Kulturstafetten: Var du turist i slummen i går?

Lone Aburas er aktuel med sin første digtsamling: ’Den sorte bog’.

Lole Møller, Rød+Grøn

Er det fint og litterært nok at skrive direkte om den nære historie og politiske situation? Skal litteratur og digtning måles på dens mulige betydning for eftertiden eller på det indblik, den kan give i livet, som det udfolder sig her og nu? Skal den være smuk og poetisk? Eller kan det litterære sprog berige den politiske debat? Kan man med digteren Otto Gelsteds ord ønske sig, at ’det må ikke kunne siges, at verdenshavet er i oprør og kunsten ligner et akvarium’. Er det måske sådan, at ’jo mere kunsten føler for hele menneskehedens skæbne som sin egen, des større mulighed vil den have for at gribe menneskene’?

Lige nu er forfatteren Lone Aburas aktuel med sin første digtsamling ’Den sorte bog’. Lone Aburas konstaterer selv, at man må skrive om alt muligt i dag, men at skrive politisk er kikset. Det er blevet sådan lidt tabu. I sit efterhånden store forfatterskab skriver hun om asyl- og flygtningepolitik. Der fortælles om mennesker i konkurrencestaten og om en blandet kulturbaggrund med ægyptiske rødder. Det er humoristisk og satirisk med et skarpt blik på det velmenende salonsocialistiske mennesker, der mener det rigtige, men ingenting gør. Det er bestemt ikke kendeligt at dykke ned i bøger som ’Politisk Roman’, ’Føtexsøen’ og ’Det er et jeg der taler’. Som forfatteren skriver i digtsamlingen:

Jeg kan blive ved med at

skrive om konkrete uretfærdigheder

herfra og ind i et planetarisk futurum.

Så kommer forårssolen og lyser håbløsheden op.