Danmarks bedst bevarede fattiggård ligger i Svendborg. I dag er den blevet til Danmarks Forsorgsmuseum, hvor den grimme fortid udstilles.
Frede Jakobsen
Op kl. 5. I seng kl. 21. Heraf 11 timers arbejde. Sådan var det på Fattiggården i Svendborg for de tvangsanbragte. For ”de værdige” (gamle og enlige, som ikke have nogen til at forsørge sig). Og allerværst for de ”dovne og forfaldne subjekter”, som bare ikke gad få sig et arbejde (ja, det lyder næsten som i dag). Og de skulle knokle på Arbejdsanstalten – mænd for sig, kvinder for sig – når de var der.
At træde ind i museet er som at træde ind i gamle dage – som slet ikke er så gamle endda. Godt nok skete der noget med socialloven i i 1961. Det blev ”frivilligt” at være der, pigtråden blev pillet ned, og man mistede ikke længere sine borgerrettigheder. Men forholdene forblev elendige. ”En skamplet”, kaldte Svendborg Avis det. Så i 1974 blev Fattiggården lukket – det er altså kun 45 år siden.
Det var dengang for ikke særligt længe siden. Det var grimt. Og den historie fortælles glimrende på museet. Uden omsvøb. Uden undskyldninger. Deprimerende.
En del af interiøret fra dengang er der endnu. Bl.a. redskaberne, som lemmerne brugte til at væve dørmåtter, slå sten til skærver eller sortere ispinde. Man skulle arbejde for at være der. Man skulle yde for at ”nyde”.
Med fotos og oplysende plancher giver museet et barskt indblik i de udstødtes hverdag. Det er grumt. Men museet gør mere end det. F.eks. med en udstilling om Godhavndrengene (museets folk stod bag Godhavn-rapporten) og børnehjemsbørns forhold i det hele taget. Og med en udstilling om hjemløse i dagens Danmark.
Dengang var fattigdommen tydelig i Danmark. Den er knap så tydelig i dag. Men den er der. Også det vil du forstå ved at besøge dette fantastiske museum. Du bliver ikke i godt humør af det. Men det er vist heller ikke meningen.
Danmarks Forsorgsmuseum, Grubemøllevej 13, Svendborg. www.forsorgsmuseet.dk