Foto: Finn Bøje

Når idrætten er en kamp for demokrati

Arbejderidrætsklubberne opstod som en modvægt til de borgerlige klubber i de store byer. Mange af arbejderklubberne hed Frem eller Fremad.

Jørgen Arbo-Bæhr, fhv. idrætsordfører for Enhedslisten

Arbejderbevægelsen betragtede i begyndelsen idrættens voksende udbredelse i slutningen af 1800-tallet med skepsis og mistillid. Det kostede kassen at være med, hvorfor idrætten blev et billede på klassesamfundet. Men med Socialdemokratiets voksende indflydelse stod det klart, at udbredelsen af idrætten også var en kampplads for arbejderbevægelsen.

Bredden skaber resultaterne

Som idrætsordfører for Enhedslisten udtalte Jørgen Arbo-Bæhr:

”At idrætsevents og elite skulle fremme fællesskab, sundhed og integration er noget sludder. Der er ikke belæg for, at danske topresultater får flere til at dyrke idræt. Det er lige omvendt, bredden, der skaber en elite.”

Idræt som kampplads
Partiet Venstre brugte allerede tilbage i slutningen af 1800-tallet skytteforeningerne i kampen mod Højre, da Estrup vedtog finanslove uden om flertallet i Folketinget. Bønderne og husmændene stillede krav om at få skarpladte geværer. Og der blev ikke sparet på retorikken, når venstrefolk udtalte: ”Kun for de blinkende Riffelpiber giver de Køb”. Skytteforeningerne fik dog kun løst krudt.

Arbejderidrætsforeningerne skød fra 1880’erne op i stor stil. Blandt de første arbejderidrætsforeninger og klubber var Typografernes Sportsklub og Postarbejdernes Idrætsklub. De mange klubber samlede sig i efterhånden i Arbejdernes Idræts Union, hvor kommunisterne havde stor indflydelse. Det fik i 1929 Socialdemokratiet til at starte DAI – Dansk Arbejder Idræt – hvor de var sikret den altafgørende indflydelse.

Arbejderne skulle frigøres fra de borgerliges konkurrenceidræt. Det handlede om at styrke breddeidræt. Arbejderidrætten bestod mest af billige sportsgrene, som brydning, boksning, roning og fodbold. Det var imidlertid næsten udelukkende mænd, der var aktive. Kvinderne havde jo rigeligt at tage sig af, når de efter deres arbejdsdag skulle hjem og passe hus, mand og børn. Der var ikke tid til at dyrke idræt! Kvindeidræt kom først i gang efter 2. verdenskrig. Det var som regel kun borgerskabets kvinder, der dyrkede idræt, og det var former for idræt, hvor de var “yndefulde”. I kvinderoning blev der f.eks. op til OL i 1928 lagt vægt på, at de havde fine åretag frem for at komme først i mål.

Klassekampen nedtones
Op igennem 1930’erne udviklede DAI sig idrætspolitisk på linje med Socialdemokratiet. Arbejderbevægelsen skulle samarbejde med borgerskabet. Klassekampen blev nedtonet i fordel for klassesamarbejde. Formålsparagraffen forsvandt, og DAI slog sig sammen med DIF (Dansk Idræts Forbund). Det er siden gået ned ad bakke med antallet af medlemmer af

DAI-klubber.

I årene efter 2. verdenskrig skete der ikke meget på arbejderidrætsfronten. En gang om året holdt DAI ”Fagenes Fest”, men det løb også ud i sandet. Her på det sidste er det kun DAI’s indsats for idræt for arbejdsløse, man kan bemærke. DAI’s arbejde for breddeidrætten er overtaget af DGI (Danske Gymnastik Idrætsforening), som er vokset de seneste årtier.

Jeg er selv fan af Boldklubben FREM. Vi har en klubsang, som med titlen “Sutterne fra Sydhavnen” siger meget om arbejderidræt.