Både hvad løn og værnemidler angår, er FOA’s medlemmer nedprioriteret. I pandemiens undtagelsestilstand opstod ikke desto mindre arbejdsglæde, og det bør få politikerne til at lytte, mener forbundsformand Mona Striib.
Sarah Glerup, Rød+Grøn
Med mere end 80 procent
kvindelige medlemmer har FOA ligelønsudfordringen tæt inde på livet. Samtidig
har forbundet brugt mange kræfter på at støtte medlemmerne under Covid-19. For
det er ikke kun i forhold til løn, at de såkaldte kvindefag ryger bagest i
køen.
– Vores medlemmer blev nedprioriteret i starten af pandemien, hvor markedet var
støvsuget for værnemidler. Dem, der var, blev kanaliseret over i sygehusene,
mens Sundhedsmyndighederne meddelte, at f.eks. hjemmeplejen skam ikke behøvede
værnemidler. Det på trods af, at vi i den grad taler om udsatte borgere, som
man jo ikke kan hjælpe på to meters afstand, fortæller forbundsformand Mona
Striib.
– Da så genåbningen begyndte, og budskabet lød, at tatovører og frisører skulle
bruge visir, sad vores medlemmer med kæben nede på bordet og tænkte: hvad
pokker er det her for noget?!
Pandemien gav anerkendelse
Den manglende prioritering af plejesektoren under pandemien er rystende. Formanden har talt med medlemmer, som undlod at se egne børn for at kunne passe deres arbejde med sårbare ældre. Med medlemmer, der lod sig isolere i sommerhus med en smittet borger fra et bosted. Og med medlemmer, der pludselig kun fik udleveret seks par engangshandsker til en hel weekendvagt på plejehjemmet.
Det siger altså ét og andet om, hvor ringe vilkårene er til hverdag, når mange FOA-medlemmer rent faktisk har fået større arbejdsglæde under Covid19.
– Den eneste vej til at skærme sine udsatte borgere mod smitte er jo at organisere sig i mindre teams. Det formåede man på nogle plejecentre, bl.a. ved at gøre brug af alles fagligheder frem for at slås om, hvem der må gøre hvad. Og i stedet for at blive styret af en rigid regnearksledelse, der har sat x antal sekunder af til at sætte en støttestrømpe på, fik man frihed til selv at vurdere behovet. Dét gav arbejdsglæde! Det samme gjorde oplevelsen af pludselig at føle sig set som en værdifuld faggruppe, der har betydning for, at velfærdssamfundet hænger sammen, pointerer formanden.
Anerkendelse skal selvfølgelig følges op af ligeløn, men de gode erfaringer fra pandemien må politikerne også gerne huske i den kommende nærhedsreform.
Plejesektoren skal have et løft
Nye måder at organisere arbejdet på hjælper dog kun, hvis grundnormeringen rækker, og her minder Mona Striib om, at mere end tre fjerdedele af de ældre på plejecentrene er demente.
– Vi er nødt til at tale om, hvilken normering demente kræver. Nogle politikere ser en løsning i at give bruger-pårørende-råd medbestemmelse over personalet. Men det vil altså ikke hjælpe de borgere, vores medlemmer tager sig af. Det er ikke ældre, der går rundt og hygger sig og selv kan deltage i nogle af opgaverne.
De små teams, der mindsker smitterisikoen, øger arbejdsglæden og betyder, at borgere med brug for hjælp ikke “oplever sig selv som Roskilde Banegård”, kan ikke realiseres uden ordentlig bemanding. Mange steder er man på nødberedskabsniveau, fortæller Mona Striib, der glæder dig over Enhedslistens ældreudspil til finanslovsforhandlingerne.
– Hvis det kommer igennem, er det et skridt i den rigtige retning, men vores udfordringer med rekruttering er komplekse. Det handler både om at få langt flere på fuldtid – i nogle af vores faggrupper er over 86 procent på deltid – om at mindske sygefraværet og om at uddanne flere. Vi har et meget højt frafald på vores erhvervsuddannelser. For nogle handler det om, at de får et chok, når de første gang kommer i praktik og oplever arbejdspresset. For andre handler det om, at kravene på uddannelserne er blevet skærpet. Der har vi nogle unge, vi skal støtte bedre op om allerede i folkeskolen.
Formanden anmoder desuden Enhedslisten om at huske flere borgere end blot demente Else og Niels.
– Politikere kan godt have en tendens til kun at fokusere på den dagsorden, der lige har været i medierne. Men der er også hårdt brug for et løft af hele social- og handikapområdet. Det bliver ofte fanget mellem det kommunale og regionale og ender i ingenmandsland under fokus og ressourcer.
Ligeløn kræver paradigmeskift
Selvom FOA’s medlemmer uden tvivl er en del af frontpersonalet under Covid-19, vil formanden ikke bruge det som et argument for mere i løn.
– Man skal være varsom med at blande de to ting sammen. Når vi ser på tværs af faggrupperne i den offentlige sektor, så har mange gjort en ekstraordinær indsats under Covid-19. Det ændrer ikke på det problem, at ligelønnen helt grundlæggende halter, fastslår hun.
I FOA’s optik findes løsningen i to separate dagsordner. Den ene er velkendt i Enhedslisten, nemlig at Christiansborg må levere en ligelønspulje til fremtidige overenskomstforhandlinger.
– Kvindefag blev i tidernes morgen, i forbindelse med tjenestemandsreformen, indplaceret alt for lavt. Derfor skal de nu have et ekstraordinært løft fra politisk hold. Christiansborg skal selvfølgelig ikke blande sig i, hvilke specifikke faggrupper pengene skal gå til, men ligelønspuljen må man gerne levere, forklarer formanden.
Den anden dagsorden handler om selve måden, vi i det offentlige forhandler løn på: nemlig i procenter frem for kroner og øre.
– Hver gang man kræver generelle lønstigninger i procent, så giver vi mest til dem, der har mest, og mindst til dem, der har mindst. Det har vi altid gjort, og resultatet er et voksende løngab. Nogle af de højtlønnede raser over, at FOA og 3F vover at tage den her dagsorden op. For jo højere uddannelse og løn, du har, desto mere synes du typisk, at procenter er fint. Men vi er skam ikke ude på at tage noget fra nogen! Det handler slet og ret om retfærdig løndannelse, hvor vi løfter fra bunden. Den kræver et paradigmeskifte, som jeg håber, at Enhedslistens medlemmer vil bakke op om, slutter Mona Striib.