistik.

Der særligt tre tal, der stikker ud. 200. 2300. 27

200.  Så mange flere hjemløse er der i Danmark nu, end sidst man talte. Nu er der der mere end 6000 på landsplan. Det er flere end der bor i Assens. Alt tyder på at afskaffelsen af boligstilskuddet kun vil få dette tal til at stige. 2300 så mange flere børn lever nu i fattigdom i Danmark, end sidst man talte. Nu er tallet næsten oppe på 50.000. Det svarer til alle der bor i Herning. Den nye reform rammer også familier med børn. 27. Så mange pct er dagligvarer steget siden regeringen trådte til. Det betyder at hvis dit madbudget tidligere varede måneden ud, så løber du nu tør efter tre uger. Det er ekstra kritisk når indtægten samtidig falder drastisk.

Vi står i en kæmpe ulighedskrise. Og den blev markant større den 31. juli.

Uligheden har aldrig været højere, siden vi begyndte at måle den. Kommunalt gør vi hvad vi kan. Vi udfordrer budgetlov, presser økonomiaftalerne i socialpolitisk retning, og i København har vi tilkæmpet børnefattigdomsgrænse, større rådighedsbeløb og boliger til hjemløse. Men hvis man fra det politiske flertal sætter trumf på, og nedbarberer de fattigstes indkomst, som det sker med den her reform, så kan vi ikke følge med kommunalt. Og det kan få alvorlige følger. Derfor bør kommunalvalget til november blive et valg for lighed. Det bliver simpelthen nødt til at være et emne som vi taler om. Alle steder. For den her situation er fuldkommen uholdbar.

Læs også:
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd: Danmark-har-nordisk-rekord-i-økonomisk-udsathed fra august 2025 Grafen er herfra. Hovedkonklusion: En person ud af 5 (18%) er i risiko for fattigdom eller social eksklusion.