Man skal vide, hvor ens “pyt”-knap sidder

Bo- og arbejdsfællesskabet Permatopia vil være en del af løsningen frem for en del af problemet. Her tænkes i permakultur, bæredygtighed og – på godt og ondt – beboerdemokrati.

Sarah Glerup, Rød+Grøn

Bjarne, 60 år, sidder på dét, der i corona-tiden har været en aflægger af Enhedslistens økonomikontor. På Zoom-skærmen ligner det et almindeligt, lyst rum, men faktisk er kontoret del af det nyskabende bofællesskab Permatopia nær Karise. I starten af 2018 rykkede 90 familier, 150 voksne og 80 børn, ind i hver sit hus. Halvdelen bor alment, resten i andels- og ejerboliger. Alle hverdage spiser beboerne sammen, og der er hjemmedyrkede grøntsager på bordet. Det lyder eventyrligt, men har krævet kampe at realisere.

Storkapitalens onde arme
Ideen til Permatopia opstod, fordi en visionær lokalbank stod med et økolandbrug. De satte en permakulturmand og en projektleder til at udtænke et bæredygtigt bofællesskab, og første udkast blev ambitiøst:

– Vi skulle bygge huse af den gode lerjord, vi har her. Vi skulle lave bassiner med fisk, som både kunne rense vores grå spildevand og give os mad på bordet. Det projekt faldt pladask til jorden, for vi var for få, som turde kaste økonomi ind i det. Vi var også for uenige om, hvordan det skulle være.
I stedet allierede banken sig med et almennyttigt boligselskab. Det sikrede økonomi, men medførte andre kompromiser.
– Når man bygger alment, er der strenge krav. Man kan ikke bygge lerklinet eller halmhuse, og man skal bygge på betonfundament.

Og så var der kampene med byggebranchen.

 – Vi er en flok amatører, som prøvede at alliere os med professionelle. Så møder man entreprenører, storkapitalens onde arme, og det er faktisk ikke særligt sjovt. Der var et kæmpe arbejde med at få udbuddet gennemtænkt, så en entreprenør ikke kunne udnytte, at der var et eller andet, vi havde glemt, eller som kunne misfortolkes. Man får næsten en fornemmelse af, at det er dét, entreprenører lever af. Det var i hvert fald de klør, vi kom i. Så det endte meget dyrere, end vi forventede, og tingene var ikke perfekte ved afleveringen. Entreprenøren gik konkurs – med sit byggeselskab, forstås. Han gik jo ikke selv konkurs.


Bæredygtighed og det fælles tredje
Alt det, der kan være bæredygtigt ud fra lovgivningen, er bygget bæredygtigt. Der er isoleret med bæredygtige materialer. Permatopia har egen vindmølle, der driver en varmepumpe og leverer strøm til elbiler, landbrug og fællesfaciliteterne, men ikke boligerne.
– Det må man ikke, for husene er på forskellige matrikler. Så skal strømmen ud over nettet, og vi skal have SEAS med i spillet.

Bjarne lyder træt af de mange begrænsende regler.  Heldigvis har ingen af dem påvirket Permatopias pilerensningsanlæg i alvorlig grad.
– Der er nogen, der siger, det Nordeuropas største! Vi sender spildevand ud i anlægget, hvor vi plantede 16.000 pilekviste, før vi flyttede ind. Det fylder vel halvanden hektar. Pilen bruger vandet og gror af gødningsværdien. Cirka hvert andet år fælder vi så halvdelen, fliser det og bruger det som kompost i landbruget. Det hele bevares i kredsløbet. Man kan sige, at vi indirekte spiser vores egen lort, påpeger Bjarne med stolthed i stemmen.

En anden kilde til stolthed er landbruget og frugthaverne, der indgår i den fælles madlavning. Bjarne mindes et foto, der blev taget, da beboerne havde plantet læhegn i frugthaven.
– Vi stod  i  fællesskab med spaderne i vejret,  vi var glade, fordi vi havde gjort noget sammen! Det står i modsætning til livet i København, hvor vi havde mange rigtigt  gode venner, men kørte vores egne løb. For mig er det perfekte ved Permatopia, at vi har  et “fælles tredje”. At vi ikke bare bor sammen, men skal noget sammen og har brug for hinanden.

Fællesskab frustrerer
I teorien skal Permatopia afspejle den danske befolkning, og det lykkes nogenlunde i forhold til aldersfordeling. Til gengæld kan jeg udefra se, at mangfoldigheden halter andre steder. Samtlige nybyggede boliger er ubrugelige, hvis man sidder i kørestol. Her bor tilsyneladende kun ét homopar, få uden etnisk dansk baggrund, og for enlige på understøttelse er Permatopia dyrt.

Selve boformen er heller ikke for alle, fortæller Bjarne. Børnefamilier slipper for daglig madlavning og kan lade ungerne løbe frit, men for enkelte børn bliver det faktisk for meget. For nogle voksne bliver det for meget, at man skal være så mange om at træffe beslutninger.
– Inden jeg flyttede herned, var jeg sikker på, at det kunne give mig masser af glæde og mening. Nu må jeg konstatere, at der også er mange problematiske ting. Rigtig mange kampe i forhold til, hvordan man indretter det, og hvilke behov der skal tilfredsstilles. Det er en dans på roser med torne, siger han.
– Jeg er selv meget dedikeret på permakultur, men mange siger bare “det lyder fint, peace and harmony” uden rigtigt at vide, hvad de taler om. Jeg kunne godt tænke mig, at vi fik læring ind om permakultur. At folk vil stille op til det, at fællesskabet vil lægge økonomi i det. At vi målrettet arbejder på at lave en samlet permakulturplan. Lige nu har vi lidt tilfældige glimt af permakultur, påpeger han.
Især børnefamilierne har nogle gange andre prioriteter.
– Det er diskussioner a la: “Skal der ligge en fodboldbane på det her areal, selvom der blandt andet står nogle fredede orkideer?” Her bliver jeg lidt skuffet over menneskene. Vi har fået 29 hektar til låns. Dem skal vi da forvalte efter alle gode principper! Men der skal også leves et liv her. Det er en balance, vi må slås  med.

Stadig et barn
For nogle idealistiske beboere betyder uenighederne, at glasset er ved at blive tomt, og enkelte er fraflyttet igen. Selv tror Bjarne fortsat, at Permatopia kan blive en succes.

– For mig er glasset ved at blive fyldt. Vi har boet her i tre år, så vi er stadig et barn. Men med 90 familier er det stort og svært, så man skal vide, hvor ens “pyt-knap” sidder.  Hvis man prøver at tage ansvar for alt her, så dør man på det, forklarer han.

Holder man derimod ud, er der meget at vinde i bofællesskabet både for klimaet og for den enkelte:

– Det er sjovt og dejligt, at du bare kan gå uden for din dør og komme i dyb samtale med nærmest den første og bedste, du møder. For i bund og grund bor her søde, kloge mennesker, der vil hinanden, slutter Bjarne.