I disse uger begynder forhandlingerne om næste års budgetter i landets 98 kommuner. Det er valgår, og derfor vil der mange steder blive holdt igen med sparekatalogerne. Men besparelser og triste skøn for fremtiden er blevet en fast del af kommunens budgetlægning, og det øger risikoen for at ende i Dødens gab.
Sparekatalogerne er desværre ellers blevet en lige så fast bestanddel af det kommunale Danmark som borgmesterkæder og sjove konstitueringer. År efter år bliver landets mange byrødder såvel som medarbejderne i den borgernære, kommunale velfærd præsenteret for sparekataloger, som gradvist skærer mere og mere ned på den kommunale velfærd og service.
Den økonomiske ramme er øget – men der er stadig et stort efterslæb
I mange år var det en direkte konsekvens af, at skiftende regeringer gav kommunerne alt for få penge til at drive velfærden for. I flere år var man under det demografiske træk og i enkelte år var der tale om nul- eller endog minusvækst. Hvis man ville følge med ikke blot demografi, men også velstandsudviklingen var man meget langt fra. Efterslæbet fra finanskrisen og frem til i dag i velfærden ligger i underkanten af 50 milliarder kr.
De seneste to år er der dog faktisk blevet lavet økonomiaftaler, der har en vækstramme, der svarer ikke kun til det demografiske træk, men som også honorerer velstandsudviklingen. Selv om der stadig er et enormt efterslæb, store udfordringer og at man sagtens kan argumentere for endnu større økonomiaftaler, så er det trods alt skridt i den rigtige retning.
Fremtidens udgifter og indtægter bygger på skøn
Selv om der således de sidste to år er kommet væsentligt flere penge til velfærden, så kan man dog ikke vide sig sikker på, at dette vil fjerne behovet for sparekataloger.
Der kan være lokale udfordringer, som gør, at budgetterne skrider, og disse skal håndteres. Men der er også en generel tendens i den kommunale budgetlægning, som desværre er med til at skabe en grundlæggende logik, der vil kræve evindelige besparelser for tid og evighed. En af mine gode kollegaer kalder tendensen for ”dødens gab”.
”Dødens gab” består af to grafer. Den ene viser de kommunale indtægter og den anden de kommunale udgifter. Grafen for de kommunale indtægter er flad, mens grafen for de kommunale udgifter bare vokser og vokser år for år.
De kommunale budgetter relaterer sig således især til det konkrete budgetår, der forhandles om. Men kommunerne arbejder typisk med flerårige budgetter, og det er især det som sker ude i de såkaldte overslagsår, altså fremtidige år, som er problematisk og som skaber dødens gab.
Den kommunale forvaltning skønner således på baggrund af deres demografimodeller over udviklingen i kommunens befolkning de kommende år. Hvor mange skatteborgere er plejekrævende ældre og børn, som koster kommunen mange ressourcer? Da Danmark de kommende år har en meget stor vækst i gruppen af +80-årige, så vil man meget naturligt få stigende servicebehov, som koster flere penge. Derfor er det ikke skørt eller urimeligt, at kommunerne fremskriver stigende udgifter.
Der hvor problemet opstår, er, når kommunerne kigger på indtægtssiden. Her er man meget konservative, og i mange kommunale budgetter antager man således, at indtægtssiden er konstant eller måske endda falder svagt. Det skyldes, at kommunens embedsmænd vil være på den sikre side. Det forstår man jo godt. For man kan ikke vide, om man får en supergod økonomiaftele i 2028. Indtægterne er jo i høj grad via økonomiaftalerne, som er politisk bestemte. Derfor synes det også at være et fornuftigt princip, at man baserer sig på det, man ved man har, frem for usikre forventninger om, hvad kommende aftaler måske vil give af penge.
Problemet er bare, at når man fremskriver udgifterne med en forventelig stigende tendens, og man ikke gør noget tilsvarende for indtægtssiden, så kan man ikke undgå at ende i dødens gab. Inden for få år vil udgifter løbe fra indtægterne. Svaret på dette vil således ofte være sparekataloger, hvor kommunerne fx gennem mindreforbrug på velfærd og deciderede besparelser, forsøger at lave en økonomisk sikring mod fremtiden, tit i form af besparelser som skal generere penge, der kan blive behov for i overslagsårene.
Er der basis for at tro på dødens gab?
Det er et åbent spørgsmål, hvorvidt dødens gab er en realitet. Der er naturligvis en risiko for at kommunens indtægter står stille. Fx hvis kommunen har en meget aldrende befolkning. Eller hvis vi, gud forbyde det, fik en regering med Alex Vanopslagh og resten af blå blok, som begyndte at lave dårlige økonomiaftaler. Det er en risiko. Men det er ikke en risiko som er særlig stor.
De seneste to økonomiaftaler har jo givet rigtig godt med penge. Men hvis 2029 ser helt drakonisk ud med et stor underskud i fremskrivningen, så kan dette bruges som motivation til alligevel at udrulle spareforslag. Det er desværre blevet et mantra, at kommunen ser ind i svære år i overslagsårene, og derfor skal der spares på velfærden, så man har penge nok til at finansiere fremtiden. Kort sagt – med den gængse praksis så vil der altid være et behov for sparekataloger.
Men man skal altså ikke lade sig narre af de dystre prognoser. Det er muligt at udgifterne stiger, men at antage, at indtægterne ikke kommer til at stige overhovedet, er simpelthen borgerlig ideologi, når det er værst. Det ville således være meget overraskende, hvis ikke fremtidige indtægter også kommer til at stige. Man kan ikke vide, hvordan økonomiaftalerne lander, men der er intet der tyder på at politikerne i SMV har en interesse i at spare særlig meget på velfærden. At antage at man ikke får flere penge i kommuneaftalerne de næste år er langt mere usandsynligt end af de faktisk får flere penge.
En klar opfordring her:
Hvis din kommune præsenterer et budget med dystre fremtidsudsigter og et dødens gab, så stil kritiske spørgsmål: Hvor sikre er de tal? Hvordan kan det være, at man antager en stribe elendige økonomiaftaler, når vi netop to år i træk har fået det modsatte. Er dette en fair og retvisende betragtning?
Grundlæggende er det godt at orientere sig ift. fremtidens udfordringer, men det er destruktivt og dumt, at man på denne måde kun fremskriver alt det der koster penge uden at fremskrive alt det, der giver penge i kassen. Så vil politikere naturligvis bliver nervøse og lave besparelser for at fremtidssikre kommunens økonomi. Med dødens gab som regneprincip vil der næsten altid og alle steder være et underskud i overslagsårene, som man skal håndtere gennem nu-og-her besparelser, der skal skabe en økonomisk buffer til de sorte år i fremtiden.
Og gang på gang har man så efter budgetår med mindreforbrug og besparelser kommet ud med flotte årsregnskaber, hvor der er store overskud på den kommunale budgetbalance. Det er noget skidt. Kommunerne har desværre i forvejen tendens til mindreforbrug på grund af budgetloven og de sanktioner, der er, hvis man ikke overholder servicelofterne. Og de unuancerede vurderinger af overslagsårene skubber endnu mere på for sparekrav og påholdenhed.
De pessimistiske skøn kan blive selvopfyldende
Det vil så også på sigt medføre at Finansministeriet gør økonomiaftalerne med kommunerne mindre. For hvorfor give penge, som kommunerne alligevel ikke bruger? Det er skruen uden ende og vil føre til en nedadgående spiral for den kommunale økonomi.
Derfor skal dødens gab udfordres. Enten skal man forsøge mere ædrueligt også at fremskrive indtægterne, så man får et mere realistisk billede. Alternativt skal man holde op med at lege spåkone på et grundlag, som er så et-øjet og lade være med at lægge så meget fokus på overslagsårene, når man åbenlyst kun kender den halve sandhed.