Lad os få det gode børneliv tilbage i politik

Det er den enkeltes valg, om og hvornår man vil forsøge at få børn. Men det gode børneliv er vores fælles ansvar. Det er tid til at sætte familiepolitikken på dagsordenen.

Annie Hagel, medlem af Hovedstadens Regionsråd og sundhedsudvalg for Enhedslisten

Som medlem af Region Hovedstadens sundhedsudvalg er jeg medansvarlig for et brev, udvalget har udsendt, med forslag om, at der indføres seksualundervisning på ungdomsuddannelserne, ”så de unge tidligt i livet bliver bevidste om konsekvenserne ved at vente med at få børn sent i livet”.

Jeg tænkte, at oplysning kunne vel ikke skade. Men ved eftertanke er jeg kommet i tvivl. Dels fordi jeg er blevet belært om, at alle unge kvinder ved, at deres fertilitet har en udløbsdato. Dels fordi vi i begrundelsen for forslaget gør det samme som Sundhedsstyrelsen gør med forlaget om, at de praktiserende læger skal tale med de 18-30-årige kvinder, om de planlægger at få børn, og som kampagnen ”Har du talt dine æg i dag” gør. Vi lægger ansvaret over på den enkelte med påstanden om, at ”… der kulturelt (er) sket en forlængelse af ungdomstilværelsen, hvor tanken om børn føles fjern.”

Endnu et krav at leve op til
Der er nok nogle, der har svært ved at slippe ungdomslivet. Men jeg er overbevist om, at der er flere mere tungtvejende grunde til, at mange venter med at få børn. F.eks. om det overhovedet er en god idé at sætte børn i verden. At man venter på den mand eller kvinde, man ønsker at få børn med. At uddannelsen skal gøres færdig, og karrieren skal i gang. Usikkerhed om, hvorvidt der er et fast job og indtjening nok. Om der er en bolig, der er til at betale. Eller for kvindernes vedkommende den ulighed i indtjening og karrieremuligheder det stadig medfører at få et barn.

Nogle af disse forhold har de unge kvinder og mænd selv indflydelse på. Men en række af dem er betingelser, som vi som samfund giver de unge at leve under.

Om og hvornår man vil have børn, er den enkeltes valg. Men det gode børne- og familieliv er vores fælles ansvar. Det må vi som politikere være med til at tage på os. De unge, som vi nu opfordrer til at få børn, er vokset op i en periode, hvor den neoliberale markedstankegang har været dominerende – med den fokus på konkurrence og præstation. De skal leve op til krav om at præstere og komme hurtigt ud på et i øvrigt usikkert arbejdsmarked. I det perspektiv kan oplysning, samtaler og kampagner om at få børn komme til at virke som endnu et krav. Det fremmer næppe lysten.

Familiepolitikken skal genopfindes
Vi havde i Danmark i 60’erne og 70’erne en egentlig familiepolitisk dagsorden. Det var en fælles erkendelse, at børnefamilierne var hårdt pressede i hverdagen, og at det var et fælles samfundsansvar at gøre noget ved det. Men i 90’erne blev det fælles ansvar for familiernes hverdagsliv afløst af det frie valg. Forældrene skulle have valgmuligheder, og politikerne skulle ikke blande sig, medmindre noget gik helt galt i familien. Der er vi stadig. Og selvfølgelig har vi et særligt ansvar for de familier, der har det sværest. Men ved at lade det ”frie valg” erstatte det fælles ansvar, har politikerne ”glemt” det hverdagsliv, som de fleste forældre og børn lever, og som mange har svært ved at få til at hænge sammen. Det frie valg er jo ikke så frit, når det kommer til stykket.

I Enhedslisten har vi faktisk et udmærket (men glemt?) familiepolitisk udspil fra 2015. Det kunne vi jo som en start gå i gang med at opdatere.