Måneden der gik

Af:

Den gode nyhed
Vi får i 2020 den første finanslov i mange år, der mindsker uligheden, styrker velfærden og tager de første skridt mod at reducere drivhusgasser med 70 procent.

– Man kan tydeligt se, at Enhedslisten har forhandlet finanslov. Vi har aftalt den bedste finanslov i mange, mange år – med helt afsindigt mange solide aftryk fra os. I forhold til velfærd er det den bedste finanslov i 10 år, og det er den grønneste finanslov nogensinde, konstaterer Rune Lund, finansordfører for Enhedslisten.

Den dårlige nyhed
Et flertal i EU-Parlamentet har stemt for en kommission, som hverken vil love at styrke kampen mod skattely eller leve op til Paris-aftalen.

– EU-parlamentet havde mulighed for at kræve en styrket indsats mod det fuskeri, vi oplever fra multinationale selskaber og rigmænd. Den magt har flertallet valgt ikke at bruge. Det er dybt tragisk for velfærden og alle os, der betaler vores skat, mener Nikolaj Villumsen.

Citatet
”Vi har rettet øjnene stift på psykiatrien – på de mennesker, der har angst, skizofreni eller andre former for psykiske sygdomme. Fordi de ofte er oversete, og fordi der slet ikke er nok tid, hænder eller hjerterum til dem i dag.”

Pernille Skipper, politisk ordfører for Enhedslisten