Mette Grimstrup er sat til at lede slagets gang på Enhedslistens landskontor. Rød+Grøn har mødt Mette til en snak om, hvad hun skal lave, og hvor organisationen er på vej hen.
Simon Halskov, Rød+Grøn
Hvordan er du blevet socialist og medlem af Enhedslisten?
– Socialist har jeg nok altid været. Men jeg blev medlem af Enhedslisten i 2001, efter World Trade Center, faktisk. Da gik det pludselig op for mig, at “Gud, det er jo ikke de rigtige mennesker, der bestemmer – det kan jo gå helt galt!”. Jeg måtte gøre noget, så jeg meldte mig ind i Enhedslisten og alt andet, der kunne krybe og kravle og gå på venstrefløjen. Fra fredsbevægelser til feministiske aktionsgrupper. Det var en lidt sen vækkelse men til gengæld meget intensiv de første år. Jeg var også med til at arrangere de første store demoer på universitetet, da der kom nedskæringer med Foghs blå regering.
Du har faktisk arbejdet på Landskontoret i de seneste syv år, hvor du har lavet lidt af hvert. Hvordan har Landskontoret ændret sig, siden du første gang trådte ind ad døren?
– Da jeg startede, blev vi opnormeret fra tre til fire ansatte. Det var jo helt crazy dengang! Vi sad på nogle gamle, støvede kontorer i nogle rodebunker, løb rundt om os selv og hinanden og knoklede løs. Og så kom det kæmpe opsving før valget i 2011. Det væltede ind med nye medlemmer, og vi havde faktisk ikke ressourcerne til at følge med. Så vi var bare allesammen totalt smadrede, men også vilde af begejstring over udviklingen.
Og så kom valget…
– Ja, med valget i 2011 kom det store spring herinde. Vi fik en helt anden organisation, med en sekretariatsleder og en mere professionaliseret arbejdsgang. Vi blev en rigtig arbejdsplads, så at sige. Samtidig blev der gennemført en kæmpe ombygning af Studiestræde 24.
Vi gik fra at hænge i med det yderste af neglene, mens alting rodede, til også at have ressourcer til udviklingsarbejdet. Her har Organisationsteamet spillet en kæmpe rolle i forhold til at flytte partiet nye steder hen. Og så har vi jo, med vokseværket, fået en masse gode folk ind.
Jeg hører af og til partikammerater sige: “Hvad laver de overhovedet inde på Landskontoret i København?”. Tror du, det er sivet ordentligt ud i alle afkroge af landet, at man har fået sådan en styrkelse herinde?
– Både ja og nej. Jeg håber og tror, at folk kan mærke, at vi kan nogle flere ting nu, og at tingene virker bedre. Der er blevet opbygget netværk, og der sættes en masse aktiviteter i gang rundt omkring i landet. F.eks. kurser og træf, som rigtig mange medlemmer kan bruge til noget. Men vi kan helt sikkert stadig blive bedre. Men som bataljen om økonomien for nogle år siden viste, så kræver det simpelthen også bare flere ressourcer at være blevet større. Et så kompliceret maskineri som Enhedslisten kræver en vis mængde administration for at kunne fungere.
Du har arbejdet som sekretariatsleder et par måneder nu. Hvordan adskiller dit nuværende arbejde sig fra det, du lavede tidligere som organisationssekretær?
– På en eller anden led er ringen sluttet. For da jeg startede, lavede vi allesammen alting, og alle havde et lidt diffust ansvar for alting. Sådan lidt groft sagt. Hvis lokalhjemmesiderne gik ned, eller hvis forretningsudvalget ikke fik deres referat, så væltede opgaven og ansvaret rundt på os allesammen. Da vi blev flere, blev vi mere specialiserede, hvilket jo også betød, at stressniveauet faldt. Man vidste præcis, hvad man havde ansvaret for, og at nogle andre tog sig af alt det andet. Nu sidder jeg igen lidt med det hele, men på en helt anden måde, heldigvis. Jeg kan uddelegere og vide, at andre har styr på tingene. Og ansvaret er formaliseret. Det betyder alverden.
Enhedslistens organisation er jo ganske omfattende og kringelkroget. Det kan ikke være let at sidde i din stol og skulle have det samlede overblik. Men alt andet lige må det være en fordel, at du har været medlem 15 år og arbejdet i “orkanens øje” i syv år?
– At jeg har været her på et tidspunkt, hvor vi var så få, betyder i hvert fald, at jeg har været inde over rigtig mange forskellige ting. Det giver helt klart en vis styrke at kende historikken. At man selv har siddet med mange af opgaverne og kender udfordringerne. Men jeg tror samtidig, at det var rigtig godt, at der efter valget i 2011 kom en sekretariatsleder udefra, fordi der også ligger en styrke i at se på tingene med andre øjne. Lige nu tror jeg dog det er meget godt, at der bare sidder en, som kender butikken. Jeg er ikke den, der kommer ind og laver det hele om med lean-systemer. Jeg satser mere på at få møffet biksen i en lidt smartere retning med et lille skridt ad gangen.
Hvad er de næste større projekter i landsorganisationen i de kommende år?
– Et af de tiltag, der for alvor kommer til at rykke vores parti fremad, er ansættelsen af regionssekretærer i hele landet. De kan hjælpe os med at få vores arbejde til at spille sammen med de ting, afdelingerne og regionsbestyrelserne knokler med. Det er helt nødvendigt med lokale input, når vi skal diskutere, hvad vi fra centralt hold skal bruge kræfterne på.
– Og så passer det mig rigtig godt, at jeg er blevet ansat i et feministisk år i Enhedslisten. Vi skal simpelthen knække koden i forhold til, hvordan vi får flere kvinder valgt ind. Det duer jo ikke, at vi som feministisk parti trækker den samlede andel af valgte kvinder ned, det er helt skørt! Vi er også et meget hvidt parti. Hvordan når vi ud til folk med anden etnisk baggrund end dansk? Begge dele kræver, at vi måske prøver at tænke og agere på en anden måde end vi plejer, og dét er jo altid en interessant øvelse at give sig i kast med.