Jeg vil helt ubeskedent fortælle om et af mine egne projekter: teaterkoncerten “KLINT 2 – Lyden af en Verdensarv”. Den spillede i august i et enormt, pyramideformet lagerrum i Boesdal Kalkbrud ved Rødvig på Stevns.
Lene Vestergård, skuespiller, instruktør og dramatiker
Perkussionist og komponist Birgit Løkke og jeg havde i årevis ønsket at bruge Boesdal-pyramidens enestående akustik til ’noget’ med stemmen i centrum.
Ideen til indholdet kom i 2014, da Stevns Klint blev optaget på UNESCOs liste over verdensarv på grund af en grå stribe i klinten, der adskiller kridttid og tertiærtid. Det tynde lag indeholder aske fra meteornedslaget, der for 65-66 millioner år siden udslettede over halvdelen af alle livsformer på jorden, bl.a. dinosaurerne. Udslettelsen gav plads til, at små pattedyr kunne udvikle sig.
Det drama, i den bygning, gav vi os i kast med uden anelse om, hvilken form, vi arbejdede henimod. Det blev til KLINT i august 2016. Vi udviklede materialet til KLINT 2 i år.
Voksede frem i et netværk af samarbejder
Tekst og musik blev til i vekselvirkning mellem videnskab og æstetiske greb, mellem geologer og kunstnere. Korsangere meldte sig i en blanding af interesse for naturen lokalt, specialviden om geologi og mod på iscenesat, nyskrevet kormusik. En lokal skulptør gjorde klintens materialer til et unikt instrument. Foreninger, organisationer og enkeltpersoner bød ind med viden og arbejdskraft, og de udvidede projektet med verdensarvs-aktiviteter rundt om forestillingen. Lokalt erhvervsliv bidrog med funktioner og materialer. Kommunen bakkede op sammen med private fonde. Professionelle sangere, teknikere og dirigenten indgik i nye relationer.
Birgits og min idé om et scenisk musikværk om 100 millioner års geologi voksede til en samskabelse, som ingen kunne forudse. Publikums reaktioner har bevæget sig omkring livets sårbarhed. Om ansvar. Om selv at være geologi.
Uddrag af brev fra en tilskuer:
“TAK for […] bekræftelsen af, at scenekunsten i kombination med en sfærisk, undervandsagtig musik stadig er i stand til at gribe os og formidle selv det mest uudsigelige, så det giver mening.”