Myter om sikkerhed, territorialforsvar og truslen fra Rusland

I Enhedslistens principprogram lyder det fornuftigt nok: ”Enhedslisten arbejder for en fredelig udvikling i verden gennem dialog, international afspænding og militær nedrustning, herunder afskaffelse af alle atomvåben.”

Dette står imidlertid i direkte modsætning til udtalelser fra både Per Clausen og Pelle Dragsted.
Per Clausen skriver på Facebook (12/2), at vi har brug for “investeringer også i vores militære forsvar” og at det handler “både om investeringer i militæret, udbygning af samarbejdet med landene i Norden, de europæiske medlemmer af NATO og lande som Canada samt en europæisk våbenindustri”.

Pelle Dragsted er på samme linje (Berlingske.dk d.10/2): “Vi skal have et stærkt, defensivt orienteret nationalt forsvar, hvis vi skal være mere uafhængige af USA – og det skal vi. Der skal investeres i teknologier og kapaciteter, vi ikke har i dag.” Og han uddyber: “Hvis der er brug for investeringer, skal de penge findes. Og det handler altså ikke om den ene eller anden procent af BNP. Det handler om, at det koster, hvad det koster”.

Vi mener, at store dele af argumentationen fra både Per og Pelle bygger på myter.

Myte nr. 1: Rusland er en trussel mod Europa og Danmark

I starten af 1980’erne skrev Jan Øberg en bog med titlen: ”Myter om vor sikkerhed”, der detaljeret, kritisk og velargumenteret kortlægger oprustningen, det officielle trusselsbillede samt styrkeforholdene mellem på den ene side NATO med USA i spidsen og på den anden side Warszawa-pagten med Sovjetunionen i førersædet. Bogen spillede en stor rolle for mange af os, der i 80’erne blev aktive i modstanden mod våbenkapløbet og mellemdistanceraketterne, der skulle opstilles i Europa.

I bogen kan man bl.a. læse, at NATO i 1978 samlet brugte 180 mia. $ på militæret, mens Warszawa-pagten kom lige efter med 160 mia. $. Den danske efterretningstjeneste oplyste, at der stod 14 hærdivisioner i den nordlige del af DDR og Polen, med kampvogne og alt nødvendigt udstyr – i alt ca. 130.000 mand, der kunne true Danmark. Den herskende opfattelse i Danmark var, at truslen var reel, at ”russerne kommer”. Det gjorde de så ikke, viste det sig.

Det forekommer os noget chokerende, at folk, der opfatter sig som socialister, i dag kan mene, at Rusland nu udgør en trussel mod Danmark og Europa. Det Rusland, der trods tre års krig og ufattelige tabstal, kun har været i stand til at besætte ca. 20% af Ukraine. Desuden bør man vel lægge mærke til at de soldater, der i vore dage befinder sig i det nordlige Tyskland og Polen, formentlig har våbnene rettet en anden vej, ligesom alle tidligere medlemmer af Warszawa-pagten, bortset fra Rusland, nu er medlemmer af NATO. Derudover er det økonomiske styrkeforhold ændret drastisk. I 2023 brugte Rusland 109 mia. $ på militæret, mens NATO-landene var nået op på svimlende 1.342 mia. $ – og uden USA hele 425 mia. $.

Hvad skulle Rusland opnå ved en krig mod et eller flere NATO-lande? Selv hvis selve angrebet var en succes, ville det indebære besættelse af fjendtlige lande og befolkninger. USA og Sovjetunionen har oplevet hvordan det kan gå i Vietnam, Afghanistan og Irak.

Mon ikke trusselsbilledet skyldes noget helt andet: Truslen kan bruges til at sikre opbakning til oprustningen – og til opbygningen af et EU-militær.

Myte nr. 2: Oprustning forebygger krig

Det er i det mindste stærkt tvivlsomt om oprustning kan forebygge krig. Styrkeforhold mellem nationer og alliancer spiller givetvis en rolle. Mexico starter næppe en krig mod USA, ligesom Tyskland ikke behøver at være bekymrede for et angreb fra Danmark. Men som vi har set i Ukraine-krigen, forebygger selv uhyggeligt mange atomvåben på begge sider ikke en krig mellem stormagter. Både Rusland og USA er parat til at se bort fra risikoen for atomkrig.

Hvad der derimod er helt sikkert er, at oprustningen fører til

1. udbredt militarisme og nationalisme,
2. et voldsomt ressourceforbrug der som fast standard betales af almindelige mennesker,
3. en større og stærkere våbenindustri og
4. mere oprustning for at imødegå reelle og indbildte farer fra modpartens oprustning.

Oprustningen fører således helt sikkert ikke til mindre krig, men tværtimod til større risiko for krig. Ikke til mere, men til mindre sikkerhed.

Myte 3: Territorialforsvar er muligt og ønskeligt

Forestillingen om at Danmark skal satse på et territorialforsvar og også håndhæve suveræniteten i Grønland er en illusion. For en småstat som Danmark er det en håbløs strategi. Hvad skal der til for at Danmark skal kunne forsvare sig militært i Køge Bugt eller på Vestkysten mod en stormagt? Eller hvordan kan man forestille sig, at Danmark kan forsvare Grønland mod et amerikansk eller russisk angreb?

I teorien kan begge dele måske lade sig gøre, men det vil kræve et gennemmilitariseret samfund. 5% af BNP er næppe nok – og ”blot” 5% af BNP vil i runde tal betyde, at 1 af hver 20 voksne i Danmark kommer til at arbejde direkte eller indirekte for militæret og militærindustrien. Et barn i hver eneste skoleklasse. Desuden er risikoen stor for, at dette militær vil blive brugt til militære eller andre eventyr andre steder i verden.  Det eneste ædruelige i forhold til Grønland vil være fortsat at arbejde for Arktis som et militært lavspændingsområde.

Enhedslisten og venstrefløjen bør gå en helt anden vej

Vi bør insistere på at Danmark i FN og andre internationale sammenhænge skal arbejde for fredelig konfliktløsning, våbenhvile, fredsforhandlinger og aftaler om nedrustning. Dette for at forebygge, begrænse og stoppe militære konflikter.

Danmark bør tage politiske og diplomatiske initiativer, yde humanitær hjælp samt give opholdstilladelse til mennesker, der forfølges på grund af krig, herunder desertører fra fx Rusland og Ukraine.

Vi bør støtte NGO’ere og menneskerettighedsorganisationer.

Vi skal desuden fremme direkte solidaritet mellem mennesker på tværs af landegrænser.

Vi skal bekæmpe udbytning og uretfærdighed overalt i verden. Det vil forebygge krige. Sikkerhedspolitik er ikke militær.