Mange foretrækker et blad i hænderne

Bent Jørgensen, Møn

I modsætning til Rød+Grøn kunne jeg skrive kilometervis om regeringens ghettolov, hvor I jo af en eller anden grund sidder på hænderne, selv om den optager og påvirker mange menneskers daglige liv. Og så mener jeg ikke, at overgangen til netavis er heldig. Vi er mange, der foretrækker et blad i hænderne og som glemmer at læse netaviser. Hvis 10.000 medlemmer har Rød+Grøn liggende på sofabordet, kan det jo ikke undgås, at andre falder over det og finder på at læse det, mens netavisen kun ses af medlemmet – i bedste fald. Jeg brugte samme argument, da den årlige kalenderbog blev skrottet. Den daglige synlighed er mindst lige så værdifuld som tre ugers valgkamp, og så var bogen et godt, aktuelt værktøj at støtte sig til, for her stod næsten alt, hvad man havde brug for at vide om partiet.