Kulturstafetten: Dukkehjemmet eksisterer stadig

Af:

I år er det 140 år siden, at den store norske dramatiker Henrik Ibsens “Et dukkehjem” havde premiere. I den anledning har stykket været opført både på Aalborg og Vendsyssel Teater.

Peter Hobel, uddannelsesforsker på Syddansk Universitet

I sine samtidsdramaer sætter Ibsen problemer til debat. I “Et dukkehjem” er det kvindens retsløshed, det borgerlige ægteskab og kvindefrigørelse.

Ibsen udviklede en teknik, hvor personernes fortid og dybden i konflikterne gennem dialogen langsomt trævles op for publikum og for dramaets personer. Med Marx’ ord kan man sige, at han blotlægger modsigelsen mellem “Schein” og “Sein” i det borgerlige samfund.

I “Et dukkehjem” vil Nora Helmer ikke være en dukke, en ting. Da hendes mand, Torvald, der er bankdirektør, bliver syg, forfalsker hun sin fars underskrift og tager et lån, så han kan komme på det nødvendige kurophold. Da gældsbrevet skal fornys, får Torvald nys om sagen, og han ikke bare fordømmer Nora, men forlanger at ægteskabet for ærens skyld skal opretholdes, men at børnene ikke må se deres kriminelle mor. Nora mener ikke, at hun har et kriminelt sindelag. Hun har handlet af kærlighed til sin mand. Konfronteret med Torvalds fordømmelse går hun. Hun vil ikke ses som en ting, en dukke, men være et handlende menneske. Dramaet ender med, at hoveddøren smækker i efter hende.

I en anmeldelse fra 1917 skriver Gramsci, at de italienske borgere i Torino udtrykte synlig væmmelse over sidste akt. Den eneste “frigjorte” kvinde, de kan acceptere, skriver han, er cocotten.

Nåede man ikke at se dramaet, kan man i stedet læse det – det går også. Eller vente, til det bliver sat op igen.