Krisepolitik i en spansk landsby – eller socialisme i Andalusien

Af:

Jens Peter Kaj Jensen, Rød+Grøn

Socialismen er ikke på dagsordenen, når der er kommunalvalg i Holstebro, men sådan er det ikke i alle udkantskommuner.

En andalusisk landkommune

Marinaleda ligger i 200 meters højde ved Rio Blancos bifloder mellem Cordoba og Sevilla. Når man stiger af bussen, mærker man ikke straks, hvordan den undseelige, hvidkalkede pueblo adskiller sig fra enhver anden andalusisk landsby. Det gamle centrum er omkranset af fornuftigt nybyggeri, en smule industri længere ude i periferien og så ellers opdyrkede agre så langt øjet rækker. Alhonoz-borgruinen tolv kilometer derfra er maurisk, og som så mange andre steder i Andalusien finder man reminiscenser af både romerske og mauriske bosættelser i den lille flække.

En skimlet køter strækker sig i solen på den stille hovedvej. Den vender langsomt hovedet efter en lavstammet mand på cykel, men ørerne rejser sig ikke. Alt er ved det vante. Ham har den set så tit.

Men noget mangler alligevel i billedet, når man ankommer. Hvor er alle de sammensunkne huse, som har stået tomme, siden landbrugets industrialisering affolkede disse pueblos for flere menneskealdre siden? Marinaleda har ganske vist ingen prangende monumenter eller luxuriøse offentlige bygninger, men den er heller ikke præget det forfald, som man ellers ser i de små landbrugssamfund. Her er nemlig hverken affolkning eller arbejdsløshed. Indbyggertallet har været nogenlunde stabilt siden 1940, hvor der var 2500 indbyggere. Nu er her knap 2800, og langt de fleste voksne arbejder i det lokale landbrugskooperativ, El Humoso, eller på den tilknyttede konservesfabrik.

Kooperativet

I Marinaleda dyrker man grønne bønner, artiskok, chili og broccoli. Det meste økologisk. Man har valgt de afgrøder, som kræver mest arbejdskraft. Sådan skaber man beskæftigelse. Og afgrøderne skal høstes på forskellige tidspunkter af året, så der er noget at lave hele året. Da det samtidig er afgrøder, som efterspørges til en høj pris, kan det betale sig. Den strategi giver ikke det største euro-afkast per hektar, men nok. Der er ingen aktionærer, som skal have udbytte. Overskuddet geninvesteres. Det skal sikre landarbejderne et godt og stabilt arbejdsliv. Under den økonomiske krise fra 2007-2014 lå arbejdsløsheden i Spanien på 25 %, og i landdistrikterne var den højere. I Marinaleda var den 1 %. Alle her kan få arbejde.

Arbejdsugen er på cirka 30 timer i gennemsnit. Arbejdet er hårdt, især under udplantning og høst, men man skal ikke slides op. Enhedslønnen ligger på cirka 9.500 kroner om måneden. Til sammenligning ligger gennemsnitslønnen for en landarbejder i Andalusien på cirka 6.500 kroner.

Er dette socialisme; en kommunal socialisme med elementer af markedsøkonomi? Eller er det blot en solidarisk kriseløsning, som er blevet permanent, fordi den virkede, og fordi krisen i de spanske udkantskommuner er permanent?

Den røde landsby

Marinaleda er med i et republikansk netværk og flager derfor ikke kun med monarkiets lovpligtige rød-gul-røde fane, men også med en republikansk grøn-hvid-rød trikolore: natur, fred og solidaritet.

Her i byen er gader og pladser er ikke navngivet efter Jesus eller Francos generaler, men fx efter Salvador Allende og Che Guevara. En vej er opkaldt efter den andalusiske anarkist Fermín Salvochea. Eller de hedder Solidaritetsvej og Broderskabsvej. Hovedvejen hedder Frihedens Aveny. Men i Spanien må visse gader nødvendigvis bære helgennavne. En er opkaldt efter Skt. Laurentius, som blev stegt levende, fordi han som skattemester, mod kejser Valerians ønske, havde givet kirkens penge til de fattige. På facaden af folkets hus, der også er rådhus, ser man et stort maleri af Che.

Derinde har de røde regeret siden 1979, hvor de første kommunevalg efter Francos død blev afholdt. Den røde alliance CUT vandt 9 ud af 11 pladser, og de har haft det absolutte flertal lige siden. I 1986 sluttede de sig til IU, den spanske Enhedslisten. IU har stadig 9 sæder og socialdemokraterne i PSOE har 2. De konservative får 4 % og kommer ikke ind.

Borgmesteren, Juan Manuel Sánchez Gordillo, har stået i spidsen fra begyndelsen. Som fagforeningsmand var han med til at organisere besættelsen og ibrugtagningen af de jorde, som nu tilhører kooperativet, et demokratisk styret arbejdsfællesskab, som leverer fundamentet for kommunens socialistiske økonomi.

Jordene tilhørte tidligere hertug Íñigo de Arteaga y Falguera, som ikke brugte dem til noget. Men landbefolkningen sultede, så den unge Gordillo gik i sultestrejke for at gøre opmærksom på problemerne. De 13 dages faste i den drønhede andalusiske sommer vakte opmærksomhed. Sådan begyndte La Lucha. Det var socialistisk klassekamp, men i sin måde at kæmpe på, er Gordillo mest inspireret af Mahatma Gandhis civile ulydighed. Sammen med lokale landarbejdere gik han i gang med at dyrke den golde jord. Efter 12 års strid gav den andalusiske autonomi-regering i 1991 kooperativet lov til at beholde de 1.200 hektar, som de lever af.

Hvad med økonomien?

En stor del af kommunens økonomi kommer fra statslige bloktilskud, tilskud fra Andalusien og fra Sevillas provins. Men Marinaleda modtager 6,61% mindre per indbygger end gennemsnittet for andalusiske kommuner.

De lever ikke i et lukket rum, men sælger deres varer i verden udenfor og er en del af det globale marked. Det er med til at sætte betingelserne for deres virke.

Marinaledas økonomiske model forudsætter, at det omgivende samfund stiller fx hospitaler og uddannelsesinstitutioner til rådighed. Marinaleda sparer også mange penge ved fx ikke at have kommunalt politi. De har også sjældent brug for politi, for fattigdommen er afskaffet og ligheden udpræget. Men kunne man forestille sig deres model udbredt til flere kommuner? Der er opstået flere kooperativer i Andalusien, inspireret af El Humoso, men kunne hele Spanien fungere efter samme principper?

Kan modellen bruges til krisehåndtering på Lolland og i andre danske udkantskommuner?

Et folkeligt demokrati

Kommunalbestyrelsen vælges for fireårige perioder. Sådan er det i Spanien ligesom i Danmark. Men i Marinaleda er demokratiet er mere dybtgående. Her træffes de vigtige beslutninger (kommunale udgifter, bolig, arbejde) på stormøder, hvor alle kan tale og stemme. Normalt foregår det ved håndsoprækning, men ved særligt følsomme beslutninger er der hemmelig afstemning. Det foregår både på stormøder og ved mindre møder i kvartersrådene.

Borgerne deltager. Det gør de også, når der er ‘Rød søndag’. Så blæses der til samling i et tyrehorn fra folkets hus. Det betyder, at byens gader gøres rent, vejstriberne males, eller hvad der nu er behov for. Det er ikke en pligt, men de fleste synes at føle et ansvar for deres pueblo.

Man kan spørge, om ikke Gordillos reelle magt er for stor. Hvad, han siger, gælder. Han har spillet så stor en rolle i opbygningen af det lille samfund, at hans ord sjældent udfordres. Også borgmesteren skal dø en dag. Er byen klar til at stole på sine egne beslutninger, når han ikke har sagt god for dem?

At indbyggerne i Marinaleda er oprørske, er ikke noget nyt. Ved det sidste demokratiske valg, inden borgerkrigen begyndte i 1936, vandt folkefronten (altså republikanerne) magten i byen. Tidligere havde monarkisterne siddet på magten, fordi kun cirka 12 % af befolkningen havde stemmeret. Fordi de røde havde vundet valget i februar 1936, led byen en hård skæbne, da Francos tropper nåede frem. De myrdede borgmesteren, hans søn og mindst 30 andre borgere. Fascisterne holdt byen i et jerngreb og dyb fattigdom frem til Francos død i 1975. Da var arbejdsløsheden på 60 % i Andalusien.

Gratis hus og velfærdsgoder

Kommunen stiller byggegrund, byggematerialer og arkitekt- og byggeteknisk bistand til rådighed for familier. Gratis. Men familien skal selv bygge. En gruppe på fx otte familier sætter byggeriet af otte ens huse i gang samtidig. Den byggetekniske rådgiver registrerer, hvor mange arbejdstimer de enkelte familier lægger i byggeriet, og den familie, som har arbejdet mest, får efterfølgende lov at vælge hus først. Der er ingen husleje, blot en forbrugsafgift på 120 kr./måned. Huset er deres, men må ikke sælges. Kapitalisering af jord er en af de mest ulighedsskabende faktorer, siger Gordillo, så det forsøger man at modgå her.

Fattige andalusiske familier kan med offentlige tilskud komme ned på 550 kr./md. for en vuggestueplads, men i Marinaleda koster de kun 112 kr. Børn kan gå gratis til sport tre gange om ugen. Voksne får gratis aftenskoleundervisning. Man får adgang til den kommunale pøl hele sommeren for 45 kr. Det lyder måske ikke som noget særligt for en dansker, men det er det her. Spanien er ikke en velfærdsstat som den danske.

Man kan vælge mellem syv barer/restauranter i landsbyen. Det kan man ikke i Høng eller Ruds Vedby, men spaniere lever ikke primært i hjemmet. De har brug for en stambar, hvor de kan mødes med naboer, venner, kolleger og familie. Her er isenkræmmer, supermarked, fiskehandel, grønthandel, købmand, mekaniker, frisør, bank. De har ingen golfbaner, lufthavne eller operahuse, men det har de nu heller ikke i nabolandsbyen. I juli afholder kommunen en festival med klassisk, akustisk flamenco. De holder også karneval, og både en katolsk påskeuge og en samtidig alternativ uges kulturfest for freden. Kirken er ikke så dominerende her som i den gennemsnitlige pueblo. På Gandhis dødsdag fejrer de fred og ikke-vold med en kulturfestival for børn. De har et nyt, kommunalt amfiteater, bibliotek, naturpark, en koncertsal, gode skoler og idræts- og sportsfaciliteter i sammenligning med andre landsbyer.

Keder den sig, den dovne køter på den støvede asfalt på Frihedens Aveny? Hvem ved, men næppe mere end gadekrydset i den næste landsby nede ad vejen. Måske kan den lide at kede sig netop her?