Når vores børn og unge viser tegn på øget psykisk sårbarhed, må vi zoome ud og se på, hvor systemerne, som skal varetage børnenes vilkår, er utilstrækkelige og hvor vi svigter.
Julie Kordovsky, Enhedslistens psykologfaglige netværk
Undersøgelser foretaget af Det Nationale Forsknings-og Analysecenter for Velfærd (VIVE) viser, at kommunerne oplever udfordringer med en stigning i antallet af psykisk sårbare børn og unge. Det er børn, der kæmper med angst, selvskade, ensomhed, social isolation, depression eller generel tristhed.
Sammen med inklusionsloven fra 2012, hvor specialbegrebet blev strammet op, kom folkeskolereformen i 2014. Det betød, at man i folkeskolen både skulle have fokus på øget faglighed, blandt andet gennem længere skoledage, og at en stor gruppe elever, der tidligere havde brug for specialundervisning, nu skulle inkluderes i den almindelige skole gennem opbygning af læringsfællesskaber med plads til alle.
Ifølge Professor Susan Tetler fra DPU krævede inklusionsloven investering, systemisk tankegang, og mindst fem år til at blive implementeret. I stedet blev det folkeskolereformens mål om bedre præstationen og øget faglighed, der fik den højeste prioritet, og de børn, der havde særlige behov, som tabte. I dag fremstår både børn og voksne i folkeskolen som svigtede. Kommunerne reagerer med at efterspørge øget ekstern rådgivning og hjælp til at sikre tidlige indsatser. Det kalder på prioritering, og at vi lytter efter.
Diagnoser er ikke alt
Når vi skal forstå børn og unges stigende mistrivsel, er det et vigtigt afsæt ikke at se børnene som problemet. I stedet skal vi lytte til, hvordan de – som kanariefuglene i kulminerne – viser problemet, f.eks. gennem skolevægring. For børn og unges ‘problemadfærd’ bør blot være vores nøgle til at forstå og hjælpe bedre. Og til at granske vores systemer kritisk: Er de skabt for og passer ordentligt på alle, der er i dem?
Problemadfærd har ikke en enkel årsagssammenhæng og må betragtes i et samvirke mellem forskellige faktorer over tid. Derfor er det vigtigt at arbejde ud fra antagelsen om, at familier, myndigheder og samfund, der svigter, også selv er svækkede. For børn med neurologiske baggrunde for deres vanskeligheder vil det ofte være virksomt at blive diagnosticeret, men der er også en risiko for, at deres vanskeligheder alene bliver forklaret gennem diagnosen – og det kan føre til stigmatisering og distancering i mødet med barnet hos de voksne professionelle. Diagnosticeringen kan på den måde være medvirkende til en sløring af de magtstrukturer, som barnets mistrivsel kan være et direkte resultat af. Det er derfor vigtigt, at vi ikke alene arbejder med et individualistisk afsæt, og at diagnoserne i stedet bruges til at skabe forståelser, der fremmer udvikling af positive historier og bæredygtige relationer. Det er en af skolepsykologernes fineste opgaver.
Stærke samarbejder og bevidste handlinger
Når børn udviser problemadfærd og tegn på mistrivsel, opstår ofte ønsket om undersøgelse, ekspert-diagnosticering og ‘behandling’. Behandling kan groft beskrives i tre former: medicinsk behandling (f.eks. ved organisk betingede udviklingsforstyrrelser som ADHD og autisme), psykoterapeutisk behandling (f.eks. samtaler og indlæring af nye handlingsstrategier) og systemisk/miljøterapeutisk behandling (f.eks. behandlingsmiljøer som specialklasser, socialpædagogiske opholdssteder, plejefamilier og behandlingshjem). Men som skolepsykologen Jørn Nielsen beskriver, kan behandling også afløses af ‘bevidste handlinger’. Det sker ved, at vi aktivt flytter indsatsen fra eksperternes hænder og steder til der, hvor problemadfærden og mistrivslen finder sted: i hjemmet, klasseværelset, fritidshjemmet osv. Der sker ved, at vi prioriterer arbejdet med at forme, styrke og kvalificere de samarbejder, som udgør og støtter børnenes vigtigste relationer og fællesskaber. Ved at zoome ud og blive ambitiøse på vores systemers vegne fremfor blot at ville reducere symptomerne på de strukturelle problemer, som følger af dem. Når fuglene så synger igen, er der ingen fare på færde.