Lolland: Regeringspartierne gik meget tilbage

Enhedslisten fik 1482 stemmer, 7%, ved kommunalvalget i Lolland Kommune.
I 2021 fik vi 821, 3,1%. Med hjælp fra et valgforbund fik vi 2 mandater mod tidligere 1. På 2/3 af valgstederne gik vi mærkbart frem. Vi gik ikke tilbage noget sted.

Af: Birthe Lauridsen, Lolland afdeling

Enhedslisten på Lolland

Det er værd at bemærke:

  • At vi var 5 i valgkampsudvalget, mod tidligere 2, og havde talløse hjælpere inden og uden for partiet. Sidste gang var det få.
  • At vi fik 22% listestemmer mod tidligere ca. 50%.
  • At vores nr. 2 og 3 har været “kendt” i 1/2 – 1 år og fik flere stemmer end enkelte af de indvalgte byrådsmedlemmer fra andre partier
  • At spidskandidaten fik 799 stemmer – 4. flest i kommunen.
  • At vi blev anbefalet af mennesker uden for Enhedslisten – også fra folk der normalt ikke kunne drømme om at stemme på os.
  • At de steder, hvor vi stod stille, har vi ikke været aktive og haft sager, hvilket på en måde glæder den gamle aktivist!

De andre partier

Der er nu 9 partier i byrådet, hvoraf de 6 har 2 mandater hver. Der er i alt 15 nye medlemmer.

Socialdemokratiet fik 4419 stemmer, 21%. I 2021 8686 stemmer, 41,7%. De havde absolut flertal på 13. 9 er ikke blevet genvalgt. 2 nye er valgt ind.

Venstre fik 1709 stemmer, 8,1%. Sidst fik de 3911 stemmer, 18,8%. De gik fra 5 til 2 mandater

Begge partier har i sidste periode udvist større og større magtarrogance og stået for store nedskæringer. Men når det kommer til de store virksomheder, så brugte de bare.

I valgkampen lykkedes det de øvrige partier i den gamle konstituering at løbe fra en stor del af den førte politik, så A og V stod alene med “ansvaret”, mens de øvrige gik frem.

Danmarksdemokraterne har fået størst gavn af ønsket om forandring. De fik 3415 stemmer, 16,2%. Det giver 5 mandater. De havde kun 4 opstillet, så det sidste røg til de konservative.

Desværre havde “de gamle” konstitueringspartier mandater nok til at konstituere sig igen. Dog med en ny borgmester, der er medlem af en udbrydergruppe fra V.

Resultatet af konstitueringen:

At vi har fået en ny borgmester med 15 mandater bag sig mod tidligere 23 i konstitueringen.
At oppositionen har 10 mandater. Enhedslisten, en lokalliste, DF og DD.

Det er uvist om resultatet skaber forandringer.

Der er gode takter. Oppositionen er f.eks. blevet inviteret med i debatten om en ny plan- og udviklingsstrategi. – Det er ikke sket før.

I konstitueringensaftalen står der en del fine ting. Men der står også i aftalen at nedskæringerne skal fortsætte, og at vi stadig skal bruge ressourcer, der alene gavner de store virksomheder.

Regionen

Enhedslisten har ikke ført valgkamp for Regionen i Lolland kommune.

Ø fik 992 stemmer fra Lolland svarende til 4,9%. Sidst fik vi 656 stemmer, 3,2%)

Vi havde en lokal stillet op. Han fik 592 stemmer, heraf 266 stemmer fra Lolland.