Ved at øremærke barsel til begge forældre kan vi lukke løngabet mellem mænd og kvinder. Men selv i 2020 sætter dele af fagbevægelsen og Socialdemokratiet hælene i.
Anna Berg, sekretær på ligestillingsområdet, og Sarah Glerup, Rød+Grøn
I 1984 øremærkede Danmark for første gang to ugers barsel til far. Her 36 år senere kan de alternativt benyttes af en medmor, men ellers er øremærkningen til forælder nr. 2 uændret.
Dermed indtager Danmark en nordisk sidsteplads for lige barsel. Hvor f.eks. islandske mænd tager en tredjedel, tager danske mænd kun en tiendedel, og delt barsel er primært et storbyfænomen. Det er virkelig beskæmmende, at der skal et EU-direktiv til, for at rette op på noget, vi selv kunne have gennemført for længe siden. EU kræver nu hele 8 ugers barsel øremærket til far eller medmor.
Barsel som murbrækker
I Enhedslisten mener vi, at børn har ret til begge deres forældre, men det er ikke den eneste grund til, at vi går ind for øremærket barsel. Lige barsel kan nemlig mindske løngabet på 14 pct. mellem mænd og kvinder.
Vi ser, at i familier med børn under 7 år er der ekstra langt mellem heteropar, hvor kvinden tjener mere end manden. Det indikerer, at ulige barsel giver ulige løn: Kvinders indtægt stagnerer, når de tager hoveddelen af barslen.
Omvendt viser en analyse fra Rockwool Fonden (2017), at når far tager mere barsel, giver det mere lige løn i familien i op til fire år efter barnets fødsel. Samtidig stiger den samlede husstandsindkomst, for fars barsel påvirker typisk ikke hans løn. Professor i politologisk kønsforskning Anette Borchorst har derfor kaldt lige barsel for ”den bedste murbrækker for at opnå mere ligestilling på arbejdsmarkedet” (Ugebrevet A4, 2013).
Historisk ubalance
I Danmark er ligelønsforkæmperne oppe imod overvintrede familieidealer, hvor far er skaffedyr og mor hjemmegående. Vores første lov om kvinder på det offentlige arbejdsmarked (1867) tildelte kvindelige lærere 1/2 til 2/3 af den løn, deres mandlige kolleger fik. Begrundelsen? Kvinder er ikke forsørgere! Hvis de arbejder, er de ugifte. Bliver de gift, siger de op og passer børn og bliver forsørget af en mand.
Selvom 27 kvindefagforeninger dukkede op i slutningen af 1800tallet, prioriterede fagbevægelsen og Socialdemokratiet ikke ligeløn. For dem var mandens rolle som forsørger vigtigst. I perioder med arbejdsløshed så Socialdemokratiet faktisk helst, at kvinderne holdt sig fra at tage job fra mændene.
Da de første kvindelige rigsdagsmedlemmer blev valgt i 1918, blev ligeløn hurtigt taget op. I 1919 vedtog man ligeløn på statslige arbejdspladser – men i praksis opretholdt man uligeløn, for gifte mænd også uden børn fik forsørgertillæg. Mens enker også med børn ikke gjorde. Den implicitte rollefordeling – far forsørger, mor passer børn – er sejlivet.
Socialdemokratiet nøler
På et arbejdsmarked bygget på idéen om, at mænd og kvinder har forskellige funktioner, er det svært at indføre lige barsel. Nyrup forsøgte sig med to uger mere til far, men Fogh fjernede dem fluks igen med henvisning til, at familier ikke skal tvinges til en bestemt fordeling.
Samme argument har Socialdemokratiets Mogens Jensen nu adopteret. Han lægger op til den mest skrabede implementering af det nye EU-direktiv: I stedet for at øremærke 8 uger til far eller medmor, vil han muligvis øremærke 8 uger til begge forældre. Eftersom der i forvejen er øremærket 14 uger til mor, kommer hun så op på 22 uger.
Det giver faktisk mere tvang og specifikt mere tvangs-ulighed end i dag, hvor 32 uger er til fri deling mellem forældrene. Far kan principielt tage to plus 32 uger. Med Socialdemokratiets model kan han allerhøjst få to plus 24.
Enhedslisten foreslår en enklere model: 14 uger øremærket til hver forælder og 5 måneder til fri fordeling. Det giver mindre tvang, mere lige barsel – og på sigt ligeløn.