"Da jeg omsider fik min læreplads, gav jeg afkald på et toilet, ellers var lærepladsen ikke blevet til noget. På alle de pladser, jeg var, hvor der ikke var et skur, havde jeg et problem, som mændene ikke delte," fortæller Jette Gottlieb, arbejdsmarkedsordfører for Enhedslisten.

”Mandefag” har brug for kvinder

Som kvindelig tømrer har jeg deltaget i diskussionen om ligestilling i byggebranchen i mindst 30 år. I løbet af de tre årtier er der sket forbløffende få fremskridt i branchen.

Jette Gottlieb, arbejdsmarkedsordfører

For mig startede det, da jeg søgte læreplads. Jeg fik mange forskellige svar – flest af typen: ”det tror jeg ikke, du kan klare”. Men jeg fik også nogle meget interessante og meget usandsynlige svar: ”vi havde engang en kvindelig lærling, men så blev hun gravid”. Det svar fik jeg så mange gange, at København nok ville være overbefolket, hvis der var kommet børn ud af alle de graviditeter. Og så var der svaret: Det kunne være interessant, men svendene i firmaet vil ikke have det. Den fik jeg senere lejlighed til at afprøve: det var rent opspind.

Ingen lås på badedøren
Det, der fik kvinderne i fagene til at holde ved, var først og fremmest det fællesskab, vi opbyggede i vores fagforening. Vi kunne give hinanden gode råd og holde modet oppe – for det var nogle gange hårdt!

Arbejdet var fysisk hårdt, men det var det mindste af det. Dét, at man var ”på” hele tiden, blev bemærket og kommenteret af både kolleger og arbejdsgivere, hvilket var anstrengende – og så var der en lang række praktiske problemer: omklædningsforhold, toiletforhold mm.

Arbejdsgiverne gjorde (næsten) intet for at få lavet løsninger på den slags. Da jeg omsider fik min læreplads, gav jeg afkald på et toilet, ellers var lærepladsen ikke blevet til noget. På alle de pladser, jeg var, hvor der ikke var skur, havde jeg et problem, som mændene ikke delte.  

Det er uendeligt små forbedringer, der er sket på 30 år. De problemer, jeg dér havde, afviger f.eks. ikke fra de problemer, de kvindelige buschauffører nu har, når pauserne ved endestationerne spares væk. Lige nu kæmpes der for at få lås på badedøren i skuret! Men kvinderne tager oftest hjem i det beskidte arbejdstøj.

Og nu buldrer så en diskussion og en kampagne for at få flere kvinder i byggefagene.

Hvorfor lige nu? Jo, fordi der er mangel på bygningsarbejdere, og så kigger arbejdsgiverne sultent efter en nem arbejdskraftreserve. Det var det samme, da de første generationer af kvinder for alvor kom på arbejdsmarkedet i begyndelsen af 1900-tallet. Eller da det pludselig blev muligt for kvinder at blive sporvognskonduktører i slutningen af 50’erne. Og det var det samme, da der for 20 år siden for alvor kom kvinder ind i malerfaget.

For få unge – og kvinder i branchen
Byggeriet kæmper med to problemer: Det ene er, at der ikke er en tilstrækkelig tilgang af unge til byggeriets fag. Det skyldes en samfundsmæssig zigzagkurs, som de unge ikke skal lastes for: I 30 år har alle de toneangivende talt for, at Danmark skulle være et videnssamfund, og at den materielle produktion uden problemer kunne flyttes til fjerne lande (selvsagt med lavere lønninger). I samme periode glemte arbejdsgiverne, at forudsætningen for, at der findes udlært arbejdskraft er, at der er tilstrækkeligt med lærepladser.

Det andet er – og det kan endda vise sig at blive en del af løsningen på det første – at der er for få kvinder i fagene.

For at slå det fast: Det er fantastisk at arbejde i byggeriet. Være med til, at ting bliver til, og at de bliver stående. Det er noget, jeg kan unde alle at prøve. Men hvis det virkelig skal blive til noget med flere kvinder i fagene, så må arbejdsgiverne til lommerne med velfærdsforanstaltninger og arbejdsmiljøløsninger, der imødekommer andre end de 28 til 36-årige mænd i deres bedste alder. Og fagforeningerne og erhvervsskolerne må påtage sig en åben dialog om solidaritet og hensigtsmæssige omgangsformer på en arbejdsplads med stor kønsmæssig, aldersmæssig og etnisk bredde. Det er ikke sikkert, at skurvogns-jargonen fra 60’erne er den mest egnede til at rumme alle.

Al erfaring siger, at både produktivitet og arbejdsmiljø forbedres af, at der er mange forskellige slags mennesker i kollegakredsen.